2013 er åbenbart, for mit vedkommende, året for endagsbilletter til festivaler, hvor jeg foruden Roskilde også snupper en dag på årets Ringsted Festival. Det bliver så tredje gang, jeg besøger hjembyens festival - jeg var der i 2005, hvor festivalen begyndte og så for to år siden, hvor jeg blev lokket med af mine gode naboer, der er der hvert år. Det var også kun én dag - lørdag, hvor blandt andet Sort Sol leverede en forrygende koncert.
At det ikke er blevet til mere skyldes ikke uvilje, men flere år har festivalen ramt ned i bryllupper i vennekredsen, rejse med Ølklubben og slet og ret anden prioritering. Også fordi, at Roskilde hvert år har været på min liste.
Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at det ikke er blevet til flere gange, for det er en rigtig god festival. Musikprogrammet er meget bredt, hvorfor der altid er et eller andet, du gerne vil høre, omgivelserne i Lystanlægget er rigtig hyggelige, stemningen er i top og så er festivalen en rigtig god mulighed for at møde gamle venner og bekendtskaber, feste og have det sjovt.
Men i år skulle det så være - også selvom det så kun bliver for én dag. Det bliver fredagen, hvor jeg skal opleve Rugsted & Kreutzfeldt (og dermed på en tur ned ad nostalgiens sti), Saybia (der vist spiller deres eneste koncert på Sjælland i år) og ikke mindst mine store helte fra Love Shop. Sidstnævnte bliver helt sikkert en stor oplevelse, for Jens Unmack & co. er altid garanter for forrygende, nærværende og energiske koncerter. Meget passende ligger de tre koncerter lige i forlængelse af hinanden.
At jeg så ikke snupper alle tre dage skyldes blandt andet, at jeg om søndagen skal til familiefødselsdag i Gilleleje og samtidig var de tre førnævnte navne dem, jeg absolut helst ville høre.
Så jeg glæder mig rigtigt meget til fredag den 2. august, men inden da skal der sættes hak ved Suede på torsdag i Tivoli samt en fredag på årets Roskilde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar