tirsdag den 23. april 2013

Nyt album med Martin Hall

For et par uger siden udsendte Martin Hall sit nye album, Phasewide, Exit signs, og det mødte stor ros mange steder - blandt andet blandt anmelderne, som denne, skrevet af min Facebook-ven, Peter Krogh.

Som jeg selv skriver her, er Martin Hall én af de kunstnere, jeg har lyttet mest til og som har påvirket mig mest. Og mange penge er brugt på at opdrive ellers uopdrivelige pladeudgivelser, timer er brugt på koncerter, foredrag med videre med ham og så videre.

Men siden 1999 har mine forventninger til hans udgivelser været støt faldende. Der har været for meget mezzopran, kabaret og teatralske stemninger over dem, ligesom Hall selv er blevet mere og mere ligegyldig at høre på, hvor han er kravlet endnu mere op i røven på sig selv.

For mit eget vedkommende, har ulempen også været, at jeg især med hensyn til Hall, har en tendens til at måle nyt op mod fortidens bedrifter og det er sjældent hold- eller frugtbart! Men det er svært at undgå, når tidligere Hall-albums som The icecold waters of the egocentric calculation, Apparently all the same og Relief er blandt de bedste i min samling - overhovedet.

Phasewide, Exit signs ændrer ikke ved dette. Nok synger han bedre end længe hørt, og melodimaterialet er også noget af det bedste siden Adapter fra 1999 men det hele bliver lidt for stillestående for min smag. Enkelte sange, som eksempelvis Muted cries, er rigtig gode, stående for sig selv, men oplevelsen mudres til over albummets 10 sange. 

Musik skal gerne bevæge lytteren og skabe stemninger - det være sig glæde, stof til eftertanke, genkendelse, lyst til dans og fest og så videre. Men den eneste effekt, Phasewide, Exit signs har på mig, er trang til søvn og en god portion utålmodighed! Der findes et væld af eksempler på albums, der, lig Halls seneste, er meget stille, nedbarberede, akustisk/klassisk instrumenteret med videre - eksempelvis Sigur Ros, Tindersticks, Talk Talk, Nick Caves seneste og så videre - men de formår samtidig at variere udtrykket og ramme i hjertekulen. Og skabe fremragende albums. Det gør Hall ikke, og indtrykket er, at albummet snarere er en intellektuel øvelse frem for en musikalsk....

Min egen vurdering er derfor, at albummet får 3 ud af 6 stjerner.

På torsdag giver Hall i øvrigt koncert på Hofteatret ved Christiansborg, og fortsætter ad det spor, hvor hans i øvrigt ganske sjældne koncerter bliver henlagt udenfor de gængse spillesteder. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har oplevet ham live, men vel sagtens +20-30, og hver gang har det været et besøg værd og en sikker garant for en stor oplevelse.

Mine forventninger er, at hovedvægten lægges på hans seneste album, og at sange fra bagkataloget så skæres over samme læst. Han formår i hvert fald ofte at genopfinde gamle sange i nye klæder. Så det er med blandede fornemmelser, at jeg ser frem til koncerten, men er også overbevist om, at han endnu en gang formår at overraske sit publikum - på en positiv måde!

Jeg runder af med Muted Cries, der er albummets fuldtræffer:

Ingen kommentarer: