For et par uger siden udsendte engelske Depeche Mode sit 13. studiealbum, Delta Machine. Og det 30 år efter albummet Construction time again, der var min egen indgang til bandet - især via singlerne Everything counts og Love in itself. Tre år senere placerer de sig på hylden over absolutte favoritbands, og det har jeg skrevet om her.
I bandets første år er lyden præget af firser-synth, mens de fra Black Celebration finder mere og mere inspiration i navne som New Order og Cure. De senere år har tydelige inspirationskilder været rhythm and blues, gospel og elektronika- og trance-scenen. Som det firserlevn, jeg nu en gang er, foretrækker jeg absolut den midterste part, og som satte sit præg på deres albums fra 1986 til 1997.
Samtidig var og er bandet kendt for en klar rollefordeling. Martin Gore skriver musik og tekst, og synger enkelte numre, Dave Gahan er sangeren og bandets samlingspunkt i livesammenhæng, Andrew Fletcher er ham med den managerlignende rolle og som bidrager mindre og mindre til det musikalske, mens Alan Wilder var lydarkitekten, som arbejdede tæt sammen med bandets producere.
Wilder skrider efter Songs of faith and devotion fra 1993, og efterlader et kæmpehul i bandet. Et hul, der først langsomt dækkes til, da Gore bløder op for sin stramme styring af bandet og giver plads til Gahans sangskriveri. Det sker på Playing the angel fra 2005, og rent faktisk er det hans materiale, der i mine ører er det stærkeste - det gør sig i øvrigt også gældende på det efterfølgende Songs of the universe og det nyligt udsendte.
Også på sangsiden er Gahan modnet meget, og på Delta Machine synger han bedre end nogensinde - med en moden tilbagelænethed, men samtidig meget tilstede. I mange år var det ofte de sange, Gore sang, der var mine favoritter, og de præger også min top-10 over bandets sange - 3 ud af 10, og han synger vel at mærke kun 1-2 sange på hvert album. Men på de seneste albums har hans sangbidrag også været de svageste, hvor sangen står i stampe og der er intet nyt under solen. Stemmen er dog fortsat fantastisk.
Ud af det nye albums 17 numre - hvis man, som jeg, køber deluxe-udgaven - har Gahan skrevet de 5, ligesom Gore og Gahan er krediteret for én sammen, Long time lie. Jeg ved så ikke, om dette er årsagen til, at der er tale om deres bedste album siden Ultra fra 1997 - eller om pausen "bare" har gjort dem godt.
Der trækkes fortsat på rhythm and blues og nutidens mere elektroniske musik, men samtidig er der tråde tilbage til bandets mere himmelgribende sange fra tiden omkring hovedværket, Violator, og Songs of faith of devotion. Som nævnt synger Gahan bedre end nogensinde, ligesom det vokale sammenspil med Gore er smukt, grænsende til det perfekte.
Der er dog nogle kvalitetsmæssige store udsving, hvor sange som Slow og Goodbye burde have været siet fra, mens Broken, Soft touch/Raw nerve, Should be higher og Alone er formidable. Albummets clou findes dog på bonusdisken, i form af All that's mine. Så alene af den grund, bør deluxe-udgaven købes.
Opsummeret tager albummet ikke prisen, som årets bedste album, men vil så absolut være at finde på min top-10, når året er omme.
Lad mig runde af med netop albummets bedste nummer:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar