De senere år er min koncertaktivitet - som publikummer! - blevet beskåret ret kraftigt, men alligevel byder denne uge på hele to koncertoplevelser. Den første blev der sat hak ved i går.
Martin Hall på Hofteatret
Torsdag aften gav Martin Hall én af sine sjældne koncerter, og med vanlig sans for at finde rammer, der ligger udenfor de gængse spillesteder, var koncerten henlagt til Hofteatret ved Christiansborg. Noget, der skulle vise sig at være en perfekt ramme for hans til tider meget intime musik. Foruden at være en umådelig smuk teatersal, var lyden perfekt. Eneste ankepunkt var, at bænkene var elendige - selv for én, der, som jeg, er godt polstret!
Som jeg skriver her, er min begejstring for Halls senere albums ganske begrænset, og selvom koncertens hovedvægt så lå på disse, blev vi vidner til en stor koncertoplevelse. Styrken var, at udtrykket blev mere homogent end ved tidligere koncerter, hvor det nogle gange blev til et mudret ud- og indtryk mellem rock, pop, kabaret med videre.
Denne gang blev sangene skåret over samme læst, og med en perfekt harmoni mellem især flygel og bas. Det betød også, at den røde tråd var synlig, ligesom Hall sang bedre end længe hørt. Og samtidig blev han bakket op af nogle fremragende musikere, med den faste samarbejdspartner gennem flere, Johnny Stage, som den absolutte ankermand.
Ved hans koncerter, er Hall ofte meget fortællende, hvor der bydes på anekdoter om sangene og tiden, der var. Sådan var det ikke torsdag aften, hvilket jeg savnede en smule, for de plejer at være svært morsomme.
Hvad angår aftenens højdepunkter, klædte det det nyere materiale at blive spillet live, men som det nostalgiske røvhul, jeg nu en gang er, var det naturligvis det ældre materiale - fra 1999 og bagud - der begejstrede mest. Og som alene kunne have båret koncerten igennem. Vi fik signatursangen An attempt of interuption fra 1981 i en meget nedbarberet udgave, Synthesis fra 1986 samt Images in water fra 1999. Verden stod stille under disse tre numre og publikum sad med gåsehud fra top til tå. Det var næsten synd for det nyere materiale, at det skulle blive målt op mod det gamle, men vi blandt publikum klagede ikke!
Så alt i alt en stor koncert, der af mig får 5 ud af 6 stjerner, og en koncert, der skriver sig ind blandt én af de bedste af de +20-30 gange, jeg har oplevet Hall live.
Ugens næste koncert bliver i morgen, hvor Marie Key spiller ud og op i DR's koncertsal. Jeg glæder mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar