Pladeåret 2011 - so far

Vi er nu mere end 4 måneder inde i 2011, og noget tyder på, at det, i hvert fald plademæssigt, kan blive én af de store årgange. Ser jeg på de nye plader, jeg har hentet hjem over de seneste 4 måneder, holder de alle et højt niveau, er blevet spillet meget og forekommer mere end langtidsholdbare. Fra en kant kan nævnes Low, Vaccines, R.E.M., PJ Harvey, Glasvegas, Raveonettes, Veto, Green Pitch og White Lies. P.t. er konkurrencen om årets bedste album mellem PJ Harvey og Raveonettes - med lille fordel til sidstnævnte.

Dertil kommer Rumer og Stoffer & Maskinen, som dog begge er fra 2010.

Skuffelser har der også været, og de mest gedigne har været James Blake, Oh Land, Anna Calvi og The low anthem. De har alle fået fremragende anmeldelser og roser på diverse sites og Facebook, men mig siger de ikke det store. Oh Land er decideret kedsommelig og James Blakes stemme bliver jeg irriteret på, og pladen flytter sig ikke ud af stedet.

Og så er der også udkommet plader, der helt sikkert ikke kommer forbi denne matrikel - som eksempelvis Martin Brygmann og Rasmus Walter. Førstnævnte er efterhånden selv en parodi på de parodier, han laver og sidstnævnte (som har lavet nogle OK ting i Grand Avenue) har ramt min radio et par gange og hver gang kravlede mine undergevandter så højt op, at jeg kunne være med i Bee Gees eller et drengekor fra Betlehem.

(Det skal ikke udelukkes, at andre så har samme oplevelse med de plader, jeg synes er gode....).

Nå, men jeg ser frem til de næste måneder af 2011, og den p.t. mest imødesete udgivelse, er debuten med De efterladte. Smagsprøverne derfra virker lovende!