I weekenden afviklede Danske Ølentusiaster deres vist nok 11. ølfestival. De første første festivaler blev holdt i Valby-Hallen, men nu er lokationen skiftet til mere egnede lokaler, nemlig Tap1 ved Carlsberg.
Foruden godtfolk fra fjern og nær, som alle nærer en sund interesse for lokal kultur, trækker festivalen en lang række danske mikrobryggerier til, samt enkelte af de større bryggerier og diverse ølimportører. Det giver en stor variation og en mulighed for at smage alskens forskellig øl.
Og det er ganske enkelt. Du køber en entrebillet og en række poletter (10.- stykket), som du så langer i hånden på den ølbod, hvor du gerne vil smage en øl. Øllet hældes op i det ved indgangen udleverede smageglas, og mængden er 5-10 cl.
Jeg selv har været med siden 2004. 2008 missede jeg, da tiden var sat af til Berlin Marathon. De første år gik man slavisk fra stand til stand og smagte udvalgte øl. Men i takt med, at ens eget kendskab er blevet udvidet via Øllogens studieture til udlandet, ølsmagninger med videre, er "turen rundt" blevet mere selektiv - uden mængden dog er aftaget... - hvor bestemte bryggerier og øltyper udvælges. For mit vedkommende primært imperial stout.
Publikumsmæssigt er der også sket en stor udvikling. De første øl var det primært ølnørder og enkelte selskaber, der skulle "videre ud i byen", der frekventerede festivalen. Nu ser man grupper af unge kvinder, nysgerrige drenge og mænd og så videre.
De første år var vi af sted fredag eller lørdag. Men i år valgte vi torsdagen. Det var et godt valg. Der var mere plads mellem standene, ingen køer og tid til at snakke med bryggerne. Så det gentages helt sikkert til næste år.
Vanen tro...., var det bryggerier som Mikkeller, Hornbeer, Amager og til dels det lille bryggeri, der trak op i forhold til vores smagsløg. Men også Kissmeyer Beer og The Evil Twin tegner lovende. Blandt importørerne var især Alumen lovende, med øl fra det fremragende Left Hand-bryggeri.
Men top-3 over øl, jeg ikke havde smagt før er:
Stockholm Syndrome Dipa fra Kissmeyer - en imperial IPA på 9,5%
The Fundamental Blackhorn fra Hornbeer - en imperial stout på 11%
Chili lakrids ale fra det lille bryggeri - en spicy ale på 6,6%
Men generelt mange store smagsoplevelser. Bundskraberen var en Tipoldeale fra Hornbeer. En sur satan.
Vi glæder os til næste år!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar