For 2 år siden debuterede den engelske band, White lies, med albummet To loose my life. Et album, der lagde sig i samme slipstrøm som Killers, Editors, Bravery, Interpol med flere, der alle i større eller mindre grad trækker på inspirationskilder som Joy Division, New Order, Cure, Gang of four, Echo & the bunnymen med flere.
Det var et album, der straks fangede mig - ikke kun på grund af inspirationskilderne, men lige så meget, hvis ikke mere, den gode melodi, en mere end habil forsanger og med et generelt niveau, der hævede sig over den mellemste fællesnævner. "Hittet" var Farewell to the fairground
 |
| Fotograf: Den små Søren |
Senere på året leverede de så en fremragende koncert på Roskilde. En koncert, jeg gav 6 stjerner ud af 6 mulige for. Den sidste stjerne for at spille Portishead’s The Rip, der snildt kunne snige sig ind på en top-10 over alle tiders sange.
I denne uge kom så opfølgeren, Ritual. Et album, der bygger videre på debuten, og som byder på flere kraftfulde præstationer og afsøgninger af mørkelandet. Der er ikke tale om MESTERVÆRKET, men mindre kan også gøre det. Keyboardet har fået lidt mere plads i lydbilledet, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Førstesinglen, Bigger than us, er dog slet og ret fremragende.
De spiller snart i KB-Halllen, men den koncert springer jeg over, men så dem gerne på årets Roskilde-plakat.
Hvorom alting er, så hermed anbefalet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar