The Cure.....

Den seneste tid har jeg dykket en del ned i The Cures bagkatalog. Det i forbindelse med, at jeg langt om længe har fået taget mig sammen til at få samlet op på de deluxe-editions af deres albums, der er blevet udsendt de senere år.

Genlyttet har været mere end en fornøjelse, og jeg er blevet mindet om, hvor meget godt, de har lavet og hvor megen kvalitet, der er i deres bagkatalog - især den tidlige del.

Det har også givet anledning til, at mindes de koncerter, jeg gennem tiden har oplevet med dem. Det er ikke blevet til så mange, som jeg gerne ville, og det smerter stadig, at jeg gik glip af Trilogi-koncerterne 2002 i Berlin. Seneste koncert var for tre år siden i Forum. 3 stive timer, der bare fløj af sted, og en koncert, der fortsat står stærkt i erindringen.

Endelig har genlyttet også været en anledning til at lave en top-5 over deres studioalbums, og den er følgende:

• Disintegration - hovedværket. Ikke kun for Cure, men generelt i min samling. Et af de albums, der er blevet spillet mest, og som jeg den dag i dag fortsat sætter stor pris på. Nøglenummeret er denne
• Pornography - endnu et fyrtårn i min samling. Cure finder deres egen lyd og definerer en hel musikscene. Mørkt, tungt og dystert. Nøglenummeret er denne
• Faith - Cure begynder at bevæge sig væk fra new wave og den mere punkede lyd, og trækker på inspiration fra Joy Division i sit mere mørke udtryk. Nøglenummeret er titelnummeret, der fortsat rammer mig i hjertekulen
• The head on the door - det første album, jeg købte med Cure. I sommeren 1985. Jeg havde hørt noget fra deres foregående albums, Japanese Whispers og The Top, men de sagde mig ikke det store. Det gør de stadigvæk ikke. The head on the door er et meget komplet album, hvor også Cures hitpotentiale begynder at skinne frem. Nøglenummeret er denne
• Wish - efterfølgeren til Disintegration. En umulig opgave. Albummet har måske ikke samme kvalitet som Seventeen Seconds (som også er på favoritlisten), men et album, jeg lyttede rigtigt meget til, og med mange fine momenter. Nøglenummeret er denne

Foruden disse albums, står tidlige sange som A Forest og Charlotte Sometimes stadig højt på min liste.

Bundskraberen er Wild mood swings. Slet og ret. Meget sigende for det album er også, at det sammen med The Top er det mindst spillede på bandets live-repertoire. Lavpunkt på lavpunkt.