Det lykkedes via min gode kammerat, Claus, at få billet og søndag den 15. august satte Frank, Per, Lewis, Claus og undertegnede kursen mod Horsens. Og efter koncerten skrev jeg følgende:
Konklusionen er, at jeg er svært begejstret over koncerten – men ikke omvendt til U2. Følgende trak op:
- Den mest imponerende sceneopsætning, jeg nogensinde har oplevet
- Noget af den bedste lyd, jeg nogensinde har oplevet. Og i en klasse for sig, når der tales om store koncertopsætninger (Orange og diverse koncerter i Parken)
- En mere end veloplagt The Edge. Sat på spidsen: U2 kunne godt leve uden Bono, men ikke uden The Edge. Den lyd, han laver, høres sjældent andre steder
- Den energi, Bono lagde for dagen. En entertainer – på den gode måde, men stadig langt fra Depeche Modes Dave Gahan, men det er alle!
- De gamle numre. Det vil sige til og med Joshua Tree. De gode numre var rigtig gode, mens det øvrige repertoire var så som så. Men det var bare mig, for begejstringen var stor raden rundt
- Horsens – alt fungerede bare derovre. Skiltning, parkering, hjælpere, midtbyen var taget i brug og brugt som ramme for koncerten. Her kunne Parken godt lære noget/meget, når der her holdes koncert!
- Bedste nummer var dette: http://www.youtube.com/watch?v=88RcCznWOZw
Og jeg vil ikke udelukke, at jeg er der en anden gang, U2 skulle gæste Danmark.
1 kommentar:
ja U2 skiller ofte folk ad; os der har været med siden de hed u-to (skal siges på dansk!) må vel nok have lov at mene, at der har været ups and downs for dem. Naturligvis var New years day det bedste nummer - det er måske bare et udtryk for at det er deres bedste nummer (hvornår fanden lærer de i radio og tv at der findes andet end abbas 'happy new year' ved den tid på året???) - sådan er det bare. Men de har betydet meget for mange mennesker og det skal man ikke underkende. ligesom verdenen nok ville se anderledes ud, hvis alle 'rockstjerner' var som bono.
Nå ja, fik jeg sagt jeg har hans autograf....på trods! Forfatteren til Virgin Prunes bogen var på ferie i paris, august 1989 og sad på cafe med Gavin og den lille cowboy. Rolf, som han hedder, skrev et postkort til mig og fik Gavin til at skrive...han ringede mig op (jojo, i 1989!) men jeg takkede ned til Bonos (autugraf, that is). Det kunne den lille cowboy ikke klare - han måtte med! Så jeg har en postkort af en næsten nøgen mand, hvor Rolf og Gavin say'er hello - og Bono står med et udråbstegn nede i højre hjørne...en sjov historie :-)
God vind ved næste koncert! Skal Prunes varme op, vil jeg være nede foran :-)
Send en kommentar