Den 18. marts hoppede Henrik, Brian, Lewis og undertegnede ind i "Onkel Morfar-bussen" (hvilket vil sige undertegnedes 19 år gamle bil) og satte kursen mod Hamburg. Endnu en tur med Onkel Morfar-rejser ventede forude. Roadtrip, suppleret med kolde øl, fodbold og almindelig spas.
Jeg havde forinden været en del gange i Hamburg, men i forbindelse med marathonløb og fodbold, og havde ikke rigtigt fået oplevet byen. Forventningen om en forholdsvis ny by, der bar præg af at være genopbygget efter 2. verdenskrigs tæppebombning, viste sig at holde stik. Ser man bort fra byens smukke rådhus og nogle enkelte kirker, er det så som så med det mere historiske over byen. Men det ændrer dog ikke ved, at den virkede ganske spændende og indbydende. Mange handelsstrøg, kanaler, torvepladser og søerne, der har en central beliggenhed. Her er der ganske givet meget liv om sommeren.
Der var intet overraskende i, at byen også var leveringsdygtig i vandingshuller ad libitum. Det er jo også vigtigt at vedligeholde væskebalancen. Især i Reeperbahn og St. Pauli generelt lå de side om side. Og side om side med gadens "næringsdrivende"!
HSV-FC Köln
Hamburger Sports Vereins hjemmebane, Imtech Arena, lagde græs til turens fodboldkamp. Et midteropgør mellem de tidligere to tophold, HSV og FC Köln. Et opgør, der bringer minderne fra 70'ernes og startfirsernes Bundesliga frem.
Imtech Arena er et forholdsvist nyt stadion, med de bekvemmeligheder, det giver. Masser af boder, ingen kø ved indgange og så videre. Dertil kommer den vanlige tyske effektivitet. Her kunne især danske stadions lære meget - også hvad angår ind- og udgangsforholdene.
57.000 var på plads på lægterne og de 22 spillere på græsset leverede god underholdning. Kampen endte 6-2 til hjemmeholdet og har dermed status som den mest målrige kamp, jeg har oplevet i udlandet. Spillet var ikke velpoleret, men alligevel var der mange flotte detaljer og flotte mål.
Stemningsmæssigt kunne begge holds tilhængere nok lære noget af Dortmunds og engelske holds tilhængere, men omvendt behøver man jo ikke at larme for at støtte sit hold!
Uddrag fra kampen kan i øvrigt ses her:
Så alt i alt en fin tur, med godt vejr (høj sol og 10-14 grader hver dag), fine oplevelser, en god fodboldkamp og ikke mindst godt og sjovt selskab. Og mon ikke, at Onkel Morfar-rejser gerne stiller op igen og arrangerer en ny tur til næste år….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar