I denne uge forfremmede Lars Løkke, i forbindelse med regeringsrokaden, Peter Christensen og Søren Pind - også af tabloidaviser kaldet Løkkes drukbrødre. At de tre sammen med Troels Lund skulle nyde at feste ud på de lyse timer finder jeg ikke forargeligt - snarere formidlende. Nå, men det er ikke det, dette indlæg handler om!
Forfremmelsen var også en anledning til at genkalde de såkaldte 10 teser. Teser, som blandt andet Pind og Peter Christesen var opdragsmænd til. Netop afgåede undervisningsminister Tina Nedergaard var i øvrigt også i blandt.
Teserne blev lanceret i sommeren 2003 og kan læses i sin fulde længde her. Som værende borgerlig-liberal (i gammeldags forstand, og langt, langt væk fra nutidens brug af begrebet), og med et udgangspunkt i frihed, frisind og tolerance, glædede teserne mit sind.
Kort efter jævnede Fogh, Hjort og til dels Løkke ophavsmændene nærmest med jorden. Regeringstoppen talte om, at teserne ville destabilisere regeringen, at regeringen ikke var en diskussionsklub og især Pind blev nærmest lyst i band i Venstre. På det tidspunkt var Venstre allerede nullernes socialdemokrati, og partiets topstyring gjorde, at der i hvert fald i Venstre ikke var højt til loftet. Meget vand var faldet i åen siden Uffe Ellemanns dage og tesen om at være i regering og opposition på samme tid.
Men eftertiden har vist, at Fogh & Co. (måske) havde ret. Deres midtersøgende og socialdemokratiske politik vandt 3 folketingsvalg i træk. Og nok har Jomfrunalsk Alliance i dag megen vind i sejlene, men man ser også, at vælgerne generelt nærmest flygter til rød blok, når Venstre begynder at slå ind på en mere liberal politik, økonomisk set. At Venstres hamskifte så sker nu, skyldes måske mere nødvendighed end lyst og ideologi. Var den liberale fane blevet støvet af, hvis finanskrise og VKO's solden et historisk opsving op ikke havde indfundet sig? Nå, det er et hypotetisk spørgsmål....
Teserne bygger på frihedstanken og den enkeltes ansvar. Og funderet i et fælleskab, hvor der er plads til alle. Problemet med Venstres nuværende forsøg på at pynte sig med liberale fjer er netop, at friheden og tolerancen er væk. Den økomomiske politik skal være liberal, men hele værdipolitikken følger ikke med. Bedst eksemplificeret ved Pind - af alle! - som taler om assimilation frem for integration. Sindelagskontrol og smagsdommeri frem for tolerance og frihed.
Og så jeg kan, som en afslutning, meget passende genkalde Ellemanns bemærkning fra én af tørklædedebatterne: "Hvad fanden rager det mig eller dig, om en kassedame har tørklæde på eller ej. Det vigtigste er vel, at hun passer sit arbejde". Men i dag er det åbenbart kun "den rigtige frihed", der tæller. Friheden til at være kristen, men ikke friheden til at være muslim. Blot for at nævne et eksempel.
1 kommentar:
ja, otte år is a long time...and I know that times change, but I think that you'll find people are basically the same....NOT! (fantastisk reference lige der, ikk?). Ja, otte år er lang tid. Det er sidste runde i manegen. Godt brølt af en frafalden løven. Det kan aldrig lade sig gøre at man kan optræde under sammen kategori som en Peter Christensen. Alt hvad han er, kan man ikke være....men godt brølt!
Send en kommentar