Introducerer.....Augustines

For et par uger siden stødte jeg på bandet Augustines via en anmeldelse på musik-sitet, Drowned in sound, hvor deres nye og selvbetitlede album fik 9 på en skala fra 1 til 10.

Og når et album får en sådan karakter, bliver du som musikelsker ofte en smule nysgerrig. Og i anmeldelsen bliver der trukket på referencer til Gaslight Anthem og den mere rockede side af Arcade Fire.

Jeg ledte derfor videre efter mere om bandet, men uden, at jeg blev ret meget klogere. Udover, at de oprindeligt er fra New York, men nu Seattle, og det nye album er deres nummer 2 i rækken.

Nå, men jeg fik fat i albummet, og efter en del lytninger giver jeg Drowned in sound ret i deres bedømmelse, for det er slet og ret et fremragende og meget helstøbt album.

Referencerne til Gaslight Anthem og den mere rockede side af Arcade Fire nikker jeg også til, men føjer også Bruce Springsteen til listen. Det er stadion-rock, men også klub-rock. Det er lige-ud-af-landevejen-rock, men uden, at de falder i hullet med klicheer. Det er autentisk, melodisk, fandenivoldsk, fængende og pragtfuldt.

Læg dertil Billy McCarthys særegne stemme, hvor det lyder som om, at han råber sangene, men gør det uden snerten af falskhed.

Hvorom alting er, er der her tale om årets hidtil bedste musikopdagelse, og endnu et band, jeg gerne så på årets Roskilde - det ville ganske givet blive én af de helt store oplevelser!

Men lyt selv med nedenfor:

En mini-ferie i Berlin

Siden 2004 har jeg stort hvert år været på én eller flere fodboldture til udlandet, og stort set hver gang har selskabet bestået af mine tidligere kolleger, Per og Preben, samt Prebens søn, Stefan. Det var også tilfældet tirsdag formiddag, hvor vi mødtes i Københavns Lufthavn, og med Berlin, som rejsedestination.

Det var så mit syvende besøg til byen, men de tre dage, vi var der, bekræftede mig i, at det ikke var ét for meget - og slet ikke det sidste!

Preben, Stefan og Per foran Olympiastadion

Bayern München er tysk mester
Turens hovedmål var fodboldkampen mellem Hertha Berlin og Bayern München. Og tilfældet ville, at sidstnævnte kunne sikre sig sit 24. tyske mesterskab netop denne dag. Det var især Stefan og jeg svært tilfredse med, da vi begge er store fans af holdet.

Kampen blev spillet på Olympiastadion, der emmer af historiens vingeus. De ydre rammer er bibeholdt fra OL i 1936, men stadion var topmoderne indvendigt. Som stort set alle tyske stadions er, og området omkring stadion var præget af boder, der solgte mad og øl. Jeg ville ønske, at danske klubber også i denne henseende skelede meget til de tyske naboer.

Stadion var naturligvis udsolgt - som stort set alle kampe i Bundesligaen er det - og de mere end 70.000 tilskuere leverede en forrygende kulisse. Og selvom hjemmeholdets fans fyldte godt op på stadion, fik du hurtigt indtrykket af, at Bayern München var på hjemmebane. Og alle sad og håbede på, at mesterskabet allerede blev hentet hjem denne dag.

Det blev det, da holdet vandt 3-1 - en sejr, der snildt kunne have været meget større. Alene boldbesiddelsen var efter de 90 minutter 75-25 i Bayerns favør. Sådan har det nu været hele sæsonen, hvor holdet har spillet noget af det bedste fodbold, verden har set i mange år. Vi alle fire har nydt spillet bag tv-skærmen, men oplevelsen var desto større live. Her kunne du se, hvordan alle spillerne bevægede sig for hinanden, hvor elegant og sikkert afleveringerne lå og hvor hårdt alle arbejdede for holdet. Jeg har set mange, mange kampe på stadion, og selvom denne ikke var den mest underholdende, var den det bedste fodbold, jeg nogensinde har set. Dertil kommer, at holdets tre mål alle tenderede såkaldte Playstation-mål, hvor der var bold-pingpong spillerne i mellem. En sand nydelse.

Kampen blev fløjtet af efter nøjagtigt 90 minutter, hvorefter Bayern München modtog en fortjent hyldest fra deres mange, mange fans på stadion. En stor, stor oplevelse at være på stadion den aften, hvor holdet sikrede sig endnu et tysk mesterskab!

Holocaust memorial

Sightseeing
De to resterende dage var så sat af til sightseeing, og selvom, jeg har været i byen mange gange, er der altid nogle steder, jeg vender tilbage til. Vejret indbød også til sightseeing, hvor solen strålede fra en blå himmel, og med temperaturer på omkring 13-15 grader.

Efter morgenmaden gik det så på raske fjed mod Checkpoint Charlie, Topographie des terrors, Potsdamer Platz, Holocaust memorial, Førerbunkeren og Brandenburger Tor. Og undervejs blev der lagt nogle velvalgte pitstops ind på byens mange gode og hyggelige serveringssteder.

Kl. 13 skiltes vore veje, hvor de tre andre satte kurs mod endnu en fodboldkamp, mens jeg valgte at fortsætte byvandringen. Så her blev der så sat hak ved Unter den Linden, Rigsdagen, Strasses des 17. Juni, Siegessäule, den nordiske ambassade, Kurfürstendamm med videre.

Dagen sluttede af på Augustiner am Gendarmenmarkt, der lå lige ved siden af vores hotel. Et utroligt hyggeligt sted, der var kendetegnet ved godt øl, god mad og god betjening. Derfor blev det nærmest vores stamsted, der blev frekeventeret hver dag.

Torsdag var hjemrejsedag, men inden det kom så vidt, var der tid til lidt mere byvandring. Stefan og Preben satte kursen mod Kurfürstendamm, hvor førstnævnte skulle købe nye fodboldboldstøvler. Per og jeg gik den anden vej, hvor det gode vejr blev nydt i fulde drag, mens vi passerede Unter den Linden, Alexanderplatz, Fernsehturm, Berliner Dom og Museumsøen.

Og som altid, når jeg er i Berlin, emmer også byvandringerne af historiens vingesus, hvor tankerne vender tilbage til mit besøg i byen i 1987, hvor den stadig var delt og muren stod, men også Den kolde krig og historierne fra og om 2. verdenskrig. "Aldrig mere" og "Vi må aldrig glemme" var tanker, der igen og igen strejfede én.

Kl. 13.30 mødtes vi igen ved Gendarmenmarkt, og vi var klar til at indtage den sidste frokost, i denne omgang, på stamstedet. En god øl og en glimrende Currywurst lagde en god bund til hjemrejsen.

Så alt i alt en forrygende tur, med godt vejr, fodbold, fine oplevelser og godt og sjovt selskab. 

Næste udlandstur bliver for mit vedkommende til Stockholm, der venter om et par uger, hvor jeg snupper et par fridage i byen i forbindelse med en arbejdsrejse. Det glæder jeg mig meget til!

Lakridsporter fra Det Lille Bryggeri

Eventuelle læsere af denne blog vil vide, at Det Lille Bryggeri er mit absolut foretrukne bryggeri. Og derfor er det også meget naturligt, at mine yndlingsøl primært skal findes i deres udvalg.

Og senest er Lakridsporter blevet føjet til den liste. Der er ikke tale om en ny øl, men i forbindelse med bryggeriets åbne hus i begyndelsen marts "genopdagede" jeg den. Jeg snuppede derfor et par flasker af den med hjem, og forleden blev den så skænket op igen.

På etiketten skrives der følgende:

"En porter som er tilsat ren rå lakrids. Porteren er en fyldig sag, med et mørkt cremet skum, duft af brændte malttyper samt et twist af lakrids. En porter der indeholder alt det en porter skal og så lige en anelse lakrids. utrolig lækker øl til den rene nydelse". Og med tilføjelse om, at øllen nu er en del af deres faste sortiment, hvilket glæder mig meget.

Lakridsporter smager af langt mere end de 6%, den er på, og lakridsen giver øllen den kant, der skiller den ud fra den "almindelige" porter. En øl, der snildt kan gå til desserten, men som nok gør sig bedst, som nydeøl - og en nydeøl, det er den i hvert fald.

Hermed anbefalet.

Nørlund synger Strunge

Nikolaj Nørlund er blandt mine absolutte yndlingssangere/-musikere, og i forbindelse med, at han snart smider et nyt album på gaden, var jeg forleden lidt rundt på Youtube for at lytte til de smagsprøver, der hidtil er kommet fra albummet og især hans tidligere numre.

Her stødte jeg på, hvad der vist er den officielle video til Den støjende tid. En video, jeg ikke havde set før, og som vist netop var lagt op.

Nummeret stammer fra albummet Navnløs fra 1996, hvor Nørlund fortolker udvalgte digte fra Michael Strunges digtsamling Verdenssøn. Et album, der i øvrigt var Nørlunds første på dansk og et af dem, der for alvor satte gang i den såkaldte danske bølge.

For mit eget vedkommende er netop Den støjende tid et nøglenummer på Navnløs, og et af de bedste, han nogensinde er lavet. Han synger eminent og det musikalske underlag, der er præget af kontrabas, violin og klaver, står perfekt til hans stemme. Og til en tekst præget af en mand, der bliver mere og mere fremmedgjort og som trækker sig mere og mere væk fra alt og alle indtil, at han springer ud - hvilket Strunge gjorde i 1986, hvor han begik selvmord ved at springe ud af vinduet i sin lejlighed.

Navnløs er flot mindesmærke over Strunge og Den støjende tid en milepæl i dansk musik. Lyt selv med nedenfor:

Sort øl hos Mikkeller & Friends

Et udsnit af ølkortet

Mikkeller har de senere år været blandt de absolut førende på det danske ølmarked - både hvad angår kvalitet og eksperimenteren, herunder evnen til at udfordre smagsløgene hos det ølnydende publikum.

For et par år siden blev paletten udvidet, hvor de åbnede deres egen bar i Viktoriagade på Vesterbro, hvor det primært er deres eget øl, der er på de 20 haner. Stedet er simpelthen fantastisk, og derfor også ofte et yndet mål, når jeg er ude at nyde godt øl.

For et år siden blevet Mikkeller & Friends i Stefansgade på Nørrebro så føjet til, men først forleden lykkedes det mig at lægge vejen forbi - og det sammen med Kenn og Martin fra Ølklubben, hvor vi, foruden at smage lidt godt øl, skulle lægge skitsen for Ølklubbens studietur til Bruxelles til september.

Stedet er betragteligt større end det på Vesterbro, hvor der er plads til flere gæster ligesom, at antallet af fadølshaner er det dobbelte. Og det med "Friends" skal tages bogstaveligt, for mere end halvdelen af hanerne er optaget af andre bryggerier - men dog fortsat bryggerier i samme boldgade, som Mikkeller. P.t. fylder blandt andet det svenske Beerbliotek - der er et MEGET interessant bekendtskab - og danske To øl godt op på ølkortet.

Øllet er begge steder ofte i den noget alkoholtunge ende, og derfor sætter jeg pris på, at det er muligt at få øllet i "shot-størrelse", nemlig 20 cl. Det giver én mulighed for at komme lidt mere rundt på det interessante ølkort - uden, at du straks ryger i hegnet! 

Det var også tilfældet for Kenn, Martin og jeg, og da jeg er stor nyder af de mere sorte og tunge øl, er det dem, jeg har valgt at fremhæve (med link til Ratebeer):

Sur Mælk fra To øl

Sur Mælk fra To øl - En imperial sour milk stout på 9,5%. Ganske bitter og syrlig, hældende til det frugtede, i smagen, men samtidig med milk stoutens karakteristiske bløde smag. 

Port side porter fra Beerbliotek - En porter på 7,5%. En ganske let porter, med en herlig duft af kaffe og chokolade.

Lust finger fra Amager Bryghus - En imperial stout på 10,5%. Amager Bryghus er blandt landets mest interessante bryghuse, og Lust finger understregede blot dette. Fyldig og velsmagende, og med stoutens karakteristiske duft, især af ristet malt.

Brewmance fra To øl/Omnipollo - En imperial stout på 11,2%. Den er lagret på whiskyfade og undervejs er der også tilført honning. Sidstnævnte gav øllen en sødlig smag, mens lagringen gav øllen en snert af whiskysmag. To øl og Omnipollo er to meget interessante bryggerier, og når de så går sammen, kan det kun gå godt. Og det gjorde det - én af de bedste imperial stouts, jeg har smagt meget længe.

Med andre ord, var øllet i topklasse og det samme kan skrives om stedet. Hyggeligt, godt indrettet, effektiv og dygtig betjening og herlig stemning. Det er ikke sidste gang, at jeg kommer på de kanter.

Skål!

Et besøg på Husmanns Vinstue

To til tre gange om året mødes jeg med tre tidligere kolleger fra Nordea Liv & Pension - Thomas, Carlo og Lars - hvor programmet er det samme hver gang; frokost, inklusive øl og snaps, og så billard. Og da vi alle fire sætter stor pris på den traditionelle og traditionsrige danske frokost i mormor-genren, indtages den altid på steder, der excellerer i dette. Så vi har efterhånden været godt rundt i de københavnske frokostrestauranter, og det var også tilfældet i lørdags, hvor Husmanns Vinstue i Larsbjørnstræde, lagde bord og køkken til en del af mødet i Team Bierstube, som vi kalder os.

Nogle gange vælger vi at købe en platte eller menu, men mestendels vælger vi fra smørrebrødssedlen - normalt tre stykker, og for mit eget vedkommende blev lørdagens valg nærmest det sædvanlige, jeg vælger, når jeg er i den boldgade:

• Christiansøpigens sild med creme fraiche og løg
• Pandestegt rødspættefilet med rejer og asparges
• Frikadeller med kartoffelsalat

De tre andres valg var nogenlunde de samme, dog fik Lars og Carlo tatar, og så sluttede de alle tre af med ost. Den springer jeg altid over!

Christiansøpigens sild med
creme fraiche og løg

Tre stykker viste sig igen at være mere end rigeligt, for de lagde en solid bund. Alle tre var veltilberedte og -anrettede, hvor især rødspætterne var en stor nydelse - tilpas sprøde og med en god kant af smørsmag.

Maden blev suppleret med velskænkede fadøl fra blandt andet Jacobsen samt den fine snaps, Aalborg Nordguld.

Foruden mad, er betjeningen noget af det, jeg sætter stor pris på ved de københavnske frokostrestauranter. De kække bemærkninger står i kø, og tjenerne forstår at tage gas på kunderne. På den gode og herlige måde, for de er ofte gode til at afkode kunderne. Sådan var det også hos Husmanns, og når betjeningen så samtidig er sikker og effektiv, så kan man kun få topkarakter. Og det får Husmanns. Hermed anbefalet og det er ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi.

Velbekomme!

Et besøg på Ølsnedkeren

Ølkortet hos Ølsnedkeren

Fredag gæstede jeg sammen med resten af Ølklubben, Ølsnedkeren i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København.

Det var første gang, jeg var forbi, men absolut ikke sidste. Ølsnedkeren er kendetegnet ved, at stedet brygger sit eget øl og det er "kun" det, der er på kortet, der fredag talte 9 forskellige øl - fordelt over pilsner til Imperial stout, og styrkemæssigt fra 3,3 til 9,5%.

Vi nåede at smage tre forskellige øl inden, at turen gik videre til Nordskovs spisestue efterfulgt af den fortrinlige Ølbaren.

Den første var Hjemmelavet Brown Ale på 5%. En ganske frisk øl, men også en smule krydret og humlet. Faktisk ganske glimrende, men uden, at den, smagsmæssigt, stak meget ud. Og det var kendetegnet for deres øl - ganske gode og spændende, og som vil matche de flestes smag, men uden, at du husker øllet længe efter. Men mindre kan også gøre det.

Den næste var Skibstønden Strong Ale på 8,5%. Øllet er lagret på rødvinsfade, og det kunne smages! En meget frugtet øl, der ikke smagte af de forholdsvis mange procenter. Frisk og udfordrende i smagen.

Og endelig sluttede vi af med Hemmelig Hvede IPA på 6,2%. En ganske humlet øl, der i lighed med de øvrige var ganske frisk i smagen. Læskende, men samtidig en god nydeøl, og den bedste af de tre, vi fik.

Selve stedet var også ganske hyggeligt. Betjeningen var i top, hvor der var stor villighed til at fortælle om øllet. Indretningen var også indbydende og i en lidt klassisk bodega-stil, med bænke og træstole. Så man forstår godt, at det er velbesøgt, og da vi kl. 17.30 listede videre, var samtlige borde optaget. Dejligt at opleve endnu en ølbar, der er velbesøgt og jeg håber, at Ølsnedkeren får mange gode leveår. Jeg vil i hvert fald helt sikkert besøge stedet igen.

Læs mere om Ølsnedkeren her og her.