Stout!

Den 29. november har Danske Ølentusiasters lokalafdeling her i Ringsted endnu en gang kaldt til samling, hvor den står på noget så besnærende som Porter, stout og dobbeltbock. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed - dog anden gang i år. Den første skrev jeg om her - og må karakteriseres som en smagning af særlig relevant karakter, hvorfor deltagelse er obligatorisk!

Ja, for netop omtalte øltyper må karakteriseres som værende mine yndlings. Og grundene er mange - den kraftfulde og cremede smag, de ofte har, de mange smagsvarianter, en type med megen karakter og at de går til både mad eller "blot" nydelse.

Dog er mit forhold til øl primært af konsumerende karakter, hvorfor jeg ikke interesserer mig det store for bryggemetoder, malt- og humletyper og så videre, så en større udredning om forskellen mellem stout og porter og så videre, må findes andetsteds.....

Da det er en kraftfuld og tung øltype, er det primært en vinterøl, men jeg mener nu, at alt vejr er stout-vejr. Dog foretrækker jeg en kølig pilser eller hvedeøl på en glohed sommerdag eller over hækken.

Nå, men omtalte smagning, der helt sikkert bliver en stor smagsoplevelse, er også en god anledning til at smide en top-5 over mine yndlingsportere/-stouts:

Youngs double chocolate stout: Én af mine absolutte yndlingsøl. Chokoladesmagen er markant i den runde og cremede øl. Og absolut en dessertøl - med eller uden dessert.

Imperial stout fra det lille bryggeri: Det lokale bryggeri lige uden for Ringsted, og et af landets mest spændende og innovative bryggerier. Deres Imperial Stout er én af juvelerne i deres store udvalg. En kraftfuld børste, med en god, god eftersmag, der bliver hængende længe.

Imperial stout fra Samuel Smith: Faktisk én af dem, der for alvor gav mig interessen for porter og stout, og længe blandt mine yndlingsøl. Og bedst, når den nydes fra fad på en pub i Manchester!

Beer geek breakfast stout fra Mikkeller: En øl, Mikkeller har lavet flere varianter over, og hvor de viser, at de er blandt Danmarks eller for den sags skyld verdens mest interessante bryggerier. Selv foretrækker jeg den oprindelige udgave, der er tung og kraftfuld, med kraftig smag af chokolade og kaffe. 

Porter fra Ølfabrikken: Ølfabrikken var et af de første danske bryggerier, der begyndte at eksperimentere med øltyper og brygning. Bryggeriet er desværre ikke mere, men enkelte af deres bryg blev videreført af først GourmetBryggeriet og sidenhen Harboe, heriblandt deres Porter og efter originalopskriften. Jeg ved ikke, om den stadig er i produktion, men det hænder, at den findes på hylden i supermarkederne. Men en slet og ret fremragende øl, du aldrig bliver træt af.

Og med disse ord, ser jeg frem til tirsdagens smagning i Ringsted.

To politiske pejlemærker og milepæle

Indrømmet – den nye regering er kommet ualmindeligt dårligt fra start – hvad enten man er enig i politikken eller ej. Og den dårlige start er hovedsageligt selvforskyldt, for personsagerne og løftebrudsdiskussionen kunne og burde have været forudset, og regeringen burde dermed have sikret et beredskab. Dertil kommer, at regeringen endnu ikke har formået at sætte dagsordenen og givet hele spillepladen til især Venstre, som har udnyttet muligheden til fulde.

Men – i denne uge landede så to nyheder, der sætter pejlemærker for regeringens politik og bryder med især VKO-regeringens især værdipolitik.

Den ene er, at regeringen vil tillade homo-vielser i folkekirken. Helt som forventet, har mørke-præsterne reageret med udfald mod forslaget og trusler/forudsigelser om, at mange præster vil forlade Folkekirken. Fred være med det. Forslaget sætter tolerance, frihed og frisind i centrum og understreger, at alle mennesker er lige. Og er vi ikke alle i Guds øjne ens? Jo, selvfølgelig er vi det, og så fred være med diverse højre-religiøse kvababbelser.

Den anden er indførelsen af fixerum til narkomaner. It was about time, og noget af det, regeringspartierne og Enhedslisten længe har arbejdet for. VKO-regeringen arbejdede i forhold til narkomanerne ud fra et retspolitisk synspunkt og Kristian Jensens reaktion ovenpå forslaget – se nederst i artiklen – er meget betegnende for V’s tilgang. Ja, selvfølgelig må målet være, at de kommer ud af deres misbrug, men hvad har du så af konkrete OG relevante forslag, Lille-Kristian? Forbud og hårdere straffe, ganske givet…. Narkomani er ikke selvvalgt og –selvforskyldt, og trygge rammer, tålelige forhold, nærvær og hjælp er det, der i første omgang er brug for. Og det, som kan lægge fundamentet for en forebyggende indsats – modsat VKO, som ville begynde med at lægge taget….

Som værende liberal – af den Ellemanske skole og ikke den fortolkning, man i dag ser i LA og Venstre - jubler jeg over og bifalder disse initiativer. Fokus på tolerance og frisind, og at vi tager vare på de svageste i samfundet og møder dem der, hvor de er.

Lad disse historier være dem, der fylder i medierne og debatten. Og luk så for helvede de personsager – om så Sohn og Sex-Carsten skal fyres - og luk i samme skynding snakken om løftebrud - og ikke med bortforklaringer, men klar tale. Tak!

Nye blogs...

Jeg falder løbende over nye blogs - primært via henvisninger på de blogs, jeg læser fast. Det er dog ikke dem alle, der bider sig fast, men på det seneste er to blevet føjet til min faste liste. Og de er:

Bitterfissen Bethany
Bitterfissen Bethany bestyres af Bethany Hansen. Hun findes ikke i virkeligheden, men skrives under pseudonym af.... Ja, det er der ikke rigtigt nogen, der ved, men er til større spekulation i diverse medier.

Blog'en kom for alvor i vælten, da Bethany lagde sig ud med Anne Sophia Hermansen, og skabte en større debat om feminisme og jeg ved ikke hvad. Og siden har aviser og medier skrevet om denne "fejde" og analyseret fænomenet Bethany Hansen.

Men blog'ens metier er netop også det skarpe og spiddende, grænsende til det perfide og personlige. Omdrejningspunktet er det polemiske, hvor stor som lille, rig som fattig og så videre, får en tur gennem møllen. Kan man se gennem det til tider lidt for personlige og perfide, er blog'en ustyrlig morsom. Hun skriver djævelsk godt og finder de skæveste vinkler på alt. Og man hulker af grin, når alt som alle bliver udstillet og stillet skarpt på. Hun kalder en spade for en spade og en skovl for en skovl, og er en samfundsrevser af den gamle skole. Og tak for det!

Mandebloggen
Mandebloggen bestyres af Rasmus, som jeg kender fra Roskilde Festivalen, hvor vi begge de seneste år har boet i samme lejr, Camp Blanco/Morfar/FisFis.

Temaerne på bloggen fremgår nok tydeligt af navnet, men ja, primært for mænd. Mandeting, mandehørm, billeder, historier og så videre. Men kvinder kan sagtens læse med, for Rasmus gør det rigtigt godt. Han har en god pen, finder nogle fine, spidse og skæve vinkler og rammer en bred vifte af temaer - øl, sport, musik, gadgets med videre.

Og derfor er jeg på daglig basis forbi blog'en - og til stor fornøjelse.

Begge er hermed anbefalet!

Mine efterårssange

Efteråret og vinteren står for alvor for døren, og udenfor står den på mørke morgener, eftermiddage og aftener, vind, rusk og kulde.

Og på denne tid af året, er der altid nogle sange, der vender tilbage, og som minder mig om efteråret og vinteren, med alt, hvad de årstider rummer. Sange, der emmer af efterår, men også af den efterårsstemning, der kendetegnede mit følelsesregister, da jeg lyttede til dem. Og hvert efterår, dukker de sange op igen - også selvom min mentale tilstand er skiftet fra efterår og sortsyn til det lalleglade.

Fælles for dem alle er, at de blev lyttet i perioden 1988-1990, og med undtagelse af And there will your heart be also, var de alle en del af soundtracket, mens jeg aftjente min værnepligt i Skive. At det var tilfældet, siger måske mere om Skive end om min egen sortklædte surmulerkult.....

Men her er de:

Joy Division - The Eternal

Fields of the Nephilim - And There Will Your Heart Be Also

Fields of the Nephilim - Vet for the Insane

The Smiths - Back to the old house

Martin Hall - Magnum Opus

Kommentarer til de enkelte sange, undlader jeg i denne omgang....bortset fra sortsyn, melankoli, håbløshed, falmende skove og kuldslået, for i den sidste sang, Magnum Opus, at genvinde optimismen og genfinde livets gave - den mest livsbekræftende sang af alle!

Mit pinligste øjeblik....

Forleden fik jeg på jobbet mindet mig selv om mit livs pinligste øjeblik. OK, dem har der været mange af - mange er nok fortrængt - og når man er som jeg, er, hvad der er pinligheder for andre, almindeligheder for mig - dog uden at ende i Frank Hvam-grøften.....

Nå, men året er 1988/89, og mens jeg aftjener min værnepligt ved Skive Kaserne. På det tidspunkt er Storebæltsbroen blot fantasteri for den jyske trafikmafia, så turen frem og tilbage indbefattede Storebæltsfærgen. Og jeg er sortklædt, surmulerkult - det vil sige sorte jeans, sorte vanter, sort halstørklæde, sort sweater og en knælang, sort uldfrakke købt som second hand i den nu hedengangne Roger i Pisserenden.

Sådan er jeg så også klædt den fredag aften, hvor jeg er på vej hjem til barndomshjemmets trygge rammer. Vanen tro, går jeg rundt på færgen og lytter til walkman (ja, det hed det altså den gang). Kassettebåndet (sic!) er proppet med toner fra sindets mørkeste afkroge og leveret af bands som Smiths, Joy Division, Sisters of mercy og Fields of the nephilim.

Attituden er den små-arrogante, selvhøjtidlige og pseudo-intellektuelle. Og svært tømmermændsramt - vanen tro, var Skive by night blevet væltet natten mellem torsdag og fredag.

Så selvom mors smørrebrød og hjembragt kage ventede på Ligustervænget skulle jeg have mig en fransk hotdog. Men personalet var åbenbart ikke rutineret i den på det tidspunkt forholdsvis nye spise. Det betød, at brødet var flækket og papiret omkring var revet lidt op. Det opdager jeg naturligvis ikke, så jeg spankulerer rundt på færgen og nyder min franske hotdog. Og lægger da også mærke til, at andre lægger mærke til mig. Men attituden dengang gjorde, at jeg ikke tog megen notits af den.

Men - da jeg har gået færgen tyndt og spist min mad, og skal smide papiret i skraldespanden, opdager jeg, at halvdelen af dressingen er smurt ned af min lange, sorte frakke. Og dermed vist også årsagen til andres opmærksomme blikke.....

Jeg kaster mig straks ned af trappen, ind i togkupeen og får klaret de største ulykker. Frakken må naturligvis til rens, så det var en dobbelt ulykke, for så måtte jeg undvære den i en uge, da den jo skulle renses i Ringsted, mens jeg lå i Skive. Om jeg i den uge holdt mig indendøre eller kun gik i uniform, erindrer jeg ikke.....

Set i bakspejlet er historien måske ikke sindssyg pinlig, men for tiden og mit skrøbelige image som sortsyner, var det næsten en skæbne værre end døden.....

Guilty pleasures - igen!

Jeg har her, skrevet om nogle danske og mere flygtige guilty pleasures indenfor musikken. Men jeg har naturligvis også nogle mere længerevarende. Og de er.....

Kylie Minogue
Jeg har beset siden slut-firserne, og dermed Kylies Stock, Aitken & Waterman-dage, været rimeligt begejstret for hende, hvor den uskyldsrene pop var et fint modspil til den sortklædte, surmulerkult, der primært kendetegnede min musiklytning. Og begejstringen voksede, da hun gik indie og samarbejdede med Manic Street Preachers og især Nick Cave. Sidenhen er hun gået mere disco, men uden, at ørehængerne af den grund er udeblevet.

Jeg synes, at hendes styrke er evnen til at genopfinde sig selv, men fortsat indenfor samme skabelon. Og hun er på mange måder i samme boldgade, som Madonna. Sidstnævnte var så i hendes tidlige år STILSKABEREN, mens Kylie lå i slipstrømmen. De senere år har Madonna så, i mine ører og øjne, taget sig mere patetisk ud, mens Kylie har fundet sin egen niche. Her er nogle favoritter:

All the lovers

On a night like this

Tears on my pillow

Britney Spears
Skandalernes holdeplads og sladderpressens yndlingsoffer, og de senere år har hun ikke gjort noget for at undgå disse roller, og hvor historierne om hendes privatliv og udskejelser har fyldt mere end musikken.

Men når det er skrevet, havde Britney, især i de tidlige år af hendes karriere, en fantastisk tæft til at vælge ørehængere og levere dem på overbevisende vis. Og i en blanding af det uskyldsrene og vampede, både på video og tone. Der har været mange, mange smuttere i hendes repetoire, men når hun rammer, så RAMMER hun. Her er et par favoritter:

Everytime

(You drive me) Crazy

Rihanna
Rihanna er, sammen med Beyoncé, den mest interessante på R&B-scenen, men Rihannas styrke er, at hun i højere grad end Beyoncé og andre formår at variere sit udtryk. Og hendes nasale, dovne og melankolske stemme giver nogle fine dimensioner til sangene.

Hendes albums er dog, mildt sagt, af meget svingende karakter, hvor der er lavet meget lort, men hver gang er der mindst 3-4 sange, der hænger i øret - meget længe. Og især, når hun er i det stille/afdæmpede hjørne.

Min største anke er, at hun spiller meget på sit udseende, hvor bryster og balder fylder lige lovligt meget. Det er så vidt ok, men det gør det også nogle gange svært at tage hende alvorligt som kunstner. Ærgerligt, for hun har meget at byde på, musikalsk.

Her er nogle favoritter:

Take a bow

Only girl (in the world)

Unfaithful

Bjarne Riis i Roskilde

Mandag var jeg til dette foredrag i Roskilde med den tidligere cykelrytter og nuværende cykelhold-ejer Bjarne Riis. Som det fremgår af linket, var det første og eneste gang, Riis ville holde offentlige foredrag. Og da jeg har cykling i blodet, ville jeg naturligvis gerne af sted og samme holdning havde brødrene Per og Frank Winther heldigvis, så vi blev hurtigt enige om billetkøb. Og efterfølgende at se frem til en aften i Riis' selskab.

Bjarne Riis udgav sidste år selvbiografien "Riis", skrevet i samarbejde med Lars Steen Pedersen, og det var forventningen, at foredraget ville tage sit udgangspunkt i denne. Straks mere usikker var jeg på formen, for Riis er, mildt sagt", ikke den mest sprudlende foran en mikrofon og ligner mest af alt én, som gerne vil langt væk fra offentlighedens spotlight.

Måske dette også var årsagen til, at netop Lars Steen Pedersen ved foredraget virkede som interviewer/facilitator, hvor han præsenterede videoer, hev effekter op, der sagde noget om Riis, stillede uddybende spørgsmål med videre. Spørgsmåls- og effektdelen forekom nogle gange noget kunstigt, men generelt virkede det meget fint - og ganske givet efter hensigten.

Hovedtemaerne var Riis' opvækst, den legendariske Tour-sejr i 1996, doping-spøgelset og tiden som holdejer. Og den røde tråd var Riis' filosofi for sig selv, sit hold og livet generelt - den økonomiske snusfornuft, disciplin, ønsket om hele tiden at udvikle sig, det faste fundament og så netop det at bruge modgangen til at udvikle dig selv og yderligere læring. Det krydret med videoindslag fra barndommen, 1996, doping-pressemødet og holdejeren bag rattet under træning og løb.

Med andre ord kom vi vidt omkring, og måske var det, at foredraget næsten ville for meget årsagen til, at vi ikke kom helt tæt på og at vi som tilhørere ikke blev grebet helt. Der blev skrabet lidt i overfladen, klapsalverne lynede flere gange og Riis viste, at han havde en interessant fortælling - ja, faktisk op til flere.

Personligt savnede jeg nok flere anekdoter fra hans aktive karriere - løbs- og træningsoplevelser, forholdet til andre ryttere, forbilleder og så videre. Men alligevel gav foredraget et godt indblik i, hvorfor han er, som han er, hvad der driver ham og hans værdier.

Personligt fandt jeg historierne om træningsmanien og det, at han er detaljernes mand, som de mest spændende elementer. Og det gippede i én, da han fortalte, at han gennem sit liv havde trænet mere end 650.000 km - på cykel!

Dopingsagen var naturligvis også meget interessant. Selv er jeg personligt ikke speciel religiøs om dette, og det siger sig selv, at du ikke vinder Tour de France alene på doping. Og Riis' egne vinkler, gav en mere personlig forståelse.

Alt i alt en meget spændende aften, hvor der dog også var plads til forbedring hos foredragsholderen, men han er også bedst i modvind! Men jeg gik hjem i opløftet tilstand, og giver foredraget 4 ud af 6 stjerner. Og så en 5. for autografen i min egen udgave i "Riis" og så det gode selskab fra Per og Frank.