Top-10 - The Smiths

For et år tids siden, smed Jens Unmack en top-10 over de bedste sange med The Smiths på sin fine blog. Og efter flere tilløb er jeg nu klar med mit eget bud.

En nærmest umulig øvelse - al den stund, at der er tale om ét af de bands, jeg har lyttet mest til - og fortsat lytter til. Og hvor der er meget, meget få svagheder i deres bagkatalog. Et bagkatalog, der, om noget, var mit soundtrack fra midten af firserne og frem efter, og hvor størsteparten fortsat står distancen her 28 år efter, at bandet udsendte sit sidste studioalbum.

Nå, men nok "snak", og i prioriteret rækkefølge:

1. Well I Wonder (Meat Is Murder)
2. Please, Please, Please Let Me Get What I Want (Hatful Of Hollow)
3. Girlfriend In A Coma (Strangeways, Here We Come)
4. There Is A Light That Never Goes Out (The Queen Is Dead)
5. Wonderful Woman (This Charming Man - B-side)
6. The Boy With The Thorn In His Side (The Queen Is Dead)
7. This Night Has Opened My Eyes (Hatful Of Hollow)
8. Asleep (The World Won't Listen)
9. The Hand That Rocks The Cradle (The Smiths)
10. Some Girls Are Bigger Than Others (The Queen Is Dead)

Alle sangene findes, i forskellige versioner, på Youtube, men her er min egen personlige favorit:

King Titus

Et af de bryggerier, jeg ikke smagte øl fra under mit besøg i New York, men som fangede min interesse, da jeg stod i Chelsea Whole Foods Market og skulle købe lidt øl med hjem, var Maine Beer Company. Jeg blev fanget af dels deres meget enkle etiketter, dels bryggeriets etiske tilgang, med blandt andet brug af økologiske råvarer og at 1% af deres indtægter går til miljøorganisationer.

Så med hjem havde jeg deres King Titus, der er opkaldt efter en gorilla fra et reservat i Rwanda. Der er tale om en porter på 7,5%. Og modsat de "gængse" portere, er der her tale om noget bitter og humlet udgave. Det gør den til en ganske spændende øl, men uden, at jeg blev helt imponeret. 

Sammen med den lidt bitre eftersmag er der også blandt smagsnoterne kaffe og chokolade. Den er forholdsvis let i smagen, og kun med lidt fylde, hvilket også gør, at den vil være egnet som dessertøl.

Men selvom jeg ikke var voldsomt imponeret, vil jeg ikke gå udenom øl fra Maine Beer Company, skulle jeg støde på dem en anden gang. Om ikke andet, så for at støtte det gode formål.

Skål!

Michael Møller og Jacob Bellens i DR Koncerthuset

Scenen er klar til aftenens to navne

Årets første koncert, i hvert fald for mit vedkommende, fandt sted torsdag aften i DR Koncerthuset, hvor danske Michael Møller og Jacob Bellens, som var hovednavnet på billetten, spillede op og ud.

Michael Møller lagde for, hvor det kun var ham og et klaver på scenen. Og en håndfuld endnu ikke udgivne sange samt den fine The Mountains fra hans band af samme navn.

Det meget nedbarberede lydbillede gjorde, at hans meget fine stemme kom i centrum. Det gav sangene et schwung, men de slap ikke rigtigt scenen. Men trods det lidt ferske ind- og udtryk, var det en koncert, der lover godt for hans kommende album i eget navn.

Stemmen var også i centrum hos Jacob Bellens, og var det bærende element under hans del af koncerten. Men sammen med netop Møller, har han også én af den danske musikscenes største og bedste stemmer.

Til koncerten havde Bellens samlet et velspillende band omkring sig, der formåede at give hans fine melodier fylde og dybde. Sangene koncentrerede sig primært om hans seneste album, My Convictions, men der var desværre ingen afstikkere til hans ene band, I Got you on tape.

Men koncerten blev også uforløst og noget stillestående, og den afsluttende Change of heart blev en langgaber på 10-12 minutter.

Når det er skrevet, skal det også med, at DR Koncerthuset er et fremragende koncertsted. Vi sad aller bagest, men alligevel var udsynet til scenen godt og lyden var slet og ret i top.

Alt i alt en god begyndelse på Koncertåret 2015.

Tak til Michael Møller og Jacob Bellens for en fin koncertoplevelse. Tak til Anita og Mikkel for rigtigt godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert bliver på næste mandag, hvor amerikanske Interpol gæster Store Vega. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

En sort aften i Ringsted

Ét af de mest traditionsrige arrangementer hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling er porter-/stout-smagningen. Eller Sort aften, som den gik under onsdag aften i Ringsted Kulturhus.

Et arrangement, der vanligvis er et stort tilløbsstykke blandt de lokale ølentusiaster, og det var også tilfældet i år. Det forstår man jo godt, for porter og stout er nogle dejlige øltyper!

I lighed med tidligere år, havde lokalafdelingen fundet en række spændende øl frem, og for fleres vedkommende var det første gang, jeg stiftede bekendtskab med dem. Men absolut ikke sidste gang.

Aftenens tovholdere, Leif Nygaard og Asbjørn Hedegaard, ledte os gennem smagningen af de 10 øl, hvor der blev fortalt om øllet, bryggeriets historie med videre. Det på en god og oplysende måde.

Aftenens vinderøl er i glasset

Aftenens vinder blev Imperial Stout 2014 fra Shadow Brew, som jeg selv tidligere har skrevet om. I et felt af lutter gode øl, var den også min egen favorit. Stærkt forfulgt af Christmas Eve at a New York City hotel room fra Evil Twin. En Imperial Stout på 10%, som var meget rund og velafbalanceret i smagen.

Aftenen bød også på et glædeligt gensyn med Old Rasputin Russian Imperial Stout fra North Coast. Det er nogle år siden, at jeg senest smagte, og til trods for, at jeg siden har smagt mange fremragende imperial stouts, står den fortsat, som én af mine absolutte favoritter under denne øltype.

Alt i alt endnu et glimrende arrangement i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling.

Skål!

Choklat

Modsat Ommegang og Ninkasi, havde jeg stødt på øl fra Southern Tier inden, at jeg landede i New York. Undervejs derovre fik jeg smagt lidt mere derfra, og med hjem i kufferten havde jeg deres Choklat. Endnu en øl, der scorer endog meget højt på Ratebeer.

Som navnet nok antyder, er der tale om en chokolade-øl - chokolade-stout, for at være helt præcis. Og chokoladen står da også meget langt fremme i såvel duft som smag. Men også stoutens karakteristiske brændte eftersmag er at finde i smagsnoterne, ligesom tørrede frugter også er det.

Trods de 10%, som den holder, er den ret let i fylde og smag. Men alligevel bliver smagen af chokolade længe på ens smagsløg.

Det er nok en øl, du enten kan lide eller ikke lide. Jeg hører til den første gruppe, men er nok også farvet af, at en anden chokolade-stout, Young's Double Chocolate Stout, i mange år var min absolutte ølfavorit. Og Choklat matcher snildt den. Faktisk er der tale om den bedste chokolade-øl, jeg nogensinde har smagt.

Det er helt klart en nydeøl, der bør nydes alene, da smagen af chokolade vil overdøve den eventuelle ledsagende dessert eller chokolade.

Skål!

Et besøg hos Søernes Ølbar

Et kig ind i baren

Fredag eftermiddag og nogle timer frem, lagde Søernes Ølbar ved Sortedams Doseringen på Østerbro i København rammer til planlægningsmøde forud for Ølklubbens studietur til Dublin.

Mens søsterbaren, Ørsteds Ølbar, ofte er blevet frekventeret, var det blot mit andet besøg, men det skal der laves om på, for Søernes Ølbar er endnu en anbefalelsesværdig ølbar i København.

Stedet er meget rustikt og hyggeligt indrettet, betjeningen er venlig, vidende og imødekommende og prisniveauet ganske rimeligt. Dertil kommer især et imponerende ølkort. Dette gør også, at stedet er meget velbesøgt - alle stole og bænke var i hvert fald besat i fredags i de timer, vi var der.

Martin og jeg, som var selskabet fredag eftermiddag/aften, koncentrerede os om de 20 fadølshaner, baren byder på. For her er mangt en spændende øl at vælge i mellem, og en herlig blanding af danske og udenlandske øl, med hovedvægten lagt på førstnævnte. Især det fremragende Beer Here var rigt repræsenteret på kortet

Mout & Mocca

Vi kom godt rundt på kortet, og værd at fremhæve er Harwood Brown Porter fra Beer Here, Wookiee IPA fra Amager Bryghus og især Mout & Mocca fra De Molen. En imperial stout på hele 11,6%, med smæk på smagen af kaffe og chokolade. Og meget fyldig og rund.

Der skiftes i øvrigt ud på kortet hver dag, og nogle gange også i løbet af dagen. 

Nu besøgte vi stedet en kold januardag, men når dagene bliver lunere, er der mulighed for at sidde udenfor - tæt på Søerne og nyde godt øl under åben himmel. Og det er endnu et godt argument for at aflægge Søernes Ølbar et besøg.

Hermed anbefalet.

Læs eventuelt mere lige her.

Skål!

Årets første musikopdagelser

Nærmest vanen tro kaster diverse årslister nye musikopdagelser og -oplevelser af sig, og over de seneste uger har jeg samlet op på nogle af de navne, jeg primært har noteret fra årslisterne fra musik-sites som Pitchfork, Gaffa og Drowned in sound, samt Jens Unmacks fine blog.

Den øvelse plejer at kaste nogle skæverter af sig, hvor jeg tænker "hvorfor landede lige den udgivelse så højt på listen", men det har ikke været tilfældet denne gang. Faktisk ærgrede jeg mig over, at jeg ikke lidt tidligere var faldet over dem, men bedre sent end aldrig!

Jeg lægger ud med Alvvays, der i sommer udsendte deres selvbetitlede debutalbum. Og havde jeg nået til det i løbet af 2014, var det ganske givet landet på min liste over årets bedste albums. Musikken er solskinspop fra tresserne, og med inspiration fra især Phil Spector. I forgrunden afleverer Molly Rankin bandets melankolske sange med stor overbevisning, og bliver bakket op af nogle meget fine og fængende melodier.

En oplagt kandidat på min årsliste havde også været Singles, der er Future Islands' fjerde studioalbum, men jeg er først stødt på dem nu. Firser-synth og soul i skøn forening, og resultatet er et af de bedste popalbums, jeg har hørt meget længe. Et meget alsidigt album, og med en forsanger, Samuel Herring, hvis stemme emmer af dybde og karakter.

Begejstret er jeg også fra Champs, der ligeledes albumdebuterede sidste år med Down like gold. Det er storladent pop, og med store træk på Arcade Fire. Og over albummets 10 skæringer formår de at variere udtrykket så meget, at du sidder tilbage med indtrykket af et meget homogent og svært ørehængende album.

Det var de tre mest markante opdagelser fra diverse årslister, men også They want my soul med Spoon og det selvbetitlede album med St. Vincent er blevet lyttet med begejstring.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert af de tre ovennævnte albums: