Årets hidtil bedste udenlandske album

For en måned tids siden udsendte det amerikanske band, The war on drugs deres tredje album, Lost in the dream.

Selv lærer jeg bandet at kende for et par år siden, hvor jeg via min med-blogger og Facebook-ven, Jens Keis Kristensen, kommer forbi deres andet album, Slave Ambient. En album, jeg bliver meget begejstret for.

Forventningerne til det nye album var derfor høje, og de bliver til fulde indfriet. Lyden fra krydsfeltet mellem Bruce Springsteen, The Eagles, Wilco, Arcade Fire og The National er blevet udviklet yderligere, og Lost in the dream er et meget stort anlagt album. Uden, at de kravler op i røven på sig selv!

Hovedparten er numrene er meget langstrakte, men aldrig langgabende, og forsangeren Adam Granduciel bakkes op af et eminent spillende band, hvor paletten med guitar, bas, trommer, piano, synths og så videre bruges på fineste vis.

Og derfor har vi her muligvis at gøre med, hvad der ender med at blive årets absolut bedste udenlandske album - p.t. kan jeg kun se, at det kommende album med verdens bedste band, Kent, kan gøre det rangen stridigt.

Jeg havde håbet på, at Roskilde-bookerne havde taget sig sammen til at hyre bandet til årets festival, men det bliver åbenbart kun ved håbet. Men jeg krydser fingre for, at de snart vil besøge andedammen - i så fald vil jeg gøre meget for at stå blandt publikum.

Nedenfor er en smagsprøve - en smagsprøve, der er meget kendetegnende for hele albummet. Hermed anbefalet.

Godt øl i Stockholm

Baren på Man in the moon

Som jeg skrev lige her, blev min tur til Stockholm også krydret med besøg på nogle af byens mere listige steder.

I mange år er Sverige, ølmæssigt, blevet forbundet med billige øl hentet i Helsingør og tyndt sprøjt, der dårligt kunne kaldes for øl. Men i lighed med Danmark, er svensken også kommet med på ølbølgen og på de svenske mikrobryggerier laves der noget fremragende øl.

Så i forbindelse med min mini-ferie i Stockholm, valgte jeg at udforske nogle af byens udskænkningssteder. Det fortrød jeg ikke! Jeg har de seneste år hørt meget godt om Stockholm - også som ølby - og ved selvsyn kunne jeg notere, at byen snildt konkurrerer med eksempelvis København. Måske endda overgår den!

Jeg havde på Ratebeer noteret de steder, jeg gerne ville besøge. Den første var Man in the Moon. Stedet er indrettet i klassisk bodegastil, og fungerer også spisested. Jeg holdte mig nu kun til øllet! Betjeningen var imødekommende og sikker, og øllet velskænket i egne glas. Prisniveauet var noget højere end i andedammen - hvilket gjorde sig gældende for alle stederne - men du fik også værdi for pengene. Man in the moon fylder 20 år i år, og det markeres blandt andet ved, at danske, svenske og norske bryggerier har lavet jubilæumsøl til dem. Øl, der kun fås på stedet. Der er i alt 30 haner på stedet, og ølkortet rummer desuden mere end 600 forskellige flaskeøl. Absolut et sted, der er værd at gå efter.

Danske Mikkeller har netop åbnet deres første bar i Stockholm, men den var vist allerede lidt af et tilløbsstykke. Da jeg var forbi, var stedet proppet til sidste plads - selvom det var en mandag. Baren følger konceptet fra København, hvor de 21 haner primært er med egne øl. Baren er måske ikke så interessant for en dansker - hvis du vel at mærke kender deres københavnske filialer - men er helt sikkert et besøg værd.

Akkurat bliver ofte omtalt, som Stockholms bedste ølbar - måske endda Nordens bedste. Så den måtte naturligvis også tjekkes ud. Stedet fungerer, i lighed med Man in the moon, både som ølbar og spisested, og ligger lidt væk fra alfarvej, men er mere end turen værd. Der er primært svensk og belgisk øl på hanerne, og generelt har Akkurat det største og mest spændende øludvalg, jeg nogensinde har oplevet. Og med en lang, lang række øl, jeg aldrig havde set eller smagt før. Blandt andet blev jeg introduceret for bryggeriet Nynäshamn, der virker som et meget spændende bekendtskab.

En velskænket øl, der har 13 år på bagen!

Både Man in the moon og Akkurat brystede sig også af at have et stort udvalg af vintage øl - altså øl, der har ligget og lagret en del år. Det var noget, de danske ølbarer kunne lære af. På Akkurat smagte jeg en Imperial Stout fra Nils Oscar fra 2001. Etiketten sagde 7%, men vi på den gode side af 10 - og meget portvinsagtig i smagen.

Et andet generelt kendetegn var i øvrigt, at stederne også har et vist ganske imponerende udvalg af især whisky.

3 minutters gang fra Akkurat ligger Oliver Twist. Stedet er mere indrettet som et værtshus, og igen med et uoverskueligt øludvalg. I lighed med Akkurat, bydes der også på cask ale fra svenske mikrobryggerier. Et meget hyggeligt sted, hvor der både er noget for ølnørden og den nysgerrige. 

Monks Porter House ligger tæt på Gamla Stan, og har primært eget bryg på hanerne og flaske. Øl, der kun fås her. Det bliver så suppleret med øl fra især det fantastiske De Molen-bryggeri. Stedet ligger i en gammel bygning, og for at finde baren, går du ned i kælderen - måske ganske symbolsk! Øllet serveres i egne glas og igen var der mulighed for at få lidt at spise. Betjeningen var i den mere nørdede ende, men det gjorde den ikke mindre kompetent. Og så trak det også gevaldigt op, at jeg her fik én af de bedste øl, jeg nogensinde har smagt - Monks Victoria Imperial Stout på 10%.

Alt i alt en perlerække af spændende steder, og Stockholm er absolut også et oplagt rejsemål, hvis du gerne vil supplere en ferie med godt øl - eller slet og ret vil opleve nogle fremragende øl og ølsteder.

Læs eventuelt mere her:

Man in the moon
Akkurat
Oliver Twist
Monks Porter House

En mini-ferie i Stockholm

Kongeslottet og Riksdagen i dis og støvregn

Jeg har de senere år haft et stort ønske om at opleve Stockholm - når der ses bort fra arbejdsrejserne dertil! Og i denne uge lykkedes det endelig, hvor det magede sig sådan, at jeg efter mandagens ledermøde i byen, kunne smide to fridage ind.

Det fortrød jeg ikke, for de i forvejen høje forventninger blev indfriet til fulde. Desværre var vejret ikke med mig, hvor den stod på tåge og dis. Det hindrede dog mig ikke i at vandre byen tynd og nu har jeg en 'undskyldning' til at tage af sted en anden gang - for den skal da også opleves i godt vejr!

Jeg indlogerede mig på Hotel Kung Carl, der er et skønt og centralt beliggende hotel, og hvor stilen, både for så vidt angår indretning og bespisning, er i mormor-genren.

Tirsdag stod den så på byvandring på raske fjed, hvor der blev sat hak ved Stureplan, Dramaten, den smukke Kungträdgården, hvor kirsebærtræerne var tæt på at springe ud, Riksdagen, Rosenbad, Riddarholmen, kongeslottet, Stortorget, hvor der denne gang ikke var noget stockholmsk blodbad og så videre. Og undervejs kunne byens små og hyggelige gader, de mange torve og Mäleren, der deler byen, nydes i fulde drag.

Onsdag var så museumsdag. Målene var Vasa-museet og især Abba-museet, der begge ligger på Djurgården. Trods regnvejr valgte jeg at tage de 2 km. dertil på gåben, så esplanaden langs én af byens mange havne kunne nydes.

Foyeren på Abba-museet

Første stop var Abba-museet. Jeg var der, da de åbnede og slap derfor for lange køer. Dagens publikum var en blanding af yngre og ældre mennesker, svenskere og udlændinge, hvilket også siger noget om bandets brede appel. Du følger en fast rute gennem museet, hvor du ledes gennem deres glorværdige historie. Overalt var der billeder, udklip, historier med videre, og du blev naturligvis ledsaget af deres herlige hits. Museet er meget interaktivt, hvor du kan stå på scenen sammen med dem, lave musikvideo og indspille en sang. Alt dette sprang dog over!

Men det var djævelsk spændende at opleve deres studie, enorme samling af guldplader, læse historien om dem og slet og ret bare være der - og blive sendt tilbage til min barndom. Og ikke mindst genoplive min stormende forelskelse i Agnetha Fältskog. Jeg mødte hende dog ikke.....

Herefter stod den på Vasa-museet, og det var en stor oplevelse at opleve skibet og lære om dets historie. Centrum var naturligvis det enorme fartøj, og de forskellige etager var så emneopdelt - forliset, bjærgningen af det, hvordan man levede på skibet 'dengang' med videre. En rigtig god oplevelse.

Generelt var Djurgården en spændende oplevelse og næste gang vil jeg også besøge Skansen og ikke mindst Astrid Lindgren-land, Junibacken.

Hele turen blev undervejs krydret med besøg på byens spændende ølsteder. Det skriver jeg om i mit næste blogindlæg!

Trappistøl i Ringsted

Aftenens udvalg

Fredag aften var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling, hvor temaet denne gang var trappistøl.

Trappistøl er ikke en øltype, men øl brygget på de såkaldte trappistklostre, beliggende primært i Belgien, og efter nogle strenge foreskrifter og kriterier. Brygningen sker på selve klosteret og af munkene selv eller under munkenes vejledning.

Og smagningen blev lidt af et tilløbsstykke. 36 medlemmer dukkede op og derfor var de røde lygter tændte for første gang i lokalafdelingens 10-årige historie. Ingen gik vist skuffede derfra, for der blev tale om én af de bedste smagninger, der er blevet holdt.

Men vanlig og rettidig omhu havde bestyrelsen fået opstøvet stort set alle de trappistøl, der laves. Det betød, at der ventede en strabadserende aften, hvor vi skulle smage os gennem 26 forskellige øl, hvoraf hovedparten lå på den gode side af 8%!

Formand Skjold og Leif Nygaard ledte os på kyndig og underholdende vis gennem smagningen, hvor der blandt andet blev fortalt anekdoter og delt fakta om de enkelte klostre. Og det var på alle deltagerne tydeligt at mærke, at det var fredag aften, hvor humøret var højt og de kække bemærkninger hang løst i ærmerne.

Lokalafdelingen havde klogeligt valgt at sige, at vi "kun" måtte tage 5 cl. af hver øl. Rusen blev alligevel høj, men det gav rum til bedre at kunne smage også de sidste øl.

Ved sådanne smagninger er det ofte svært at vælge rækkefølgen - skal det være opdelt efter bryggeri, øltype eller lignende. Valget fredag aften blev efter alkoholstyrke, hvor vi lagde ud med La Trappe Pur på 4,7% for så til sidst at slutte ved den mere end dobbelt alkoholdprocent. Det gav et godt flow i smagningen, hvor smagsløgene ikke blev bedøvet efter de første 6-8 øl.

Aftenens clou

Aftenens clou viste sig at være La Trappe Quadrupel Oak Aged på 10%. Den var også med i den almindelige udgave, men lagringen på egetræsfade havde gjort den godt. Øllen havde en træ- og blommeagtig smag, med god fylde. Og en herlig duft. En helt igennem ekstraordinær smagsoplevelse.

Den blev da også kåret, som aftenens bedste øl, stærkt forfulgt af Rochefort 10 og Westvletereren 12, der begge ofte er kåret som verdens bedste øl, og som også står endog meget højt på min egen liste.

Ellers var det også spændende at smage de to nye øl i trappistfamilien, Gregorius og Benno fra østrigske Engellszell. Et spændende bekendtskab.

Tak til lokalafdelingen for et fremragende arrangement og tak til de øvrige deltagere for herligt og godt selskab.

Kurt Cobain - 20 år efter

Det er i dag 20 år siden, at Kurt Cobain tog sit eget liv. I den anledning genudsender jeg et blogindlæg, jeg oprindeligt skrev til bloggen Omslagsudgaver:

"Jeg var aldrig rigtigt på Nirvana, og jeg har heller aldrig sådan rigtigt været på David Bowie. Men i november 1993 træder førstnævnte ind i MTV's studier for at give deres bidrag til Unplugged-serien. Og et af numrene er Bowies The man who sold the world. Og den bliver afleveret på frygtindgydende vis. Kurt Cobain synger fra sindets mørkeste afkroge og desperationen hænger nærmest i mikrofonen, mens bandet leverer et afdæmpet, men fortsat fremhævet lydtapet. 

Det er gribende og fabelagtigt, og absolut én af de bedste Unplugged-performances - overhovedet. Og måske én af de bedste coverversioner, vi er blevet givet - lyttet som et samlet hele. Hvis målebåndet er troskab til originalen og med coverartistens eget touch, egen lyd.

Med til historien hører også, at 5 måneder senere er Kurt Cobain ikke mere, og hele Unplugged-koncerten bærer også præg af en mand og et band i fysisk og mental opløsning. Men også om et uomstrideligt stort talent og potentiale".

Skal jeg tilføje noget til det oprindelige blogindlæg må det være, at jeg de senere år er blevet mere og mere begejstret for Nirvana. Et band, der på mange måder genopfandt rocken, og dets betydning og rolle for musikscenen kan ingenlunde overvurderes. 

Cobains dødsdag falder i øvrigt sammen med min fødselsdag. Min 26 års fødselsdag holder jeg nogle dage senere, og jeg husker, at Nirvana blev spillet temmelig meget den dag. Fordi de var gode og for at ære én af rockens helt, helt store skikkelser. Han var en plaget mand i live, men jeg håber, at han i dag hviler i fred. Musikken lever videre for altid.

Lyt selv med:

Köstritzer Schwarzbier

Når jeg er i Tyskland, som det var tilfældet for et par uger siden, har jeg nogle faste traditioner. De indbefatter blandt andet kongeretterne Currywurst og wienerschnitzel - dog hver for sig! Og så Köstritzer Schwarzbier på fad, hvis jeg støder på den.

Og det gjorde jeg på Berlin-turen på en hyggelig café i en sidegade til Kurfürstendamm. 

Schwarzbier er ofte et godt valg, hvis du gerne vil have lidt variation fra pilsneren eller hvedeøllen, der ofte dominerer udvalget hos de tyske udskænkningssteder. Og med rette, for uanset hvilket bryggeri, de er fra, er de af meget høj kvalitet.

Variationen hos schwarzbier kommer så via den mere søde, liflige og brændte smag, og kan derfor give mindelser om en mere let porter. Men samtidig med en alkoholprocent, der matcher pilsneren. Og alt dette matcher Köstritzer til perfektion og burde være referenceøllen for alle schwarzbier - smagt med mine tvivlsomme smagsløg.

Det er ikke en øl, du vil drikke flere af i træk, men letheden og den brændte smag gør, at den både er en fremragende tørstslukker og nydeøl. Begge dele var også tilfældet, da jeg sad med den senest - jeg havde vandret i en tre-fire timer gennem Berlins historie, og nu skulle tørsten slukkes og indtrykkene bundfælde sig. Og det var en perfekt måde at gøre det på.

Skål!

Dark Matter fra Transact Bryggerlaug

En af mine gode venner, Brian, er netop kommet med i et bryggerlaug, Transact, og i forbindelse med et besøg i mine gemakker i lørdags, var han så venlig at medbringe en flaske af den første øl, han havde været med til at brygge - Dark Matter, der er en Oatmeal Imperial Stout på cirka 10%.  

Det er ikke så tit, at jeg får smagt håndbrygget øl, men Dark Matter fortjener at få nogle ord med på vejen.

Jeg begynder med "ankepunkterne". Øllen var en smule flad og uden stoutens ofte meget flotte skum. Men det var så også det, for der var tale om en øl, der snildt matcher de fleste imperial stouts, der er eller har været på markedet. Især havde den en meget lang og skøn eftersmag af chokolade, kaffe og brændt malt. Og selvom den var en smule flad, havde den en fyldig smag og smagte ingenlunde af de forholdsvise høje procenter.

Øllen har BORIS The Destroyer fra Hoppin' Frog som forbillede, og selvom det er en meget høj overligger at sætte, lykkedes det næsten til fulde at ramme den. En fantastisk smagsoplevelse, og jeg håber, at jeg en anden gang vil få lejlighed til at smage håndbrygget øl fra Transact Bryggerlaug.

På en skala fra 1 til 10, lander den på 9.

Skål!