lørdag den 21. juli 2012

The Godfather

Da en del af sommervejret har lagt an til sysler indendøre, valgte jeg i sidste weekend at søsætte "projekt gense Godfather-trilogien", og da den samlede spilletid er omkring 10 timer, er det et projekt, der skal sættes tid af til.

Del I og II så jeg senest i fuld længde op til premieren på del III i begyndelsen af 90'erne, og del III har jeg kun set den ene gang i biografen.

Og de to første har i mange år i min optik været verdens bedste films, og det indtryk blev kun bekræftet ved gensynet. Episke dramaer om mafiaopgør, familiesammenhold på flere planer med videre, og stort set samtlige medvirkende leverer overlegne og blændende præstationer. Og bag kameraet formår Francis Ford Coppola at fange detaljen, men uden at forfalde til det langgabende eller patetiske.

Inden gensynet var Del I min foretrukne, men nu står II, som den absolut stærkeste. Vekselvirkningen mellem Vito Corleones ankomst til og opvækt i New York og Michael Corleones voksen med opgaven som Godfather er fremragende, og viser samtidig udviklingen i mafia-miljøet fra at være business til at være big business.

Hvad angår del III husker jeg, at den fik en meget blandet modtagelse, men at jeg selv var meget begejstret for den. En begejstring, der nok også bundede i min begejstring for de to første og en vis fascination for films og serier om mafia-miljøet.

Men - det tjener den ikke godt at blive set i sammenhæng med de to første. Bevares, Coppola formår at lave en fortættet fortælling om udviklingen i Familien - både den personlige og forretningsmæssige - og bygger et stort og episk drama op, der dog vil for meget og forsøger at spinde mange historier sammen. De ender dog alle i en blindgyde.

Filmen understreger også, hvorfor Andy Garcia ikke har fået en større filmkarriere end tilfældet har været, for han er decideret ynkelig og elendig i rollen som Sonny Corleones søn.

Instruktørens datter, Sofia, er fortsat gudeskøn i rollen som Michael Corleones datter, men filmen viser også, at det var meget godt, at hun fremadrettet valgte at gå bag kameraet (hvilket hun gør på blændende vis i blandt andet Lost in translation og Somewhere).

Så i sammenligning med del I og II, falder III'eren igennem, men er dog fortsat en meget fin filmoplevelse og meget bedre end meget af det andet, der bliver sprøjtet ud. Om ikke andet, er den værd at se for Sofia Coppola....og ikke mindst Al Pacino, som helt alene bærer filmen igennem og endnu en gang viser eksempler på sit store og forløste talent.

Med disse ord in mente, ved jeg, at der ikke går 20 år før, at jeg igen ser trilogien, og gensynet kan jo suppleres med Sergio Leones Once upon a time in America og Martin Scorseses GoodFellas.

4 kommentarer:

rbc sagde ...

en dag - en dag! - må jeg se de her film. Du gør god reklame, men mafiafilm er svære at sluge (som krigs og western-ditto. Men det er en god ting at få sat kryds ved i sin ferie, så godt gået!

Søren Nielsen sagde ...

Gør dig selv den tjeneste at få set del I eller II. Og så må du snart få gjort noget ved din filmsmag :)

-rene sagde ...

er gjort!
HAr lige i dag investeret i et parti zombie-film, så det kører!
Har to gange fået trilogien foræret (på vhs og senere på dvd) af folk, der syntes jeg skulle se den....jeg er vist uden for rækkevidde? :-)

Søren Nielsen sagde ...

Der fik jeg så lige nogle gaveideer til dig, og de er IKKE i zombie-genren :)