Touren 2012

Søndag sluttede årets Tour de France - og tak for det, for der var tale om den mest søvndyssende og kedsommelige Tour siden Miguel Indurains regime fra 1991-95. Det gjorde også, at jeg for første gang i mange år slet og ret prioriterede flere etaper fra, mens andre blev fulgt sporadisk.

Årsagerne er mange:

• Som forudset var årets rute gudsjammerlig kedelig, med lange enkeltstarter og kun to etaper, der sluttede på toppen af et bjerg. Dertil kommer, at udfordringerne i bjergene ikke stod helt mål med tidligere udgaver af Touren
• Vinderen, Bradley Wiggins, smadrede det hele på den første enkeltstart og styrede, som en anden Indurain resten af etaperne ved hjælp af egen styrke og overblik, og ikke mindst et hold, der snildt matchede Indurains Banesto og Lance Armstrongs US Postal i 00'erne i styrke, overlegenhed og klasse
• Udfordrerne, primært Nibali og sidste års vinder, Cadel Evans, havde ikke styrke eller mod til at udfordre Sky-holdet og kørte begge et helt igennem nosseløst løb.

Bevares, der var også mange opløftende momenter. Thomas Voecklers vilde ridt i Pyrenæerne, Valverdes genkomst og ikke mindst Team Saxo Bank-Tinko Banks insisteren på udbrud, primært manifesteret ved Michael Mørkøv og Chris Anker Sørensen. For sidstnævntes vedkommende vil Touren også blive husket for etapen, hvor han fik fingre i klemme i sit hjul, men alligevel gennemførte, selvom blodet drev fra hånden. En skarp kontrast til mangt en overbetalt fodboldspiller, der falder død om, bare han bliver snittet lidt på hælen!

Og så var TV2's dækning af Touren igen-igen en udsøgt fornøjelse, og igen levede de op til den høje standard, de selv har sat for dækning af cykelsporten. Igen må det konstateres, at Rolf Sørensen er et fund som ekspertkommentator, mens Leth som altid udfoldede sig med vedkommende historier om områderne, rytterne kørte igennem og anekdoter fra Tour-historien, mens Dennis Ritter kommenterede løbet med engagement og indlevelse. Bare ærgerligt, at TV2 ikke formår at overføre denne høje standard til deres dækning af især fodbolden.

Nå, men jeg glæder mig allerede til næste år. Til den tid er Contador og Andy Schleck tilbage, og samtidig er det næppe realistisk, at Sky til den tid kan tæmme Wiggins' stærke løjtnant, Chris Froome. Og så må vi håbe, at Tour-ledelsen strammer op og laver en Tour, der lægger op til store slag i bjergene og som ikke kan afgøres på en langgabende enkeltstart.

Men uanset hvad, kommer Tour de France næppe tilbage til det flotte og dramatiske niveau, udgaverne gennem 70'erne og 80'erne bød på, med vanvittige og benhårde etaper og drabelige og mageløse slag mellem tidernes største og bedste ryttere. Og toppende i 1986, der er én af de mest legendariske årgange i Tour-historien, og bliver mange steder omtalt, som den største årgang af dem alle. En vanvittig rute, et vanvittigt tempo gennem stort set alle etaper og ikke mindst slaget mellem de to holdkammerater, Tour-kongen Bernard Hinault og den amerikanske opkomling, Greg LeMond, som i min optik er tidernes største cykelrytter og som netop i 1986 vandt sin første Tour de France.

Se blandt andet denne video fra én af de mest legendariske etaper i Tour-historien. LeMond og Hinault på Alpe d'Huez. To holdkammerater i kamp mod hinanden og i samarbejde med hinanden.