Og dermed også fået sat hak ved endnu en glimrende og mere end vellykket Roskilde, der for mit vedkommende begyndte onsdag eftermiddag og sluttede søndag morgen, hvor jeg måtte erkende, at jeg var en aldrende svækling, og valgte derfor at smide håndklædet i ringen én dag før end beregnet!
Men alligevel nåede jeg en række musikalske oplevelser, som var følgende (med 6 stjerner som det bedste):
The Shins - 3 stjerner
Jeg kender ikke The Shins særligt godt, men deres seneste album er et guitarpop-album i den gode ende, så forventningerne til årets første koncert på Arena var rimelig høje. De blev ikke indfriet! En for poleret koncert, der først fangede, da bandet til sidst slap tøjlerne. Og da var det næsten for sent.
The Cure - 6 stjerner
Et af årets absolut hovednavne var for mit vedkommende The Cure, og forventningerne var skruet godt op ovenpå deres marathonkoncert for nogle år siden i Forum samt deres seneste festival-koncerter, hvor de også har været ude i noget, der lignede koncerter af 3 timers varighed. Og de kom, de spillede og de sejrede. Et netop tre timers langt sæt, hvor de førte os gennem hele deres imponerende bagkatalog, og med mange sange, jeg ikke tidligere havde hørt live med dem eller jeg ikke havde hørt i mange år - hele sætlisten kan ses her - og hvor sange som Play for today, Trust, A Forest, Push og Boys don't cry var højdepunkter blandt en perlerække af højdepunkter.
Men undervejs og på en strækning over 8-10 numre var de ved at miste mig - med de larmende og skramlede numre, og Shake dog shake, Fight, One hundred years og Wrong number står fortsat på listen over numre, Cure ikke skulle have indspillet endsige spillet live.
Men - alligevel kører de den fornemt hjem, hvor Robert Smith så mere fit ud end i Forum og jeg har sjældent hørt ham synge så godt. Dertil kommer, at Simon Gallup i vanlig stil dirigerede løjerne på scenen og lod bassen fylde godt ud i lydbilledet, ligesom den nye guitarist, hvis navn jeg ikke husker, i den grad matchede det øvrige band.
Alt i alt en magtdemonstration, der viste, at Cure fortsat har sin berettigelse, og at deres sange fortsat kan rumme midt i hjertekulen - under Trust stod verden stille.
Apparatjik - 3 stjerner
En meget imødeset koncert, med medlemmer af A-ha, Coldplay og Mew, og som på Orange ville lave en koncert og et setup, der kun ville blive spillet og lavet der. Det fungerede fint den første halve time, men så tog en dj over og slog koncerten ihjel, men noget, der kunne have været lavet på Ibiza i firserne. Efterfølgende tog en kvindelig sangerinde over, men der var det for sent, og Klaus og jeg stemplede ud.
Hank3 - 4 stjerner
En anbefaling fra Camp Blancos musikchef, Klaus Bentzen, og det fortrød jeg ikke. Hank Williams barnebarn, og country/western i den rigtig gode ende. "Beer" og "weed" var omdrejningspunkterne for sangteksterne, og de blev afleveret af et forrygende band, der lænede sig meget op af lyden fra Johnny Cash. Men efter en time skiftede lydbilledet til Anthrax eller Venom, og der blev leveret dødmetal i den meget hårde ende, og så døde koncerten for mit vedkommende. Men første del landede på 6 stjerner.
The Cult - 2 stjerner
Første gang, at jeg var på Roskilde, var i 1987, hvor datidens helte The Cult skulle spille om søndagen på Orange, og hvor jeg så indløste en endagsbillet. Det var en skandale-koncert, hvor bandet spillede fremragende, men forsanger Ian Astbury var så stangrende stiv, at vi hvert øjeblik frygtede, at han ville falde ud over scenen. 25 år efter var de tilbage - og lige så dårlig var oplevelsen. Igen et meget velspillende band, men Astbury brugte mere tid på at skælde ud på publikum og rette på frakkens pelskrave end at levere en bare tålelig sangpræstation.
The Vaccines - 5 stjerner
Blege engelske fyre, i t-shirt, og som spiller guitar - så er jeg "home safe". Og det var Vaccines også på Odeon, hvor de førte os gennem såvel numre fra deres debutalbum som nye - og sidstnævnte tegner meget lovende for det kommende album. En skarp spillet koncert - på den gode måde.
Spector - 6 stjerner
Det næste store navn - sådan skriver flere medier om Spector, og igen et band i samme genre som Vaccines, og med referencer til Editors og Strokes. Så burde man være hjemme, og hjemme, det var Spector. Meget velspillende og med en sanger, der strålede af selvtillid. Imponerende af et band, der endnu ikke har udsendt sit debutalbum. En medrivende koncert, og jeg håber, at jeg om 2-3 år kan sige, at jeg var der. Et meget, meget lovende band.
The Roots - 4 stjerner
The Roots blev lyttet på afstand, men det var ændrede ikke ved, at du fik fornemmelsen af, at der på Orange foregik noget helt særligt. Jeg har aldrig hældt til deres musik, men de fangede opmærksomheden - på den gode måde.
Bellowhead - 5 stjerner
I 2006 leverede Bellowhead et det års bedste oplevelser, og da jeg så, at de var på programmet igen, røg de straks ind på spilleplanen. Det fortrød jeg ikke. Irsk folkemusik, der i den grad væltede Odeon, og fik teltet til at danse med på deres meget fængende sange.
Bruce Springsteen - liggende ottetal stjerner
Jeg lytter ikke så helvedes meget til Bruce Springsteen, men har altid syntes meget godt om ham. Og da han blev annonceret blev jeg meget glad og tænkte samtidig, at der her var mulighed for den bedste koncert, der nogensinde har været spillet på Roskilde. Så en lun lørdag aften var pladsen foran Orange tæt pakket, og forventningerne var høje hos alle - også set i lyset af, der var lagt op til en koncert på omkring 3 timer. Og tre timer spillede Springsteen og resten af bandet, og det på den mest forrygende vis, og i et så hæsblæsende tempo, at man troede, at bandmedlemmerne var 20-25 år.
Jeg ser ingen grund til at gentage anmeldelserne af koncerten og jeg er enig i dem alle - dog fraregnet Thomas Treo fra Ekstra-Bladet, men ham er der vist ingen, der tager seriøst længere.
Summa summarum - der blev tale om den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet foran Orange - og han er immervæk i konkurrence med Neil Young i 2001 og Björk i 2007. Højdepunkterne blandt mange var Jack of all trades, The River og Born in the USA. Men én tog den store pris: Because the night. Måske det bedste nummer, jeg nogensinde har hørt spillet fra Orange, og Nils Lofgren beviste, hvorfor han fortsat regnes blandt én af verdens bedste guitarister. En episk og magisk version, der nærmest rystede Roskilde i dens grundvolde - eller burde gøre det.
Tak til Bossen og resten af bandet for denne oplevelse.
Mew - 4 stjerner
Et af mine absolutte favoritbands, der gennem tiden har givet mig mange gode koncertoplevelser siden jeg første gang så dem i 1998. Den gang var der vist under 100 i teltet, i år stod de for første gang på Orange. Men på en utaknemlig opgave - lukke lørdagen ned ovenpå Bossens mesterlige præstation. Og det uden ny musik i bagagen. Så det blev en tur gennem bagkataloget, med vægten på deres to seneste albums. De kæmpede bravt og leverede en fin præstation, men jeg blev ikke helt fanget.
En masse koncerter blev det altså til, men jeg ville også gerne have haft hørt en lang række andre bands, men på grund af overlappende program, logistik, træthed (fysisk som musikalsk) med videre glippede dette. Mere tale om tilvalg end fravalg. Sådan er det jo altid på en festival.
Lejrlivet er også en stor og væsentlig del af Roskilde, og igen i år var Camp Blanco STEDET at være og leveringsdygtig i mavekramper grundet grin på grin. Herlig stemning, leveret af herlige mennesker. Tak for det.
Og selskabet blev suppleret med mine gode venner Brian og Lewis, der begge gjorde comeback på Roskilde. Brian fredag og lørdag og Lewis om lørdagen. Og det var rigtigt godt igen at opleve en Roskilde sammen med dem.
Men alt i alt en mere end glimrende festival, der lander på et 11-tal på den gamle skala.
Afslutningsvis vil jeg henvise til diverse musiksites' dækning af festivalen:
Bloggers by choice
Gaffa
Diskant
PS. Ja, vi ses helt sikkert til næste år - rock and roll will never die!
2 kommentarer:
TAK - meget ventede linjer, som man godt kan blive klog af.
Det er rigtig godt at vide, at du ikke skal restituere til ultimo juni 2013 :-)
Velkommen hjem fra både støv af urin og en mængde andet vådt.
Tak for spændende og educational læsning. Jeg kendte ikke meget og kan da godt misunder dig (og alle andre) cure, siden de er så gode live stadigvæk (ja, hvem skulle have troet det?).
Du har været gennem et spændende land og fået næsten som du havde håbet. På den måde ender du også med en karakter noget over midten - sådan!
Men tak for linjerne - rock og rul vil aldrig dø - med tiden er jeg blevet mere og mere usikker på om der er tale om et løfte eller en trussel :-)
ps: vi må VIRKELIGE have vendt det der med "Shake dog shake og One hundred years" som nogle af cures bedste numre fra perioden. Hvad sker der?
TAK!
Jeg er vist også den eneste, der har den holdning vedrørende omtalte Cure-numre - i hvert fald at dømme efter reaktioner i lejren og på Facebook. Men hellere en krukke end en nikkedukke :)
Send en kommentar