lørdag den 21. maj 2011

Manchester United - engelske mestre for 19. gang

Den engelske liga slutter i morgen, og det i stor Manchester United-triumf. Klubben sikrede allerede sidste weekend det 19. mesterskab, hvilket er mesterskabsrekord i England. De 12 af dem er hentet under Alex Fergusons ledelse. Mesterskabet er på mange måder et paradoksernes et. Holdet er måske det svageste i mange år, individuelt set, skaderne er væltet ned over truppen og samtidig har rivaler som Chelsea, Arsenal, Manchester Shitty og Liverpool rustet kraftigt op og købt spillere på øverste hylde.

Dermed er mesterskabet også en understregning af, at titler også kan vindes på vilje, flid og holdånd. For netop det har været kendetegnet ved United i år. Jeg har personligt skreget på en leder af Cantonas eller Roy Keanes kaliber, men pointen har måske netop været, at det ikke har været nødvendigt med den store lederskikkelse.

Hvorom alting er, har tre aldrende herrer en stor andel i dette mesterskab:

40-årige Edwin van der Sar (eller vel snarere Safe!). Han har igen i år stået aldeles fremragende og har haft afgørende indgreb i mange kampe. Den sikre skanse, der også løfter forsvaret. Desværre stopper han med al sandsynlighed karrieren efter næste lørdags Champions League-finale.

37-årige Ryan Giggs. Spilleren som trodser alderen og "naturen", og spiller med en vitalitet, energi og vilje, som var han 20 år. Den ydmyge spiller, som finder sin plads og giver alt for holdet.

69-årige Sir Alex Ferguson. Manageren, som hele tiden formår at genopfinde holdet, time spillernes form og sætte holdet sammen på en vindende måde. Rotationsprincippet har betydet, at Uniteds idealhold vel består af 15-16 spillere, og det giver unikke muligheder. Samtidig har han formået at skabe et kollektiv, hvor alle arbejder for alle.

For mit vedkommende har højdepunkterne været hjemmesejrene over Liverpool (Berbatovs hattrick står fortsat klar i erindringen) og Manchester Shitty (Rooneys perle er ÅRETS mål) og udesejren over West Ham, hvor United var bagud med 2-0 efter 64 minutter, men endte med at vinde 4-2. En understregning af holdets vilje og evne til at trække sig selv op ved hårrødderne.

Næste sæson?
Men allerede nu kan der så ses frem til næste sæson. Vi kan nok vente, at der sker en større udskiftning i Chelsea, Arsenal og Liverpool vil ganske givet forsøge at forstærke holdet på væsentlige pladser, ligesom Shitty endnu en gang vil forsøge at købe sig til et engelsk mesterskab.

For Uniteds vedkommende skal der findes en ny målmand. Danske Anders Lindegaard er ikke van der Sars direkte afløser, og der hentes nok fra øverste hylde. Forsvaret ser ud til at være godt dækket ind, mens der skal hentes forstærkninger til midtbanen. Det er usikkert om Scholes fortsætter og Giggs' afløser skal køres ind. Evertons Rodwell og Inters Snejder kunne være nogle bud. Angrebsmæssigt er holdet umiddelbart også dækket godt ind, men afhænger noget af, hvorvidt Owen og Berbatov fortsætter. Men samtidig kommer Wellbeck og Macheda tilbage. Sir Alex har været ude at sige, at der hentes tre forstærkninger og gisningerne er mange. Only time will tell.....

Tillykke til Manchester United med det 19. mesterskab. Vi glæder os allerede til næste sæson!

Ingen kommentarer: