Savner jeg Venstre?

Som jeg skriver her, er jeg tidligere venstremand. Og det med det tidligere, bliver jeg af min gode veninde, Karin, ofte drillet med - ved blandt andet, at hun understreger sig selv, som en trofast, borgerlig vælger....

Og det har jeg også selv været - bortset fra folketingsvalgene i 2007 og 2011. Indtil da, havde jeg ved samtlige folketingsvalg sat kryds ved V. Og inden stemmeretten, ved samtlige prøvevalg i folke- og handelsskole. Faktisk erindrer jeg et prøvevalg i begyndelsen af 80'erne - i elevrådet på Sdr. Parkskolen, hvor vi var to - to! - ud af 40-50 stykker, der stemte Venstre.

Ret beset var jeg Venstremand fra 1974-1975 til 2007, og medlem af partiet i 20 år. Og jeg forsvarede og bakkede glødende partiet op. Og jublede, da Anders Fogh i 2001 vandt regeringsmagten. Især tilskyndet af det forsmædelige nederlag i 1998.

Men på et tidspunkt går et-eller-andet galt - enten for mig eller partiet. Og ved valget i 2007 traf jeg den tunge beslutning og forlod partiet. En beslutning, der kun blev forstærket i de efterfølgende år. Årsagerne var mange, og de væsentligste var:

• En udlændingepolitik, der var kørt fuldstændig af sporet. "Det er simpelthen så ækelt", om min meget liberale mor ville have sagt om den debat og retning, Venstre selv var med til at tegne
• Jeg orkede af samme grund heller ikke mere Dansk Folkeparti. Jeg var enig i, at der skulle strammes op, men pludselig blev stramninger det eneste mål
• En stadig stigende EU-skepsis hos det tidligere så EU-begejstrede parti. EU-begejstringen lever fortsat videre her på matriklen
• En politik, der var præget af kontrol, forbud, centralisering og topstyring, toppende kort før selve valgudskrivelsen i september, hvor Venstre gudhjælpemig foreslog at nedlægge regionerne
• Og mest af alt, partiets egen ageren - magtfuldkommenhed, arrogant og nedladende overfor kritikere og modstandere, beklikning af eksperter og Rigsrevisionen, vi-alene-vide holdning, en fremgangsmåde og politik, der delte og ikke samlede landet og som smed værdier som tolerance, frihed og frisind på bålet

Ja, det var nok mere den politiske proces end selve indholdet, der fjernede mig fra Venstre, for på visse strækninger var og er jeg fortsat enig med partiet. Men måske det bare er mig, som har forandret mig og ikke Venstre...

Og der er nu gået mere end 3 måneder siden regeringsskiftet, og tendensen i partiets ageren er fortsat. Det eneste, partiet excellerer i - i medierne, på Facebook og i selve Folketingssalen - er hån, spydigheder, bedrevidenhed og personsager. Men har man ikke noget at byde på, politisk, kan man altid pege fingre af andre.

Min egen opfordring til partiformand Lars Løkke er, at han bruger sine kræfter på at gentænke sit politiske projekt, herunder samle et nyt hold omkring sig. Og så samtidig vælge den konstruktive og samarbejdende linje overfor regeringen, og dermed vise, at der findes andre arbejdsmåder for en opposition end de, vi så under hans egen regering såvel som Foghs og Nyrups regeringer, hvor alt kun drejede sig om konfrontation.

Kommer jeg nogensinde tilbage? Det må tiden vise. De grundlæggende værdier om frihed, frisind og tolerance ligger dybt i mig, men er desværre ikke længere en del Venstre. Dertil kommer, at social-, sundheds- og uddannelsespolitikken i dag betyder meget for mig, og her jeg mere på linje med den såkaldte røde blok. Og min begejstring for ministre som Hækkerup'erne, Antorini og Mette Frederiksen er stødt stigende.

Så svaret på dette indlægs titel må være "nej, jeg savner ikke Venstre, for jeg har andre steder at gå hen. De er måske ikke bedre, men dog et sted at gå hen. Men jeg savner det Venstre, jeg kendte en gang og som jeg brændte for. Det Venstre, hvor liberalisme og humanisme gik hånd-i-hånd, og som satte den enkelte i centrum, men samtidig stod vagt om princippet om, at de brede skuldre skal bære de største byrder og at vi skal tage vare på de svageste i samfundet. Og som i sin ageren hylder frihed, frisind og tolerance, og som opfører sig ordentligt og redeligt".

Men - med den generation, partiet p.t. stiller op med, er der desværre ikke udsigt til, at man vender tilbage til det udgangspunkt. Og talentmassen i Venstre er ikke imponerende. Bevares, Lars Løkke har vist, at han er en blændende politiker, og lige så er Søren Pind, men han spilder sit talent med sin bedrevidende og arrogante facon. Jeg synes også, at Ellen Trane gør det bedre og bedre, ligesom jeg hører til dem, der gerne så, at Jens Rohde vendte tilbage til dansk politik. En politiker med stort P.

En udgangsreplik må være, at jeg hørte til dem, der håbede på et regeringsskifte ved seneste valg, men jeg er ingenlunde imponeret over den nye regerings første tid. Den tåger rundt som en elefant i en glasbutik, og med selvforskyldt kluntethed. Men jeg husker også på, at eksempelvis Schlüters regeringer også havde visse vanskeligheder, men alligevel nåede de meget. Det sker måske også for Helle Thornings, men der skal snart sadles om - både kommunikativt og politisk.

PS. Det er med vilje, at jeg ikke omtaler de verserende sager om lækager, magtmisbrug med videre, for alle er uskyldige indtil det modsatte er bevist.