Barndommens jul...



Da jeg var barn, kiggede julemanden aldrig forbi,

men det gjorde han så i 1992, hvor han

her hilser på Stine-niecen,

mens hendes morfar følger med i bagggrunden....

 I overmorgen er det juleaften, der er længe, længe til.... Og ventetiden kan så bruges på at tænke tilbage på barndommens jul. Eller i hvert fald de mange ting, der gik igen hvert år.

Hjemme på Ligustervænget vidste vi, at det var jul, når min mor fandt sin ældgamle udgave af Peters Jul frem. Da vi var helt små, læste hun op af den. Senerehen læste vi den selv. Udgaven har min søster nu, men jeg kan stadig huske side for side.

Lidt senere - eller var det samtidigt? - blev huset julepyntet. Vi havde ikke faste traditioner omkring dette, og var vist noget, vores mor bare gjorde. Med kyndig hjælp fra poderne, og overalt var der kravlenisser, julelandskaber, jule-uroer med videre, ligesom det julehjerte til julekort, jeg lavede i håndarbejde "prydede" i gangen. Det bugnede hurtigt af julekort, for min mor var flittig til at skrive til nær og fjern - og modtagerne sendte den anden vej. Julekortene blev læst efterhånden, som de ankom, og så igen Lillejuleaften.

Lidt senere blev hæfterne med julesalmerne fundet frem, så vi kunne øve os. Julen har bragt velsignet bud var yndlingen. Desværre var vores fars vinterbeskæftigelse violinspil. Så om aftenen "øvede" han sig også på julesalmerne - til stor fortrydelse for resten af familien og husdyr, for hans musikalske evner svarede nogenlunde til mine fodboldevner......

Juletræet skulle også hentes, og her var der heller ikke de faste traditioner, men ofte skete købet i forbindelse med de faste ture til familiegravsteder. Træet blev pyntet på behørigt vis, og med faste elementer, så som julehjerter, vores mor havde flettet som barn, kat og hjerte, jeg (igen!) havde lavet i håndarbejde med videre. Og lige så fast var det, at træet og pynten var yndet legetøj for husets katte. Da hunden, Tim, kom til, var den også en enkelt gang på vej op i træet, da den skulle efter kattene. Men ellers var den kun med, når vi den 24. gik omkring juletræet....

For naturligvis var husdyrene også med til julen. Også fordi, at de var flinke til at give gaver. Selv havebassinets guldfisk, men de fik dog lov til at blive udenfor - også i julen! Jeg har sidenhen været så heldig, at mine katte også har taget traditionen med at give gaver op.....

Julekalenderen blev flittigt fulgt, og Jul i Gammelby er naturligvis fortsat favoritten. Om end Magnus Tagmus/Jul på Decembervej også havde gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

Der var også konfekt og julebag. Mors marcipan-træstammer var uovertrufne, og dåserne måtte gemmes godt væk inden, at sønnike og far-Knud havde ædt det hele. Pebernødder og brunkager var også på programmet, og et år spiste jeg lidt for meget af dejen til pebernødder, at jeg lå på langs en dag eller to. Og det var ikke fordi, dejen var dårlig.....

Lillejuleaften fik vi næsten altid risengrød, med dertilhørende nisseøl fra Københavns Bryghus. Til stor fortrydelse for min far og jeg, for vi ville helst have det juleaften frem for risalamande. Men vi ved jo, at kvinderne har og får ret, så det gjorde min mor og søster....også hvad angik julemaden!

Juleaftensdag blev indledt med, at der under juletræet lå morgengaver. I flere år fik jeg Drengenes Lommebog (som den vist hed...), og senerehen var det især diverse årbøger om fodbold og sport generelt, der lå under træet.

Enten Lillejuleaften eller juleaftensdag ankom vores mormor og morfar. De blev enten hentet på Ringsted eller Roskilde Station. Ja, for stort set alle barndommens juleaftener blev holdt hjemme. Jeg kan kun huske en enkelt, hvor vi var ude - hos mormor, men det var vist ingen stor succes, da min søster og jeg ville hjem til legetøj og -kammerater.

Men ellers var juleaften jo juleaften. Med sindssyg lang ventetid, en mor, der stod i køkkenet hele dagen, få legekammerater, der var hjemme og så selvfølgelig Disney, der naturligvis også ses den dag i dag. Julegudstjenester var vi aldrig til, og er noget, der først hos os er kommet til senere.

Julegaverne betød naturligvis meget - Frem til 1981 arbejdede vores far på Ringsted Traadvareindustri, der blandt andet leverede trådkurve til legetøjsfabrikken Brio. Det betød så også, at min far ved juletid fik store og spændende julegaver med hjem til en billig pris. Blandt andet min togbane og min dampmaskine var til stor glæde mange år efter, om end jeg fortsat er misundelig på det orgel, min søster fik et år.

Men ellers elskede jeg, som nu, julemaden, og nød julehyggen ved bordet. Da var vi små, var vi altid sikre på at få mandelgaver - hovedsageligt marcipangrise - og sidenhen kunne man være heldig at få den rigtige mandel - enten ved egen drift eller ved, at far eller morfar listede mandlen ned i ens hånd.

Og så var der dansen om juletræet, og da både min mor og jeg elskede julesalmerne, skulle vi helst gennem alle vers - i alle salmer. Og stor fornøjelse havde vi, når vi i Højt for træets grønne top kunne tilføje verset om "Træets allerbedste zir skal min William have", for det stod ikke i nogen af hæfterne. Faktisk var jeg så vild med salmerne, at jeg et år optog vores skønsang på kassettebånd. Båndet har jeg stadig - et eller andet sted.....

Efter salmer og dans var klaret, og pakkerne delt rundt, dejsede vi omkuld i sofaer og lænestole. Og det var sjældent, at vi fik tyndet ud i fadene med konfekt og slik.

1. eller 2. juledag blev dørene så slået op til familiejulefrokost, og gæstelisten blev senere udvidet med venner og naboer, så det lille hjem var fyldt til randen. Men folk kom gerne, for vores mors julemad var uovertruffen. Det meste lavet fra bunden og nydt med stor velbehag.

Og nu venter snart dage med julemad, julegaver, julehygge, julefrokost med videre. Jeg glæder mig - også i denne tid, og det selvom julesneen ikke falder hvid....

Glædelig jul!