Det er i dag 1 år siden, at jeg debuterede som blogger, og det var med dette indlæg.
Sidenhen har jeg blogget om mangt og meget - primært musik og fodbold, men også barndomsminder, politik, have, cykling, min kat og så videre. Og nærmest udfra devisen "har du to minutter, så har jeg en mening"!
I den tid er det blevet til i alt 174 indlæg, dette inklusive. Dertil kommer 100-150 kommentarer til indlæggene, primært fra min gode ven René.
Kvaliteten af mine indlæg har været af vekslende karakter. Der er nogle, jeg fortsat er glad for, men for sæven da, der er også indlæg, hvor jeg tænker "det skulle nok have været redigeret en gang eller fem mere"! Selv er jeg mest glad for de mere personlige indlæg - om det er barndomsminder eller især det om min far.
Jeg synes, at det indtil videre har været en spændende tid som blogger, og mine egne intentioner bag bloggen er indtil videre indfriet - både hvad angår indhold og frekvensen af indlæg.
Bloggen er en mulighed for at lufte meninger uden, at nogen nødvendigvis siger én imod eller "lytter"....., og ikke mindst til at fastholde minder og oplevelser. Det være sig barndommen, rejser, koncerter og så videre.
Mange ting dukker op undervejs i skriveriet og nye ideer kommer til. Men naturligvis er der også ting, der ikke bliver skrevet. Bloggen er jo ikke bekendelseslitteratur!
Så jeg fortsætter, men ved også, at hvis jeg en dag oplever bloggen som en pligt og føler, at jeg må skrive et eller andet, ja, så stopper jeg. Det skal være sjovt og give mening, og så må det tages derfra....
Tak for, at du læste med, og det håber jeg da, at du også vil gøre fremover. Men læsere eller ej, så fortsætter jeg altså lidt endnu.... :D.
1 kommentar:
sjovt indlæg, Søren. Blog om blog - kender til betablokkere (i betydningen "læst om") men det her er jo metablog :-)
Og godt du endnu ikke har fået BLOG NOK, som det temporært hed lidt sydpå, hvor du er. Tak for det!
Holder du ved, holder dine læsere ved. Der er jo også lurkere, som ikke siger noget, men kun læser med - husk hvor du hørte det først!
Send en kommentar