Manchester United all time XI

For nogle dage siden, spurgte Manchester United-kæmpen, Rio Ferdinand, på sin Facebook-profil til læsernes all time favorit 11'er for netop United. Og nedenfor er mit eget bud, baseret på spillere, der har spillet i "min" tid. Skulle hele klubbens levetid have været med, havde Duncan Edwards, George Best, Denis Law og især Bobby Charlton presset sig på:

Peter Schmeichel

Gary Neville
Nemanja Vidić
Gary Pallister
Denis Irwin

Steve Coppell
Bryan Robson
Roy Keane
Ryan Giggs

Eric Cantona (anfører)
Wayne Rooney

Reserver: Edwin van der Sar, Rio Ferdinand, David Beckham, Cristano Ronaldo, Lou Macari, Arthur Albiston og Ole Gunnar Solskjær

Manager: Alex Ferguson

Med det hold på banen, ville United være endnu mere enerådende i Premier League end tilfældet er i dag. Og det siger ikke så lidt. Bare tanken om et angreb bestående af King Eric og den hvide Pelé får tænderne til at løbe i vand.

Manchester United - Pride of the North

Plader, der ændrede mit liv #5

Som skrevet her, bliver jeg i foråret 1987 introduceret for blandt andet det danske band Green. Op gennem 90'erne udgiver de under navnet Greene 3 fine, engelsksprogede albums. Og netop i den periode, er mit musikforbrug primært koncentreret om det engelsksprogede og meget guitarbaserede. Faktisk er det vist meget minimalt, hvad jeg har af plader, hvor der synges dansk.

Greene har Peter og Henrik Olesen i forgrunden, og i 1997 skifter de bandnavn fra Greene til Olesen-Olesen, og teksterne fra engelsk til dansk. Første album under dette navn er Indenlands Udenbys. Og sammen med blandt andet Nikolaj Nørlund, der året før havde sat lyd på Michael Strunges digte på albummet Navnløs, er Olesen-Olesen bannerførerne for den nye danske bølge.

Nyt navn og "nyt" sprog, betyder også nyt musikalsk udtryk og nyt tekstunivers. Musikken er i det mere akustiske hjørne, og visse steder omtales den som Folk. Den betegnelse kan jeg ikke få mig selv til at bruge om hverken Olesen-Olesen eller andre plader i min samling....

På Indenlands Udenbys er barndom, ungdom og udlængsel omdrejningspunkterne. Om livet i provinsen og udlængslen efter det ukendte, og alligevel kendte. Albummet er ikke hovedværket i Olesen-Olesens bagkatalog af glemte mesterværker, men indeholder en håndfuld sange, jeg fortsat sætter stor pris på og altid håbede på, at de ville spille til de mange, mange, mange koncerter, jeg har været til med dem - i den ene eller anden formation. Og en sang som denne, var medvirkende til, at jeg blev endnu mere nysgerrig på Knut Hamsuns forfatterskab. En nysgerrighed, jeg aldrig har fortrudt.

Denne, og stort set resten af deres sange, er kendtegnende for Peter Olesens fremragende pen. De er historier i sig selv, og du griner, nikker genkendende, reflekterer, skaber dine egne indre billeder og bliver ført andre steder hen, når du lytter til teksterne. Og især Indenlands Udenbys, men også deres øvrige albums, er blandt de mest citerede, når jeg forsøger at pynte mig med lånte fjer..... På musiksiden beviser Henrik Olesen over alle pladerne samtidig, at han var/er én af landets betydeligste popsnedkere, med hang til ørehængere og melodier, der klæder teksterne - uden at være anonyme.

Albummet får mig til at åbne op for den dansksprogede musikscene og en anden type musik end den guitarforvrængende, væg-til-væg lyd. Det til tekster, der mestendels handler om væren midt i livet og dermed der, hvor jeg selv er. Genkendelsen er måske én af de stærkeste følelser og oplevelser, du kan have/få. Både i kunstnens verden og i forhold til andre mennesker.

7 albums bliver det til, og alle holder et tårnhøjt niveau. Sange om fortid, nutid og samtid, og med genkendelighedens glæde og overraskelse - set fra lytterens side. Voksenmusik, kan man vist kalde det, og musik til alle stunder. Et par af deres albums kan fortsat erhverves via deres pladeselskab Melodika.

I dag er Olesen-Olesen ikke mere. Henrik Olesen har udgivet en ep under navnet Ukendt under andet navn, mens Peter Olesen gør sig i de mere end glimrende De efterladte, som kort før sommeren udgav albummet Traditionen utro, og live kan de blandt andet opleves i Musikcafeen den 27. oktober - her vil jeg være til stede!

Indenlands Udenbys er det næstsidste skridt, jeg tager på min musikalske dannelsesrejse. Det, indtil videre...., sidste tager sin begyndelse i netop slutningen af 90'erne, hvor min gode ven, Brian, ihærdigt forsøger at overbevise mig om Neil Youngs fortræffeligheder. Han får mig overbevist og den endelige "åbenbaring" sker på Roskilde i 2001. Det skriver jeg om i #6.

Hvad er dit ord?

For en måneds tid siden så jeg filmen Spis Bed Elsk. Det var ikke en film, jeg kendte i forvejen, men en gæst havde fået anbefalet den, og så så vi den sammen.

Filmen har Julia Roberts i hovedrollen, som kvinden, der bryder ud af sit ægteskab, og gennem en fysisk og mental rejse finder frem til den, hun er og det hun søger. En kendt historie og tema, og filmen var ikke et drama af episke dimensíoner, men du var godt underholdt undervejs, og får stillet spørgsmål til dig selv....

Første stop på hendes rejse er Rom. Og under et middagsselskab under Roms åbne himmel, går snakken om, hvad ens ord er og hvad en bys ord er. Hvilket ord beskriver én bedst. Roms er, ifølge middagsselskabet, sex - om end Roberts "fase" i byen er Spis, jævnfør titlen.

Og så kan man lege med, hvad ens eget ord er. Vittige og spiddende sjæle kan nok komme med mange forslag, men min vaklende selvtillid vil end ikke overveje, hvad de kunne være....

Mit eget bud er dog er Naiv, Grin eller Selvironi. Og hældende til det sidste. Et livsvilkår og med mit udseende og med det liv, jeg har haft, samt værende den jer er, er det også det væsentligste og vigtigste overlevelsesværktøj. PS. Selvironi kan være anvendt.....men lidt distance til sig selv, er vist aldrig helt af vejen!

Hvad angår min egen by, Ringsted, kan mange nok også komme med rammende forslag, hvor flere vil ende på noget med -hul, men mit eget bud er Hjem. Det er her, jeg er, og her jeg føler mig hjemme.

Hvad er dit ord?

R.E.M er ikke mere.....

I dag blev følgende statement lagt på det amerikanske band, R.E.M.'s hjemmeside:

"To our Fans and Friends: As R.E.M., and as lifelong friends and co-conspirators, we have decided to call it a day as a band. We walk away with a great sense of gratitude, of finality, and of astonishment at all we have accomplished. To anyone who ever felt touched by our music, our deepest thanks for listening".

31 år blev det til for et af de mest stildannende orkestre i deres tid, og bruddet/opløsningen sker 20½ år efter deres gennembrud til den brede offentlighed med albummet Out of time og især singlen Losing my religion.

Og måske det rette tidspunkt at slutte på, hvor de i foråret udgav deres, i mine ører, bedste album siden Up fra 1998. De sluttede ikke på toppen, men i værdighed. Eneste minus var så, at man ikke fik en afskedsturné, og det skal næppe forventes, at de laver finten med en genforeningsturné om 5-10 år.....

Bandet var ikke at tælle blandt mine absolutte favoritbands, men alligevel et band, jeg samlede på og jeg rendte til de koncerter, de spillede på dansk grund. I hvert fald indenfor de seneste 15 års tid. Men de kunne godt have været i den eksklusive klasse af favoritbands, for mange af deres albums er af en tårnhøj kvalitet, og med en tone og et tekstunivers, der appellerede til min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag.

Bandet skal derfor have al mulig tak for musikken, oplevelserne og indsatsen, og pøj pøj på deres videre færd - hver for sig.

Og lad mig runde af med min egen absolutte favorit fra deres hånd og ånd:

Total.....

For nogle måneder siden udkom albummet Total from Joy Division to New Order. En slags best of med Joy Division og dets udløber efter forsangerens, Ian Curtis, selvmord, nemlig New Order.

Og det er vist første gang, at de to bands, plademæssigt, bliver set/hørt i en sammenhæng, hvor det er muligt at opleve den udvikling, der sker fra slutningen af 70'erne til i dag, hvor det hidtil uudgivne New Order-nummer, Hellbent, er inkluderet. Det nummer og så netop den samlede tur gennem de to bands, er grunden til at købe opsamlingen, da de øvrige numre er tilgængelige mange andre steder.

Præmisset for opsamlingen ser desuden ud til at være, at der er taget ét nummer fra hver periode/album, de har lavet, og det sætter nogle begrænsninger, da især New Orders seneste to-tre albums ikke rammer niveauet fra de tidligere. Og er derfor, i mine ører, overrepræsenterede, men igen - interessant med muligheden for hørbar udvikling over tid.

Og så kan vi herfra og til evigheden diskutere, om indholdet på en best of nu også er netop det bedste fra et band. Det svarer jo til at diskutere, om biksemad er bedre end stegt flæsk!

Men - når man har hang til lister, er albummet en kærkommen lejlighed til at lave sin egen top-ti over Joy Division henholdsvis New Order:

Joy Division - i uprioriteret rækkefølge:

• 24 hours
• New dawn fades
• She’s lost control
• Love will tear us apart
• Decades
• The eternal
• The only mistake
• Transmission
• Atmosphere
• Shadowplay 

 New Order - i uprioriteret rækkefølge:

• The perfect kiss
• True Faith
• 1963
• Regret
• Love Less
• Doubts even here
• Leave me alone
• As it is, when it was
• In a lonely place
• Sooner than you think

Sådan ser listerne, og lad mig runde af med to sange, der også vil være at finde på en liste over tidernes bedste sange - én fra hver:

En passion for cykling



Efter mere eller mindre 18 års pause, kom jeg i løbet af foråret og sommeren i gang med at cykle igen - altså på racercykel, for jeg cykler dagligt til og fra stationen! Pausen skyldtes primært, at løbeskoene blev foretrukket frem for cyklen. Og at jeg kom i gang igen skyldes primært, at jeg over påsken fik lidt rygproblemer, hvorfor min 18 år gamle Olmo-racer blev støvet af, da cykling er mindre belastende for ryggen. Og træne, det skulle jeg!

Og der skulle ikke mange ture til før, at min passion for cykling var vakt igen. En passion, jeg har haft hele mit liv, og som naturligvis blev forstærket af, at min far var cykelhandler. Men allerede inden da, var jeg Ole Ritter, Hennie Kuiper og Fransesco Moser, når jeg cyklede rundt på min Jaguar-racer, og senere hen min Motobecane. Cykelkasketten var spændt, og dunkene fyldt op med saftevand!

Interessen var/er tredelt. Jeg kan godt lide at følge cykelsporten, jeg synes at hele udstyrssiden er meget spændende og så er cykling en dejlig sport at dyrke og en god måde at bruge sig selv på.

Så da min far havde forretning, syntes jeg også, at det var sjovt og spændende at stå bag disken og sælge udstyr og cykler, være på messer og se alt det nye, og generelt dykke ned i hele udstyrsdelen. Og når vi så Tour de France, fulgte vi med i løbet samtidig med, at stel, komponenter og beklædningen blev tjekket.

Nu er det jo sådan, at du aldrig - ALDRIG - må gå ned på udstyret...., og denne del er en naturlig del af den genvakte passion. Jeg gennemtrawler nettet for cykelsider, tjekker udvalg og priser, laver lister over, hvad jeg gerne vil købe og kunne ganske givet bruge hver én af mine surttjente kroner på cykelting.

Men jeg holder igen. Dels fordi, jeg gerne vil se om interessen holder, dels fordi, min Olmo - trods alderen - er meget lidt brugt. Den blev bygget kort før, at cykelforretningen blev solgt, og havde indtil foråret vel kun kørt 300 km i alt. Så komponenter med videre kan ikke siges at være slidte - blot forældede.... - og forbindelsen til min far og hans forretning, giver også cyklen en form for affektionsværdi for mig.

Mens min far havde forretning, blev det også til fast deltagelse i firmasportens Tour de Pedal og diverse motionscykelløb i det midt- og sydsjællandske. Med distancer fra 40 til 150 km. Sjælland Rundt fik jeg også cyklet et par gange i begyndelsen af 90'erne - 2 gennemførte og 1, hvor jeg stod af halvvejs. Og selvom det nu kun er blevet til en halv sæson, og hvad der vel svarer til 1000 km., tænker jeg allerede nu på, om jeg skulle støve et motionsløb eller to op, når den nye sæson begynder til foråret.

For ja, jeg tror, at passionen er kommet for at blive, for jeg synes, at der er mange fordele ved cykling. Du kommer (nogenlunde...) hurtigt omkring, det er nemmere at variere ruterne, du får nogle gode naturoplevelser og så er hele den her udstyrsside bare for spændende!

Desuden er der også den sociale side, hvor jeg synes, at det er nemmere at træne sammen med andre end ved løbetræning. Og så er det jo herligt, at jeg i to tidligere post-kolleger, Johnny og Charles, har fundet to cykelentusiaster, og vi har trænet lidt sammen - dog er de på et betydeligt hurtigere niveau end årets TUNGE håb her....

Ulemperne er, at cykling er mere tidskrævende end løb. Du skal bruge tid på at vedligeholde og klargøre havelågen, du kan punktere eller få andre defekter undervejs, du skal bruge mere tid på et træningspas for at få noget ud af det, og så er det en dyrere sport at dyrke - om end ingen siger, at du skal køre på en carbon-ramme, og med udstyr til 20-30.000.-. Min egen Olmo vejer velsagtens det samme som 4 carbon-rammer tilsammen, men jeg kommer da rundt....

Nå, men nu sættes Olmo'en snart på stald igen, hvor jeg vil takke for en god sæson samtidig med, at løbeskoene så støves af. Men jeg er klar til en ny cykelsæson, når vi rammer marts/april 2012!

Godt valg

20 dages - eller vel snarere 4 års - heftig valgkamp kulminerer i dag med stemmeafgivning og -optælling. Jeg ønsker derfor alle en god valgdag og -aften, og håber på en rekordstor valgdeltagelse. Og ikke mindst på, at alle vil respektere og acceptere valgets resultat - uanset om Løkke eller Thorning står tilbage som vinder, samt at den vindende koalition husker på, at et ganske givet meget, meget stort mindretal ikke har stemt på den.

Valgkampen har til tider være spændende og medrivende, men også ofte tam, hvor det har været gentagelser med gentagelser på. Vestager og Johanne Schmidt er valgets sejrdamer, og hvad enten, man er enig med dem eller ej, må de siges at være landets p.t. største politiske håb - måske sammen med Søren Pind og Mette Frederiksen.

Men valgkampen har også været de forsømte muligheders. Løkke har ikke formået at skabe den store fortælling om, hvorfor VK skal fortsætte efter 10 år ved roret - bortset fra, at verden åbenbart bliver af lave, hvis vi får en S-ledet regering.

På den anden side, har Thorning ikke formået at gentage Foghs kunststykke fra 2001 og skabe den store historie om, hvorfor der skal forandring til. Og ej heller den store historie om de 12 minutter og samarbejdet i og ud af Christiansborg.

Derfor ender valget nok også meget tæt, og som en konsekvens af, at der mere bliver tale om et fravalg end et tilvalg.

Men valget fører også til forandring. Vinder Thorning, får vi en ny statsminister og dermed en ny vej. Vinder Løkke, er det samtidig et farvel til VKO-flertallet.

Efter valget står prøven så. Vinder Thorning, skal hun bevise, at de borgerliges skræmmekampagne var tom luft og fugle på taget, og vinder Løkke skal han bevise, at hans vej er den rigtige - ikke kun i ord, men i handling.

Og handling skal der også lægges bag ordene om det brede samarbejde. Et reelt samarbejde, der også beror på kompromiser og ikke "her er det, vi vil, og skriv under, hvis I vil være med". Danmark har brug for et samarbejdende folkestyre, hvor der er brede forlig om de store ting, og hvor der også samarbejdes med lønmodtagere, arbejdsgivere og interesseorganisationer.

Alt i alt glæder jeg mig til valgaftenen, og ikke mindst til, at råberi, skræmmekampagne og mudderkastning bliver lagt til side til fordel for konstruktiv dialog og konkrete resultater. Politikerne må i arbejdstøjet og skabe brede forlig, for verden omkring os venter ikke.

Godt valg!

Plader, der ændrede mit liv #4

Som skrevet her, har jeg i marts 1987 et skæbnesvangert møde - dog af den positive slags - med min fortsat gode og nære ven, René.

Vi er på det tidspunkt på "hilsefod" med hinanden, men har i Leon en fælles ven. Og en dag dér i slutningen af marts bliver Leon og jeg så inviteret på besøg hos René - i mausolæet, som hans værelse omtales af lillebroderen. Her bliver vi trakteret med kaffe og citronmåne, og sidenhen skulle der blive indtaget mængder af kaffe og tørkager fra den nærliggende Shell-tank.

Musikken, der bliver spillet er Cult, New Order og Smiths, som jeg allerede kender, men også danske navne som Die Kapelle, Green og så Martin Hall. Sidstnævnte kender jeg hovedsageligt fra radioen - blandt andet i forbindelse med eksamenslæsning i 1985, hvor det netop udgivne album, Relief, bliver spillet flittigt i Studie 85.

René er - på det tidspunkt.... - måske Danmarks største Martin Hall-fan og -samler, og med den glødende overbevisning, der fortsat kendetegner ham, introducerer han mig for et helt nyt musikalsk univers. Jeg bliver draget af Martin Halls unikke stemme og lyd, der mange steder står i skarp kontrast til den meget guitarorienterede musik, jeg lyttede til.

Pengemidler er - også! - på det tidspunkt begrænsede, men inden vi når sommeren 1987, er netop omtalte Relief hentet hjem fra den nu hedengangne Roxy Music i Ringsted. Og fra det øjeblik ser jeg mig ikke tilbage. Første sang, Eyes and hands, griber mig komplet og jeg bliver langsomt suget ind i musikken og teksterne. Denne, og så Network og As it begins bliver hurtigt favoritterne, men hele albummet er komplet, og er fortsat blandt mine "5 øde ø albums". På Martin Halls hjemmeside skrives der følgende albummet: "På 'Relief'-albummet spillede MH selv alle instrumenter, "live" i studiet, med rigtige trommer og uden nogen forprogrammering. Pladen blev indspillet i januar og februar 1985, kun et par måneder efter hans mors selvmord, og indspilningsprocessen udviklede sig (af denne og andre personlige grunde) til at være en af de mest krævende i hans karriere". Og den historie sætter nye og andre vinkler på pladen og lytningen.

Martin Hall bliver fra det øjeblik den vigtigste kunstner i min samling. Inden for et år har jeg gennemtrawlet Snog Rock og Sex Beat, begge københavnske pladeforretninger, for alt med Martin Hall, og tidligere albums under navnene Under for, Ballet M og Ballet Mecanique hentes hjem i dyre domme. Men det gør ikke noget, for de føjer alle endnu mere til min begejstring over Hall.

Sammen med René, og sidenhen kommer Michael også til, samles der på alt med Martin Hall - uopdrivelige kassettebånd, artikler, bøger han bidrager i, hans egne bøger og så videre, ligesom vi - der nu går under navnet Triaden fra Ringsted - går til foredrag med Hall og siden 1989 ikke har misset mange koncerter med ham. Oven i hatten har vi også en Martin Hall-quiz, hvor vi hver især tropper op med en række spørgsmål. Jeg vandt quizzen!

Frem til og med studiealbummet Adapter fra 1999, vokser begejstringen, men siden da har hans musikalske bedrifter, i mine ører, været stødt nedenafgående. Dog afbrudt af fine genudgivelser af netop Relief, men også de meget fine Apparently all the same og The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation. Alle tre albums burde være selvskrevne i en kanon over dansk musik. De har ikke set deres lige - måske heller i udlandet - og er en understregning af, at Hall er en ener på musikscenen.

Opsummeret - fra der i 1987 er min musikalske løbebane udlagt, om end mange bands siden da er kommet og blevet gået, mens mange andre fortsat er fast inventar i min musiklytning, hvor det ene band har ledt til det andet.

Næste skridt sker i 1997. Før omtalte Green udgiver under navnet Greene op gennem halvfemserne tre fine engelsksprogede plader, men i 1997 er de med til at begynde den danske bølge under navnet Olesen-Olesen. Det skriver jeg om i #5.....

Hvad lavede du 11/9?

11/9 er i dag 10 år siden. OK, vi havde også en 11/9 for 1, 5, 20, 100 og så videre år siden, men 11/9 vil altid være forbundet med det grusomme terrorangreb på USA. Vi alle kender historien og den nye verdens-u-orden, der fulgte efter, og som fortsat er mere end vedkommende, med blandt andet den danske indsats i Afghanistan.

Ligesom med andre store og ofte tragiske verdensbegivenheder, kan vi huske, hvad vi lavede netop i det øjeblik, vi fik nyheden.

Min egen historie er følgende:

Jeg havde været ude at løbe der om eftermiddagen, og som jeg plejede at gøre i forbindelse med afdampningen ovenpå en løbetur, satte jeg mig ind foran pc'en. FCK's fanklubs debatforum, Sidelinien, var én af de sider, jeg besøgte. Her så jeg overskriften "Noget nyt om katastrofen". Da Sidelinjens og især min egen referenceramme er/var ganske begrænset, tænkte jeg på noget i retning af, om den daværende træner, Hans Backe, var blevet fyret - om end det ikke havde været nogen katastrofe! Jeg ser dog folk skrive om fly over New York og at World Trade Center skulle være blevet ramt. Jeg glemmer alt om klamt løbetøj, tænder fjernsynet, slår over på CNN, og ser så det næste fly ramme WTC. Journalisterne taler om flere fly, Pentagon og frygten stiger - bliver Det hvide hus også ramt. Jeg ringer straks til min mor, som også følger begivenhederne, mens de løber over skærmen, og vi opdaterer hurtigt hinanden.

Jeg når at få et bad inden, at jeg fortsætter med at følge med i beretningerne, ringer igen til min mor og mens, at nyheder, interviews og reaktioner fylder skærmen, snakker vi om angrebet, mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King, Mellemøsten og om Danmark bliver det næste mål.

Så det var sådan, at jeg oplevede 11/9 og hvad jeg lavede netop den dag.

Jeg har desuden lovet mig selv, at jeg snart skal til New York igen. Ikke mindst for at opleve Ground Zero. Jeg var i New York i 1989, og har derfor oplevet WTC i alt sin pragt og storhed, og derfor vil jeg gerne opleve stedet igen - også for at vise min respekt for alle de mennesker, der mistede livet efter dette grusomme og brutale angreb.

Alle gode gange tre

Fredag spillede Sort Sol på plænen i Tivoli, og det som en del af årets Fredagsrock. Det var så 3. gang, jeg oplevede dem i år - inden Tivoli havde jeg oplevet dem i Ringsted Kongrescenter og på Ringsted Festival - og betegnelsen "Alle gode gange tre" må siges at være passende og rammende.

Endnu en gang leverede de et virilt, kompetent og ærgerrigt sæt, om end vildskaben fra april var en kende aftaget og Steen J.'s stemme virkede slidt ovenpå mange koncerter over foråret og sommeren. Men alligevel - hvilken stemme! Endnu en gang gribende, skønt og kompromisløst, og selv byens fugle sad stille under sangforedraget, hvor Next century og Kiss the streets - igen! - sad lige i skabet. Om end koncerten i Tivoli - eller for den sags skyld på Ringsted Festival - ikke nåede niveauet fra Ringsted Kongrescenter, men indendørs koncerter er nu altid også at foretrække.

Eneste ankepunkt vil være, at lyden simpelthen var for lav, og man stod og tænkte "skru nu for helvede op", men lydniveauet er ganske givet én af restriktionerne ved en udendørs koncert midt i København.

Sætlisten var stort set identisk med den fra indendørskoncerterne. Jeg havde tænkt, at de måske ville gå lidt væk "turen ned gennem hele deres bagkatalog" til fordel for en mere hitspræget sætliste til ære for festival- og Tivoli-publikummet. Men der var ikke noget kompromis, og tak for det - også selvom, jeg igen igen igen savnede Rhinestone.

Igen igen igen spillede de også punklassikeren" Copenhagen, og jeg kommer til at holde mere og mere af 2011-versionen, hvor der er tilføjet flere elektroniske elementer. Og det holder!

Største forskel på indendørskoncerten og så de to udendørs var, at Steen J. var i festival-outfit - den sorte hat var udskiftet med en cap!

Sort Sol har i øvrigt mange steder fået kritik for gendannelsen og udsendelsen af en noget tyndbenet opsamlingsboks - at de solgte sig selv for ussel mammon og kun tænkte på penge. Skulle det være tilfældet, kan det ikke hidse mig op. De har også en hverdag, der skal hænge sammen, og er der et publikum - og det viser koncerterne, at der har været - så hvorfor ikke tage ud at spille. Vi andre tager jo også på arbejde, for at tjene til dagen og vejen.

Så stor tak til Sort Sol for gendannelsen og de for mit vedkommende tre meget fine koncertoplevelser. Skulle der ikke komme et nyt album fra de kanter, kunne turneen måske meget passende dokumenteres i et livealbum - som en monument over ét af landets fineste livebands og én af landets største og mest gribende mandestemmer.

"Vi ses" - som Steen J. rundende koncerten af med, og det gør vi forhåbentligt.

Dette er ikke et valgindlæg

Både før og efter, at der blev udskrevet valg til Folketinget, overvejede jeg på denne plads at skrive et eller flere mere eller mindre harmdirrende, men yderst "objektive" valgindlæg.....

Jeg overvejede at skrive om mit definitive farvel til Venstre, Danmarks tidligere liberale parti, som følge af, at værdier som tolerance, frisind, frihed under ansvar og nærdemokrati, og en politisk dagsorden, der var baseret på borgerlig anstændighed og stærk europæisk forankring, var blev smidt på bålet til "fordel" for kontrol, forbud, centralisering, topstyring, evindelige udlændingestramninger og en stadig stigende EU-skepsis.

Jeg kunne også have skrevet om en nedslidt, arrogant og magtfuldkommen regering, eller for den sags skyld en håbløs opposition.

Eller snerret over især V's og S's nærmest håbløse strategi og kommunikation op til og under valgkampen. Eller stillet spørgsmål ved, hvilken økonomisk politik, der skal føres under en S-ledet regering, eller hvilken udlændingepolitik, hvilken EU-politik og så videre. Eller spurgt til, hvad dælen argumenterne for, at VKO skulle fortsætte var - mere topstyring, yderligere centralisering, flere stramninger på udlændingeområdet, fortsat blokpolitik og så videre.

Jeg kunne også have harcelleret over skræmmekampagnerne, for sandsynligheden for, at en S-ledet regering vil køre landet i den økonomiske afgrund er lige så stor (eller snarere lille) som, at de borgerlige vil køre velfærdssamfundet i afgrunden. Og man skal dæleme være enøjet for at mene noget andet.

Eller hvad med Liberal Alliance - eller snarere Jomfrunalsk Alliance. De fornærmede tudeprinser, der taler i overskrifter, og som ikke har forstået, at politik drejer sig om kompromiser. SF kunne også have været kantet - især efter Villys eklatante selvmål, hvor udlændingedebatten blev vakt til live igen i et mere end håbløst forsøg på at adskille SF fra S.

Eller stillet spørgsmål ved, om oppositionen virkelig ønsker en ny regering, for under valgkampen er der via en nærmest beundringsværdig selvmordsstrategi blevet sået tvivl om stort alt det, de er gået på valg på. Og det gavner ikke i stemmeboksen - jo, for blå blok....

Eller om, at jeg meget gerne vil have en ny regering (og en ny statsminister), men at den gerne må føre VKR-politik på væsentlige områder, og så lave en Schlüter, hvor den samarbejder i og ud af Folketinget.

Jeg kunne også have hvæsset pennen over det faktum, at uanset hvilken blok, der vinder, vil der fra vælgernes side være mere tale om et fravalg af den anden blok end tilvalg af den vindende.

Endelig kunne jeg have skrevet, at Løkke, Barfoed og Pind kæmper en ensom kamp mod oppositionen - dog sammen med de tre topfolk fra DF - for de øvrige borgerlige aktører, med Lene E. og Ellen Trane i "spidsen", er dæleme håbløse, græsnende til det skingre og morsomme. Og hvor oppositionen virker meget mere vitale og overskudsagtige - Vestager, Østergaard, Astrid Kragh, Nick og Karen Hækkerup, og ikke mindst Mette Frederiksen. "Skrigeskinken", der i dag har en kommunikativ evne og karisma, der i den grad matcher V's største håb, Søren Pind, og har vist sit store og uomtvistelige politiske talent.

Nå, men alt det gjorde jeg ikke, men valget følges tæt - i aviser, på nettet og via især TV2 News udsendelser og debatter. Som det politiske dyr, jeg er, bliver det hele slubret i mig.

Og 15. september er naturligvis afsat til valgaften. Det på bekostning af blandt andet Europa League i Parken. Analyser, stemmeoptællinger og interviews, bliver den dag ledsaget af en god bøf, rødvin, kaffe og kage. Som traditionen nu byder sig her på matriklen.

Godt valg!

PS. Jeg har naturligvis besluttet mig for, hvilket parti, jeg stemmer på. Jeg er ikke enig i deres udlændingepolitik, men der stopper uenigheden så også....

Plader, der ændrede mit liv #3

Som skrevet her, begynder min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag i 1986 at finde sin retning, og den er det mere sortrandede og melankolske univers. Tilløbene er mange, og mange af de bands, jeg lyttede til i 86 og før, er stadig en del af musikmenuen her på matriklen - Cure, Smiths, Depeche Mode, New Order med flere. Men i januar 1987 sker "forløsningen", og det med albummet First and last and always med The Sisters of mercy.

Albummet er udkommet cirka 2 år før, og jeg stifter bekendtskab med bandet via dets udløber, The Mission. Sidstnævnte har i efteråret 86 sendt singlen Stay with me på gaden, og den snurrer ofte på ungdomsværelset. Flittig læsning af det engelske musikblad NME gør, at nye universer dukker op og horisonten udvides.

Min interesse samler sig hurtigt om Sisters of mercy, og albummet henter jeg i nu hedengangne Snog Rock, der den gang lå i Lavendelstræde i København.

Første skæring er Black planet, og så er tonen lagt. En trommemaskine, en tung bas og to guitarister, der laver en guitarmur bag forsangerens, Andrew Eldritch, stemme, der er mørk, som Marianergraven er dyb. Og matcher perfekt det lyriske univers, der afspejler og afsynger sjælens og kærlighedens mørkeste sider. Adskillelse, seperation, længsel, underkastelse og tab står malet hele vejen igennem.

Musikken og teksterne blev ledsaget af et sortklædt band, med sorte hatte og solbriller, og det fik også indflydelse på min egen firser-pastelfarvede garderobe, hvor sorte Levi's, sorte skjorter og mørkfarvede sweatre overtog mere og mere af pladsen.....

I dag kan universet synes en kende patetisk, men den gang ramte det plet og satte lyd og ord på de tanker og følelser, jeg havde - min talentløshed for så vidt angår det modsatte køn, min pseudo-arrogance overfor andre mennesker og generel weltschmerz. Det var den gang, om end jeg fortsat er talentløs udi kærligheden....., men når jeg i dag genlytter albummet, holder det fortsat. Flere af sangene er tidsløse - som for eksempel Nine while nine og Some kind of stranger - mens andre er landet i en tidslomme, der er ovre.

Sammen med Synchronicity med Police og Cures Disintegration, er First and last and always by far det mest spillede album i min samling. Det blev nærmest slidt op, når jeg dag efter dag sad på værelset og blev suget ind i det kuldslåede og sortrandede univers og følte, at det var mine tanker og følelser, der blev sat ord på, og at det var mig, der sang om og til de piger, der gik eller som aldrig kom.....

Jeg når desværre aldrig at opleve Sisters of mercy i konstellationen fra First and last and always. Kort efter går de fra hinanden, hvor Eldritch fortsætter alene med bandet, mens Wayne Hussey og Craig Adams bliver til The Mission. Men på Roskilde i 98 og sidenhen i Vega for nogle år siden oplever jeg Eldritch og den konstellation bandet har på de tidspunkter. Sangene fra albummet glimrer ved deres fravær, men alligevel specielle oplevelser at se én af sine helt store musikalske helte live.

Musikalsk baner Sisters of mercy vejen - i hvert fald i min samling - for bands som Fields of the nephilim, Swans, Joy Division og Jesus and the mary chain, der igen leder til Slowdive, Nick cave and the bad seeds, Tindersticks og så videre, og så videre, og her er jeg så i dag.....

To måneder efter, at albummet hentet hjem, har jeg så et møde, der bliver af skæbnesvanger karakter - på den positive måde. Nemlig med min fortsat gode og nære ven, René, der åbner nye musikuniverser for mig, herunder Martin Hall. Mere herom senere......

Schindlers liste genset

I forlængelse af sidste weekends tur til Krakow, genså jeg i går Steven Spielbergs episke drama, Schindlers liste. En autentisk beretning om en tysk forretningsmand, der i slutminutterne af 2. verdenskrig redder cirka 1.200 jøders liv.

Gensynet lå i en naturlig forlængelse af Krakow-turen, al den stund, at filmen foregår i netop Krakow. Det gav så et gensyn med Mariakirken (hvor jeg sidste søndag var til messe), indgangen til dødslejren Birkenau og naturligvis Schindlers fabrik. Den jødiske ghetto er i dag revet ned, og kun et gadeskilt og en åben plads vidner om, hvor den lå. Men når du har været der og ser filmen, ser du også ghettoen for dig og i "bybilledet".

Filmen har 18 år på bagen, og jeg så den første gang for vel 14-15 år siden. Allerede den gang var det en stærk oplevelse. 2. verdenskrig har altid haft min interesse, og var også noget, der blev talt meget om i barndomshjemmet - også fordi, at mine forældre var opvokset under krigen og min farfar var en del af modstandsbevægelsen.

Som publikum bliver du ledt gennem flere parallelle fortællinger. Du følger jødernes tragiske skæbne i Krakow, Itzhak Stern som ihærdigt forsøger at hjælpe sit folk og langsomt får mere og mere respekt for Oskar Schindler og så netop Schindler, som udvikler sig fra en charlatan, der kun har øjne for magt, penge og kvinder, til ham, som bruger hele sin formue på at redde det folk, hans eget søger at udrydde.

Ben Kingsley og Liam Neeson er skræmmende gode i rollerne som Stern og Schindler, og spiller med stor troværdighed. Og Ralph Fiennes er nærmest Amon Goeth - den afstumpede lejrkommandant i arbejdslejren Paslow, hvis yndlingsbeskæftigelse er at meje tilfældige jøder ned.

Det hele er filmet i sort/hvid - med undtagelse af en lille pige i en rød jakke, og hvis lig bliver smidt i hovedet på én mod slutningen af filmen. Det sort/hvide format giver filmen endnu større autenticitet og understøtter perfekt fortællingen om nazisternes grusomhed og jødernes skæbne - ja, mere kolorit havde faktisk været upassende. Og de tre timer fløj - som første gang - af sted, og du bliver suget ind i fortællingen.

Mest gribende er måske filmens afslutning, hvor de overlevende Schindler-jøder passerer forbi hans grav sammen med de skuespillere, som spillede dem i filmen.

En stor filmoplevelse, der efterlader stof til eftertanken. Og en nødvendig film, for nazisternes grusomhed og jødernes skæbne må aldrig glemmes. Det må en mand, som Schindler heller ikke. Historien om lyset i mørket, og om en mand, som sætter sig selv og sit til side for at hjælpe andre - og slet ikke i tider, som "vores", hvor alt efterhånden er mig-mig-mig-mig.....

Hermed anbefalet.

En forlænget weekend i Krakow

Én gang om året drager Øllogen på studietur, og i år var målet Krakow. Turene går under devisen "hvad der sker på studieturen, bliver på studieturen", men alligevel nogle linjer om oplevelserne.

Forinden turen havde jeg kun hørt godt om Krakow - at det skulle være en smuk by, med god mad og alt til billige priser. Så det var en tur, jeg glædede mig meget til. Forventningerne blev også skruet lidt mere i vejret, da vi så vejrudsigten - høj sol alle dage og plus 30 grader og derover. Den vejrudsigt viste sig at holde stik - ja, mere end holde stik - så lange bukser og jakker forblev i tasken. Meget passende skete omskiftet i vejret, da vi forlod byen....

Øllogen er klar til studietur

Afgang var sidste torsdag, og efter afhentning i lufthavnen, landede vi ved lejligheden ved middagstid. Den blev hurtigt indtaget, og det blev den efterfølgende frokost og læskende pilsner også!

Herefter gik det på raske fjed gennem byen, hvor målet var nogle af byens vandingssteder og Wavel-slottet. Et meget smukt bygningsværk, med flot udsigt over Wisla-floden og selve byen. I tilknytning til slottet ligger Katedralen, hvor vi fik syn for sagen for så vidt angår den stærkt katolske forankring i byen. En meget smuk og pompøs kirke, og andægtigheden emmede fra hvælvingerne, mens vi tog en hurtig rundtur.

Auschwitz

Det blev dagens byvandring, og kræfterne skulle spares op til fredagens udflugt til Auschwitz/Birkenau. Afgang kl. 8 fra lejligheden, og kl. 09.30 stod vores private guide klar ved Auschwitz. Med kyndighed og stor fortællelyst ledte hun os gennem de barakker, stier med videre, vi alle kender fra film og tv-serier. Nazismens gru stod malet over det hele og som besøgene blev du ikke skånet. Flere gange måtte der tages dybe indåndinger - som ved billedet af nogle små børn på vej til gaskammeret - og en helt igennem uafrystelig oplevelse, jeg ingenlunde ville have været foruden. "Arbeit macht frei", henrettelsespladsen, udstillingen med børnetøj, briller, sko, hår og kufferter, de mere end kummerlige leveforhold, fængselscellerne med videre. Det hele blev smidt i hovedet på én - og som et minde om, at den historie aldrig må glemmes. Aldrig. Når jeg nu tænker tilbage på rundvisningen og genser billederne, løber det igen koldt ned af min ryg.

Den grusomme ankomst til
Birkenau

2½ times rundvisning blev afløst af et kortere besøg i Birkenau, der ligger få minutter fra Auschwitz. Og som er den egentlige death camp. Træbarak på træbarak, og leveforhold, der var endnu værre end i Auschwitz. Og for sig kunne man se togvognene trille ind med jøder, og hvor de væltede ud for at blive fordelt til barakkerne eller direkte til gaskamrene. Igen stod gruen malet i barakkerne, vagttårne, togskinner og støvede veje.

Mange af de historier, man har læst og hørt om blev "genoplevet", men vores gode guide føjede mange, nye dimensioner til.

Lørdag fulgte vi så videre i jødernes og nazisternes fodspor, hvor vi var forbi Oscar Schindlers fabrik, der i dag rummer et museum over Krakows historie under besættelsen. Faktisk en meget spændende oplevelse. Herefter gik turen forbi det, der den gang havde været den jødiske ghetto, hvorefter det jødiske kvarter, Kazimierz, var næste mål. Synagoge på synagoge, hyggelige gader og torve ed videre.

En af de smukke pladser i Krakow

I mellem disse ture, nød vi også selve Krakow i fulde drag. Vi boede lige ved byens smukke hovedtorv, hvor restauranter, barer, torvestader, kirker og så videre lå side om side. Og selve byen var umådelig flot, med skønne pladser, flotte bygninger og smalle gader. Ikke ulig Prag, men jeg blev faktisk mere begejstret for Krakow end jeg var for Prag. Og det siger ikke så lidt. Som nævnt er katolicismen meget rodfæstet i byen, og byens store søn, nu afdøde Pave Johannes Paul II, står mindet mange steder. Store og flotte kirker ligger side og side, og søndag var jeg gæst ved messen i St. Mary's Church. En meget personlig oplevelse, samtidig med, at du følte dig forenet.

For uden de smukke omgivelser, lever du også godt. Maden er god (af den tunge og velsmagende slags), øl, vin og drinks er billige og betjeningen er god og præcis - og visse af stederne også meget smuk.....

Så alt i alt en fremragende og oplevelsesrig tur, og Krakow er hermed mere end anbefalet.

Næste års studietur går så i øvrigt til München og Oktoberfest!