Plader, der ændrede mit liv #3

Som skrevet her, begynder min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag i 1986 at finde sin retning, og den er det mere sortrandede og melankolske univers. Tilløbene er mange, og mange af de bands, jeg lyttede til i 86 og før, er stadig en del af musikmenuen her på matriklen - Cure, Smiths, Depeche Mode, New Order med flere. Men i januar 1987 sker "forløsningen", og det med albummet First and last and always med The Sisters of mercy.

Albummet er udkommet cirka 2 år før, og jeg stifter bekendtskab med bandet via dets udløber, The Mission. Sidstnævnte har i efteråret 86 sendt singlen Stay with me på gaden, og den snurrer ofte på ungdomsværelset. Flittig læsning af det engelske musikblad NME gør, at nye universer dukker op og horisonten udvides.

Min interesse samler sig hurtigt om Sisters of mercy, og albummet henter jeg i nu hedengangne Snog Rock, der den gang lå i Lavendelstræde i København.

Første skæring er Black planet, og så er tonen lagt. En trommemaskine, en tung bas og to guitarister, der laver en guitarmur bag forsangerens, Andrew Eldritch, stemme, der er mørk, som Marianergraven er dyb. Og matcher perfekt det lyriske univers, der afspejler og afsynger sjælens og kærlighedens mørkeste sider. Adskillelse, seperation, længsel, underkastelse og tab står malet hele vejen igennem.

Musikken og teksterne blev ledsaget af et sortklædt band, med sorte hatte og solbriller, og det fik også indflydelse på min egen firser-pastelfarvede garderobe, hvor sorte Levi's, sorte skjorter og mørkfarvede sweatre overtog mere og mere af pladsen.....

I dag kan universet synes en kende patetisk, men den gang ramte det plet og satte lyd og ord på de tanker og følelser, jeg havde - min talentløshed for så vidt angår det modsatte køn, min pseudo-arrogance overfor andre mennesker og generel weltschmerz. Det var den gang, om end jeg fortsat er talentløs udi kærligheden....., men når jeg i dag genlytter albummet, holder det fortsat. Flere af sangene er tidsløse - som for eksempel Nine while nine og Some kind of stranger - mens andre er landet i en tidslomme, der er ovre.

Sammen med Synchronicity med Police og Cures Disintegration, er First and last and always by far det mest spillede album i min samling. Det blev nærmest slidt op, når jeg dag efter dag sad på værelset og blev suget ind i det kuldslåede og sortrandede univers og følte, at det var mine tanker og følelser, der blev sat ord på, og at det var mig, der sang om og til de piger, der gik eller som aldrig kom.....

Jeg når desværre aldrig at opleve Sisters of mercy i konstellationen fra First and last and always. Kort efter går de fra hinanden, hvor Eldritch fortsætter alene med bandet, mens Wayne Hussey og Craig Adams bliver til The Mission. Men på Roskilde i 98 og sidenhen i Vega for nogle år siden oplever jeg Eldritch og den konstellation bandet har på de tidspunkter. Sangene fra albummet glimrer ved deres fravær, men alligevel specielle oplevelser at se én af sine helt store musikalske helte live.

Musikalsk baner Sisters of mercy vejen - i hvert fald i min samling - for bands som Fields of the nephilim, Swans, Joy Division og Jesus and the mary chain, der igen leder til Slowdive, Nick cave and the bad seeds, Tindersticks og så videre, og så videre, og her er jeg så i dag.....

To måneder efter, at albummet hentet hjem, har jeg så et møde, der bliver af skæbnesvanger karakter - på den positive måde. Nemlig med min fortsat gode og nære ven, René, der åbner nye musikuniverser for mig, herunder Martin Hall. Mere herom senere......