Plader, der ændrede mit liv #1

Inspireret af med-bloggerne Virkeligheden findes kun i Nordvest og Baunblæk, vil jeg over det næste stykke tid og med uregelmæssig frekvens, blogge om plader, der ændrede mit liv. Her vil jeg komme omkring Neil Young, Olesen-Olesen, Depeche Mode, Martin Hall og Sisters of mercy.

Men jeg lægger ud med The Police, og albummet Synchronicity. Albummet udsendes 1. juni 1983. Cirka 1½ år forinden er jeg for alvor begyndt at købe plader og følge med i musikblade og de musikudsendelser, der på den tid primært blev sendt på tysk tv. Udgangspunktet for mine køb er hitlisterne i Bravo og Vi Unge, hvor sangene enten bliver optaget fra datidens Hej P3 eller hentet på single hos pladepushere som Nyholm-Olesen og Lydbølgen. Enkelte LP'er bliver det også til - primært opsamlinger som For fuld musik og så Shu-bi-dua.

I maj 1983 ser og hører jeg første single fra Synchronicity, monsterhittet Every breath you take. En flot video og en uopslidelig sang. På det tidspunkt kender jeg lidt til Police. Primært fra single-samlingen i ungdomsklubbens diskotek, hvor Don't stand so close to me og Every little thing she does is magic flittigt bliver spiller. Også når jeg agerer DJ....

Every breath you take optager jeg fra Hej P3, men da jeg et par måneder senere hører jeg single nummer 2, Wrapped around your finger, er jeg helt solgt, og Synchronicity bliver hentet hjem for mine surt tjente penge fra Dagbladet. Resten af sommerferien, hele efteråret og foråret 1984 bliver albummet spillet konstant. Samlingen var da heller ikke så stor. Foruden de førnævnte sange, rammer King of pain, Tea in Sahara og Synchronicity II plet.

Udover, at Police er med til at bevæge min musiksmag væk fra euro-disco, kystbanerock med videre, antænder de også det samlergen, der stadig er en stor del af mig. De bliver det første band, jeg begynder at samle op på, og inden 1984 er omme, er bandets 4 første albums hentet hjem, hvor især Ghost in the machine og Outlandos d'Amour gør Synchronicity rangen stridig som min yndlingsplade med Police - og rent faktisk stadig som blandt de bedste plader i min samling.

Mit kendskab til københavnske pladeforretninger, og for den sags skyld udenlandske, er på det tidspunkt ganske begrænset, og internet-handel var ikke en gang science fiction. Og derfor var jeg ved at blive idiot over, at jeg ikke kunne få fat i bandets første single, Fall Out, der ikke var med på nogen plade, samt soundtracket til Brimstone & Treacle. Sidstnævnte finder jeg langt om længe i 1989 - i New York - mens Fall Out kommer i hus med boxsættet Message in a box.

Foruden at forsøge at gøre samlingen komplet, følger jeg især forsangeren, Sting, tæt. Ved siden af Police forsøger han sig også som skuespiller, og jeg ser ham første gang i science fiction-filmen Dune. Såvel den gang som nu, siger science fiction mig ikke det store, men Sting var med i den, så den måtte ses.

I forbindelse med Synchronicity, tager bandet på endnu en verdensomspændende turné, der også fører dem til Danmark. Men jeg kender ingen, som også hører Police, og at tage alene til koncert i Brøndby-Hallen, var lidt for "farligt" for den 15-årige Søren. Efter turneen gik de hver til sit, men for 4 år siden blev de samlet igen. Denne re-union betød også endnu en verdensturné, og 1. september 2007 stod jeg klar i Aarhus og fik et af mine største koncertønsker opfyldt.

I kølvandet på Police-pausen, får Sting en succesrig solo-karriere, og jeg oplever ham også to gange live, men i takt med, at min egen musiksmag tager andre veje og at Sting får mere og mere præg af verdensfrelser - i tæt konkurrence med U2's Bono - kølnes det forhold.

Men Police står stadig mit hjerte nær og var som nævnt det band, der først bragte mig ned af pladesamlerens vej og skærpede min musikinteresse.