De seneste dage har der i medierne været sporadisk dækning af den tragiske begivenhed i Øster Højst, hvor den kun 15 måneder gamle Tobias mistede sit liv. Og da jeg læste blandt andet denne artikel fra Berlingske tonede en stor klump i halsen frem og tårerne trillede ned af mine kinder.
Jeg skal ikke vurdere myndighedernes ageren i sagen, gætte i baggrunden for og motivationen til vold med videre, men blot stille spørgsmålet: Hvordan kan man få sig selv til at gøre et barn så ondt? Der er jo ikke tale om en lussing i affekt, men mindst 80 skader, heriblandt kraniebrud. Skader, der ingenlunde er selvforskyldte. Der er ingenting - INGENTING - der kan retfærdiggøre sådanne handlinger. Ikke en gang en procentdel af dem. Er det moderens samlever, som gjorde det, kan man spørge om, hvorfor hun så ikke reagerede. Et barn har krav på beskyttelse og større beskyttelse end én selv, så eventuel egen frygt for samleveren vil aldrig - ALDRIG - være en legitim undskyldning.
Spørgsmålet er nu, hvordan moderen og hendes samlever kan se sig selv i spejlet? Måske et ligegyldigt spørgsmål, for deres samvittighed - eller mangel på samme - giver dem næppe dét problem. Lidt ligesom sagen med hende pigen, som fik hældt syre ned over sig, med skader for livet, men hvor hendes mor og moderens samlever gik fri, da beviserne manglede.
Hvor er de sidste procent af samvittighed, der gør, at du ikke banker din baby til lirekassemand, smider din baby ind i ovnen eller op på kogepladen, knalder din egen datter eller sælger hende til andre mænd og så videre?
Heldigvis er disse to de sjældne tilfælde, men det er altid værd at huske på, at børn, og for den sags skyld husdyr, ikke selv har valgt at bo hos én, og derfor skal man behandle dem ordentligt og opføre sig ordentligt og redeligt. Længere er den ikke. Længere er den ikke....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar