Kim Larsen - 70 år

Nationalskjalden Kim Larsen fylder i dag 70 år. Det er ikke en kunstner, jeg har lyttet så meget til, men alligevel har han også her på matriklen sat sit præg.

Især fra hans tid i Gasolin, men også hans eget materiale frem til og med Forklædt som voksen fra 1986, hvor han har været leveringsdygtig i mangt en tidsløs ørehænger.

I koncertmæssig sammenhæng har jeg oplevet ham to gange. I Haslev i midten af firserne og i Skive i 1988. Begge koncerter var en gevaldig fest - især når der blev åbnet op for Gasolin-sluserne.

Og når jeg nu en gang har hang til lister, kan jeg passende og i dagens anledning, lave mit bud på hans ti bedste sange i tiden udenfor Gasolin - i prioriteret rækkefølge:

1. Åh At Være En Høne
2. This Is My Life
3. Hva' Gør Vi Nu Lille Du
4. Fru Sauterne
5. Hvis Din Far Gir Dig Lov
6. Om Lidt
7. Dagen Før
8. Papirsklip
9. Jeg Ved En Lærkerede
10. Rita

Tillykke med fødselsdagen, Larsen, og tak for musikken.

Jeg runder af med lyd og billede til hans bedste solo-sang:

Imperial Porter

En øltrend de senere år har været samarbejdsbryg. Det vil sige, hvor nogle bryggerier går sammen om at lave et fælles bryg. Blandt andet Amager Bryghus har gjort sig meget i det.

Forleden smagte jeg så et sådan mellem svenske All-In Brewing og norske Lervig. To af de mest spændende mikrobryggerier i vores to broderlande.

Som navnet antyder, har vi fat i en porter, og den holder 8,5%, men smager af meget mere.

Øllen er meget cremet og sødlig, men også med en røget og brændt eftersmag. Blandt smagsnoterne noteres chokolade og kaffe - som det næsten altid er tilfældet, når denne øltype er i glasset.

Det giver en rigtig nydeøl, der givet vil udvikle sig i en interessant retning, havde den fået lov til at lagre i et par år.

Øllen blev købt i Systembolaget.

Skål!

Music Complete

Ét af mine absolutte yndlingsbands er engelske New Order, der har leveret musik til mit soundtrack fra midten af firserne og fremefter. Og et album som Technique fra 1989 står fortsat som et af de bedste albums, der nogensinde er lavet.

Fornylig udsendte de så deres 10. studiealbum - tælles Lost Sirens fra 2013 med. Et album, hvis sange blev indspillet i 2005, og i forbindelse med Waiting For The Sirens' Call. Begge albums var af meget svingende karakter, og det samme kan skrives om forgængeren, Get Ready fra 2001.

Music Complete, som er albumtitlen, er det første uden den ikoniske bassist, Peter Hook. Man savner hans karakterisktiske lyd, men bandets kreative åre banker fortsat kraftigt. Det er klassisk New Order, hvor keyboards møder guitar, og gode melodier opstår. Og hvor Bernard Sumners diskrete vokal fører os gennem albummets 11 skæringer. 

Der lægges fint fra land med Restless og Singularity, men midtvejs falder albummet fuldstændigt sammen, og Tutti Frutti, People On The High Line og Stray Dog er ulideligheder. Men så rejser det sig igen i triumf, og Academic og Nothing But A Fool, er blandt albummets absolutte højdepunkter.

Samlet er der tale om et ganske solidt album, men uden at være prangende, og som understreger, at bandet fortsat har sin berettigelse. Og hvor bandet har fundet noget af den vitalitet, der forsvandt efter Republic fra 1993, og på flere af numrene kan der da også trækkes en lige linje fra dette til Music Complete.

Albummet måtte også gerne føre en turné med sig. En turné, der også fører dem til Danmark - måske til sommerens Roskilde.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:

Raison D'Extra

Og det akavede øjeblik, hvor du åbner en øl fra kassen med gammelt øl, og du opdager, at den holder 18%. Et sådan øjeblik havde jeg forleden, hvor jeg åbnede Raison D'Extra fra amerikanske Dogfish Head.

Jeg kendte ikke øllen i forvejen, og på etiketten var det sparsomt med informationer - ud over, at den skulle være proppet med rosiner. Og det var først, da den var knappet op, at jeg fik tjekket den ud på Ratebeer.

Jeg ved heller ikke hvornår, at den er brygget, men ganske givet omkring 2007-2008, så styrken var nok noget højere, og jeg var da også godt træt, da jeg var kommet gennem den....

Men det var en fantastisk smagsoplevelse. Procenterne lurede på tungespidsen samtidig med, at den var meget vinøs, og nærmest som et glas portvin.

Øltypen er en Amerikansk Strong Ale, og rosinerne prægede smagnoterne, men også karamel var at finde blandt dem. Det gjorde også øllen ganske sødlig.

Det ser ud til, at Dogfish Head fortsat brygger den, og det kunne være interessant at smage den i "frisk tilstand", for også her er jeg sikker på, at det er en fantastisk øl.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt uden for Ringsted.

Skål.

Low i Lille Vega

For lidt over en måned siden sendte amerikanske Low et nyt album på gaden, og det skrev jeg om lige her. I kølvandet på det, er bandet nu på turné, og det bragte dem onsdag aften til København, nærmere bestemt Lille Vega, hvor jeg var at finde blandt publikum.

Low er ét af de bands, jeg sætter meget højt, men har desværre ikke oplevet dem så mange gerne live. Det er en skam, for de er også fantastiske på en livescene.

Kl. 22.00 gik de på scenen, og de følgende 90 minutter fik vi en tur gennem især det nye album, men også med fine afstikkere til deres bugnende bagkatalog.

På såvel plade som live er bandets absolutte omdrejningspunkter ægteparret Alan Sparhawk på guitar og Mimi Parker på trommer. Deres vokalharmonier er bandets største styrke, og i Lille Vega fik vi en smuk opvisning i den, hvor gåsehuden tittede frem, mens sangene greb ud efter hjertet.

Det hele sat op meget minimalistisk, såvel musik som lyssætning, hvor sangene langsomt blev bygget op. Nogle endte i en stille hvisken, andre i et støjende skrig. Det gav nogle til tider magiske og højtidelige øjeblikke, men blev også visse steder FOR ensformigt og stillestående, og jeg kunne godt have ønsket, at bandet havde udfordret formlen lidt mere. Måske ved spille flere up-tempo numre eller lægge mere vægt på de støjende og larmende numre.

Men sang og musik blev afleveret på gribende vis, og det var helt tydeligt, at bandet nød at stå på scenen og spille deres sange. Det kvitterede et Lille Vega fyldt til randen med intens lytten under numrene og varme klap og pift mellem dem.

Alt i alt en god måde at spille efteråret ind på.

Nederlagets triumf

Én af de senere års mest interessante kvindestemmer på musikscenen tilhører Lana Del Rey - i hvert fald i min optik. Især med den tilbagelænethed, hun synger sine meget tresser inspirerede sange med. Meget monotont, men også vedkommende, nærværende og overbevisende.

Den stil fortsætter hun med på sit tredje album, Honeymoon, som udkom for nogle uger siden.

Et album, der kræver tålmodighed, men giver man albummet det, åbner et gribende album sig for lytteren.

Væk er de mere tilgængelige ørehængere, som fandtes på forgængerne, og ind med sange i et nærmest dræbende langsomt tempo. Farven er blå og melankolien står nærmest hukket i granit. Sange om nederlag, ugengældt eller mistet kærlighed og drømmen om det, der aldrig blev. 

"We both know that it’s not fashionable to love me", lyder albummets første strofe, og så er tonen lagt. Rejsen ind i det mørke hjerte, ledsages af en musikalsk blanding af strygere og R&B beats. Det kommer der et meget helstøbt og smukt album ud af, og cementerer Lana Del Reys væsentlige placering på popscenen.

Mine egne favoritter på albummet er Music To Watch Boys To, High By The Beach, Swan Song og den hypnotiske The Blackest Day.

Lyt selv med lige her til denne smagsprøve:

En tur i Barley Wine

Butikkens hyggelige indgang

Barley Wine var blandt de første specialforretninger udi øl, da ølbølgen for alvor skyllede ind over landet, og den var den første, jeg besøgte i Hovedstaden. 

I dag ligger butikken i nogle hyggelige kælderlokaler i Admiralgade - tæt på Strøget og Kgs. Nytorv. Og 10 minutters gang fra min arbejdsplads på Christianshavn. Forleden lagde jeg så vejen forbi, for at proviantere lidt. Lidt blev til meget, for udvalget er overvældende.

Straks du kommer ind i lokalet, bliver du budt velkommen og spurgt, om du vil have hjælp. Og ja, betjeningen er i top, hvor du bliver hjulpet på vej og får tips om øllet - og en hyggelig snak.

Og hyggelig er et nøgleord for Barley Wine. Butikken er hyggeligt indrettet, musikken spiller fra gamle vinylplader, ølbeskrivelserne og prisskiltene er skrevet i hånden, og det samme er din kvittering.

Et lille udsnit af det store udvalg

Som skrevet er udvalget overvældende, men nemt at gå til. Øllet står ordnet efter øltype, og hver type har sin farve på prisskiltet. Samtidig er øllet sorteret efter alkoholstyrke.

Danske bryggerier som Mikkeller og Amager Bryghus fylder godt op på hylderne, men også svensk, norsk, tysk, belgisk og amerikansk tager megen plads. Og der findes en del, jeg ikke har set andre steder. Jeg var generelt imponeret over udvalget, men især over udvalget af vintage og fadlagret øl.

De senest ankomne nyheder står på et bord for sig, så det er også let at orientere sig i nyhederne.

Prisniveauet er ganske rimeligt, set med københavnske briller, og selv om, min regning landede på 773.-, fik jeg mange spændende øl med hjem. Blandt andet Anniversary Ale fra Port Brewing, Mark Fadlagret fra Herslev Bryghus, Hel & Verdoemenis fra de Molen og Geuze Mariage Parfait. En del af indkøbet vil blive omtalt her på bloggen, når det er blevet nydt.

Du finder Barley Wine lige her:

Admiralgade 21

1066 København K
Hjemmeside

Hermed mere end anbefalet.