I skrivende stund træner den engelske fodboldlegende, David Beckham, sammen med Arsenals trup - primært for at holde formen ved lige, for han er p.t. uden kontrakt. Rygterne om, at han vil tegne en kort kontrakt med netop Arsenal svirrer, ligesom nyrige klubber som Queens Park Rangers og Paris Saint Germain ofte bliver nævnt, som en næste - og ganske givet - sidste destination for den snart 38-årige Beckham.
Og når jeg ser billeder af ham til træning i Arsenal, tænker jeg - som værende fan af Manchester United - uvægerligt på, at to af hans tidligere holdkammerater, de jævnaldrende Ryan Giggs og Paul Scholes - fortsat render rundt i netop United og spiller på højt niveau - i forhold til selve klubben og eget spil på grønsværen.
Becks spillede knapt 300 kampe for United og var ud af én af de mest legendariske generationer i nyere tid, der foruden ham, Giggs og Scholes, også talte Neville-brødrene, Nicky Butt med flere.
Men i 2003 er det slut og Becks rykker til Real Madrid. Det var på et tidspunkt, hvor hans gøren og laden udenfor banen fyldte mere end den, han fik sin fodboldløn for. Og den påvirkede muligvis også hans præstationer lidt for meget, for han mistede sin stamplads på holdet, og historier om forholdet til Posh Spice, Becks i saron og andre "modepositioner" med videre fyldte mere om bedrifterne på banen.
Og denne virak gavnede ikke Becks' position og anseelse hos Sir Alex Ferguson, og i flere bøger om United og Beckham kan man læse, at bruddet mellem de to uvægerligt måtte ske - som følge af blandt andet, at konstrasterne mellem spiller og manager blev for store.
Men når jeg igen ser billeder af ham til træning i Arsenal, kan jeg ikke lade være med at tænke, at han havde haft samme tilgang til fodbolden, som Giggs og Scholes, havde han nok fortsat båret nummer 7 i United, og høstet liggende ottetal triumfer - også efter 2003. Og understreget sin position, som én af fodboldens helt store navne. I sine sidste år i Real Madrid får han nemlig vendt tilbage til sit gamle jeg, og genvinder samtidig sin afgørende rolle på det engelske landshold. Sidenhen ses hans store kvaliteter glimtvis under gæsteoptrædener hos Milan, mens hans seneste klub, LA Galaxy, holder pause.
Men nu er det kun retsvæsenet, musikanmeldere og Gud, der kan dømme i andres handlinger, og måske Becks er yderst tilfreds og lykkelig for de beslutninger og handlinger, han har trufftet og gjort. Men som United-fan og en gammel nostalgiker, savner jeg ham fortsat i United-trøjen og ønsker, at han havde truffet andre valg for de veje, han er gået.
Lad mig runde af med et af de mange mindeværdige øjeblikke fra hans karriere i United:
Glem alt om hvem der myrdede John F. Kennedy, livets opståen, Bermuda-trekanten, Villy Søvndals engelskkundskaber, Venstres himmelflugt i meningsmålingerne, Berlusconis popularitet i Italien, hvilken farve en smølf får i hovedet, når du prøver at kvæle den, Neil Armstrongs første skridt på månen eller ej, kvinders luner og hvordan man(d) navigerer i det østrogene farvand, Manchester Citys popularitet, Frederik Fetterlein og så videre.
Nej, livets sande og største mysterium er, hvorfor batteriet i en røgalarm altid udløber midt om natten - og leder til infernalske bip med ujævne mellemrum.
Den, som har fundet på det, MÅ have hang til voodoo og de mest bizarre elementer i sadomaschocismen. Eller også er det et smart salgstrick fra producenternes side, idet de dermed er sikret nysalg efter, at den gamle røgalarm er blevet smadret til atomer af den, den valgte at vække med sin bippen midt i den dybeste nattesøvn.....
På den mere end glimrende ølblog,
Stovt, der i øvrigt bliver bestyret af Martin Petersen, som også står bag blogs
som Smårepetitioner og Substans.info (der begge står nævnt under Her læser jeg
også), har jeg netop bidraget med endnu et gæsteindlæg - denne gang om postordrebutikken Vin & Gaver.
I disse dage er cykelsporten et varmt emne i medierne, ovenpå Lance Armstrongs dopingtilståelse. Reaktionen fra det jomfrunalske kommentatorkorps var den forventede, og man kan nu forstå, at du kan vinde verdens hårdeste cykelløb, bare du er dopet. Personligt kan jeg ikke hidse mig op over tilståelsen, og har fortsat mere respekt for ham og øvrige cykelryttere end jeg får for alverdens tudeprinser og skuespillere i fodboldens verden. Nok om det, og her på matriklen, er cykelsporten altid et aktuelt emne. Og senest med indkøbet af to bøger om det legendariske bjerg, Alpe d'Huez:
Den ene hedder The Tour is won on the Alpe, og er en minutiøs gennemgang af samtlige gange, Alpe d'Huez' 21 hårnålesving har været etapeafslutning i Tour de France - fra 1952 til 2006. Du læser om selve slagene på bjerget, får al statistikken med fra selve etapen og den pågældende Tour-årgang, samt mere nørdede data om eksempelvis den hurtigste rytter ved hver af de 21 sving.
Det hele er skrevet på en medrivende og interessant måde. Og undervejs suppleres teksten med fine billeder, der på ubarmhjertig vis udstiller strabadserne på dette vanvittige bjerg. Det er ikke en bog, jeg vil læse fra den ene ende til den anden, men snarere som punktnedslag. Og så også bruge som opslagsværk.
Den anden hedder Slaying the Badger - med undertitlen The greatest ever Tour de France. Med andre ord handler den om 1986-årgangen og cykelhistoriens største slag mellem to af dens største giganter, Bernard Hinault og Greg LeMond. Den franske legende, også kaldet Grævlingen, i direkte duel med sin egen holdkammerat, den amerikanske opkomling, Greg LeMond. Ikke kun på én etape, men over samtlige i dét års udgave. Over cirka 300 sider gennemgår forfatteren, Richard Moore, optakten til selve løbet, etaperne undervejs, det personlige og politiske spil på landevejene og især i kulissen, og konflikterne mellem to af de mest ærgerrige cykelryttere, sporten har opfostret. Indtil videre har jeg kun bladret i den og læst hist og her, men indtrykket er en satans medrivende, spændende og velskrevet fortælling. Med til historien hører nok også, at LeMond, i min optik, er cykelhistoriens største navn, største udøver, og er med afstand min absolutte yndlingsrytter! Hvorom alting er, glæder jeg mig til at dykke yderligere ned i bøgerne.
Der er nu for alvor taget hul på et nyt år. Det kan på nogle områder være en ny begyndelse. På andre en fortsættelse af den retning, der blev udstukket året og årene forinden.
Og sidstnævnte gør sig gældende for så vidt angår denne skribents koncertaktivitet. Jeg fastholder nemlig beslutningen fra 2012 om at beskære koncertaktiviten ganske meget, men der er alligevel en del koncerter på tapetet:
Peter Sommer; Han leverede en forrygende koncert på Gimle for nogle år siden, ligesom koncerterne sammen med Nephews Simon Kvamm - i De eneste to - har været mindeværdige. 6. marts spiller han igen solo og det i Lille Vega, og med et nyt album med i guitarkassen. Både det og koncerten glæder jeg mig meget til, og ved, at en stor aften er i vente
Martin Hall; Hans plademæssige produktion har, i mine øjne og ører, været støt nedadgående de senere år, kvalitetsmæssigt, men hans koncerter er altid et besøg værd og en sikker garant for en stor oplevelse. Jeg kan ikke mindes en Hall-koncert, hvor jeg er gået derfra med en skuffelse, der har siden i kroppen i flere dage. Hall plejer, også koncertmæssigt, at gå sine egne veje, også ved valg af spillested. Så når han i slutningen af april giver koncert i København, bliver det ikke Vega, Amager Bio eller andre af de vante spillesteder, men Hofteateret ved Christiansborg. Igen en koncert, jeg ser meget frem til. Marie Key; Et par dage efter Martin Hall, kalder Marie Key så til samling i DR's Koncertsal. En koncert, der meget hurtigt blev udsolgt, men det forstår jeg også godt, for hun står bag årets danske album i 2012, og jeg er overbevist om, at der venter en fin og spændende aften. Og er spændt på, hvordan hendes fine stemme og personlige sange fungerer live.
Depeche Mode; Depeche Mode, der er et af mine absolutte favoritbands, har et nyt album på vej, der, nærmest vanen tro, bliver ledsaget af en storstilet turné. Den bringer dem også til Danmark, nærmere bestemt til juni i Parken. Det bliver så 7. gang, jeg oplever dem live, og den 4. i Parken. Og i øvrigt 25 år efter, at jeg oplevede dem første gang - i Valby-Hallen. Bandet er garanter for store og mindeværdige koncerter, og det bliver den her stensikkert også!
Og når året er omme, er der ganske givet kommet flere til. "Jokere" er p.t. blandt andet sommerens festivaler:
Northside i Aarhus til juni trækker gevaldigt, da programmet allerede nu ser meget spændende ud - Portishead, Arctic Monkeys, Nephew, Nick Cave and the bad seeds med flere - og flere kommer ganske givet til.
Og så er der naturligvis årets Roskilde. Yderligere begrundelse er næppe nødvendigt. Jeg har været fast gæst siden 1994 - dog afbrudt i 2004 og 2005 - men 2013 kan meget vel blive året, hvor jeg dropper Roskilde. Jeg har i hvert fald endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt jeg tager en omgang mere på de overpissede græsarealer lidt udenfor Roskilde. Programmet ser allerede ganske spændende ud, men nu må vi se.....
Og lad mig runde af med en koncertoptagelse med netop Depeche Mode fra 1988:
Bogåret 2013 er her på matriklen begyndt med et par meget fine oplevelser, nemlig Helle Stangerups Skæbegalleriet og Jussi Adler-Olsens Marco Effektten. Og dem skriver jeg lidt om lige her.
Skæbnegalleriet For cirka 20 år siden gennemheglede jeg med stor fornøjelse Helle Stangerups tre historiske romaner, Christine, Spardame og Sankt Markus nat, der alle handlede om stærke og indflydelsesrige kvinder fra 15-1600-tallets Danmark.
I 2006 udgiver hun så endnu en historisk roman, Skæbnegalleriet. Den henter jeg kort efter via Gyldendals Bogklub, men nåede kun til mine boghylder, hvor den så stod og gloede på mig. Men kort før jul får jeg så taget hul på den, hvilket jeg var glad for. En medrivende, spændende og velskrevet roman om tiden omkring den engelske konge Henrik den VIII, og om London på den tid. Virkelige hændelser vikles ind i fiktionen, hvor omdrejningspunkterne er hofmaleren Hans Holbein og rigets mægtigste mand, Thomas Cromwell. Og undervejs blev min Wikipedia-APP på min iPhone benyttet ganske ofte, hvor jeg lige skulle læse mere om de historiske personer.
Helle Stangerup skriver, så du bliver suget ind i historien og skaber dine egne billeder, dine egne historier. Den er ikke på højde med de tre førnævnte romaner, men mindre kan også gøre det.
Marco Effekten Som jeg skriver her, fik jeg sidste år høvlet mig gennem Jussi Adler-Olsens fire første bind i serien om Afdeling Q. Og kort før julen 2012 udkom bind fem 5 så, Marco Effekten.
Det var længe ventet og straks i de nye år, landede det også her på matriklen - og er nu blevet gennemheglet. Der er tale om én af de bøger, du bare ikke kan slippe igen, men skal lige have det næste kapitel med - og pludselig er nattesøvnen blevet ganske kraftigt forkortet.
Der er i min optik tale om den måske hidtil bedste i Q-serien, hvilket ikke siger så lidt. Spændende, medrivende og satans godt skrevet. Historierne og skæbnerne vikles ind i hinanden, og i det ene øjeblik gyser du, det næste skraldgriner du. Mere skal ikke afsløres her!
Læs eventuelt anmeldelsen på Litteratursiden. Og jeg ser i den grad allerede frem til sjette bind i serien - vi er vist blevet lovet i alt otte, så den gode Jussi Adler har bare at komme i gang! I øvrigt har filmatiseringen af bind I, Kvinden i buret, premiere til efterår, og den glæder jeg mig også usigeligt meget til.
Men for nu er jeg gået i gang med Abba-yndlingen Agnetha Fältskog's selvbiografi, Som jeg er!
Roskilde smed i dag lidt af en bombe, da det blev annonceret, at superstjernen Rihanna vil være at finde på årets plakat.
En nyhed, der i den grad delte vandene, hvilket blev åbenbaret på diverse netaviser, debatsider og Facebook. Der var dem, der jublede over muligheden for at se hende (igen) i Danmark, og så dem, der blandt andet mente, at Roskilde for alvor havde solgt ud af arvegodset og solgt sin sjæl til The Voice-segmentet.
Jeg hørte - og hører - naturligvis til den første gruppe, for det var en nyhed, der varmede på en kold og snefuld dag. Også fordi, Rihanna er en sangerinde, der er gået fra at være såkaldt guilty pleasure til at være en personlig favorit - i hvert fald her på matriklen!
Hvorom alting er, er jeg helt sikker på, at hun bliver et scoop, overrasker positivt og vælter festivalen - og måske et oplagt bud årets afslutningskoncert på Orange.
Og lad mig lige smide et par citater fra kommentartråden til Jens Unmack Facebook-status om netop den nyhed - alle tre citater, jeg er meget enig i:
Musikskribenten Erik Jensen: "Tage POP, kitsch og festen alvorligt. Uanset hvad du eller andre orakler måtte mene at vide om mig. Rihanna på Roskilde - it rocks!"
En Pter Sørensen: "Det er da netop MIXET af pop, sigøjnermusik, vumbia, elektronisk, dødsmetal osv der er selve festivalens dna - og altid har været det".
Unmack selv: "Under alle omstændigheder er det jo lidt cool at Roskilde tager så satset et valg, der sådan skiller vandene og får os alle til at vågne op. Ingen havde jo løftet noget øjenbryn, hvis Neil Young eller Jack White (ikke noget galt med dem) var blevet annonceret igen igen. Det her er - uanset hvad man så må synes om Rihanna - en frisk og anderledes booking til festivalen". Nok om det - og her er hun med en fin, fin version af den formiddable Diamonds
