Koncerter i Parken

For et par uger siden oplevede jeg Coldplay i Parken. Det er ellers ikke så tit, at jeg er til koncert derinde, og mine besøg "begrænser" sig primært til FCK's hjemmekampe, hvortil jeg har sæsonkort.

Men det hænder altså, at der er koncerter, der rammer min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag, og gennem de seneste år har jeg, foruden Coldplay, oplevet Depeche Mode 3 gange, Bruce Springsteen, R.E.M, Rolling Stones og Simon & Garfunkel i Parken.

De har alle været meget fine oplevelser, med de muligheder og begrænsninger, en stadionkoncert giver. Det er umuligt at lave en direkte sammenligning mellem de nævnte kunstnere, men skal jeg pege på, hvad der har været den største oplevelse, må det være Simon & Garfunkel, der gæstede Parken for knapt 8 år siden. Gaffas anmeldelse kan læses lige her.

Jeg var alene af sted og havde en siddeplads, der var ret godt placeret i forhold til scene og højtalere. Og det var én af de få koncerter, hvor jeg rent faktisk var med til at trække aldersgennemsnittet ned! Stemningen var varm og høj, og mangt en gang lod det siddende publikum siddepladserne være siddepladser. På scenen stod to aldrende herrer, som strålede af spilleglæde og bare nød at stå på scenen og aflevere deres fantastiske sange, krydret med små anekdoter mellem dem. Og det med en sætliste, der tenderede det perfekte. Der manglede kun én, nemlig For Emily, whenever I may find her, men ellers kunne der ikke sættes én finger på koncerten.

Nedenfor kan en optagelse af deres turné i netop 2004 ses og høres:

I lighed med øvrige koncerter i Parken, blev lyden kritiseret af mange - især skønånderne i anmelderkorpset. Nu er jeg heldigvis tonedøv, og kan ikke høre, når lyden er dårlig, men kan da godt høre, at når jeg er til koncerter på Gimle, Stars eller Vega, at lyden er god. Bevares, jeg kunne da til Coldplay fornemme noget ekko og til seneste Depeche Mode sad den heller ikke lige i skabet. Men det er som om, at skønånderne allerede inden koncerten har besluttet, at lyden er dårlig og bare står og venter på at blive bekræftet i dette frem for at give sig hen til koncerten og det navn, der står på scenen. Og dermed nyde koncerten frem for at finde huller i osten.

Oven i hatten mente anmelderne på blandt andet Tante-Berlingeren og Politiken, at sceneshowet, med alt hvad det indbefattede, til Coldplay druknede koncerten. Nej, det gjorde det ikke, men skabte en større helhed, men anmelderne skriver jo ofte ud fra eget præmis og ikke kunstnerens!

Lad mig runde af med en liveversion af førnævnte For Emily, whenever I may find her. Én af de smukkeste sange, der nogensinde er lavet!

The Cranberries

Jeg blev for nylig opmærksom på, at det irske band The Cranberries havde smidt et nyt album på gaden, Roses. Eller det vil sige, at albummet udkom allerede i slutningen af februar, men jeg havde åbenbart misset blandt andet denne anmeldelse i Gaffa.

Det er ellers et band, jeg generelt har været - og fortsat er - ganske begejstret for, hvor deres debut, Everybody else is doing it, so why can't we, og især det efterfølgende album, No need to argue, fortsat har en stor plads på mine hylder. Sidstnævnte er i min optik ét af de bedste albums, der udkom i 90'erne.

De tre efterfølgende albums var ikke i nærheden af disse to, hvor bandet hang fast i politiske protestsange, spændetrøjen fra tidligere meritter og en kreativ åre, der var løbet tør. Bevares, der er på dem alle fine momenter, men indtrykket forblev et band på retur - og det i raketfart.

Nå, men Roses, der i øvrigt er bandets første studiealbum i 11 år, blev så hentet hjem og sidenhen lyttet mangt en gang, og det til stor begejstring. Det politiske er lagt væk, eller i hvert fald pakket godt ind, der er skruet ned for instrumenteringen og Dolores O'Riordans karakteristiske vokal er igen hevet meget frem i lydbilledet. Og bandet er dermed gået tilbage til dyderne fra de to første albums.

Der er ikke tale om et album, der vil være en seriøs kandidat til top-10 over årets bedste albums, men mindre kan også gøre det!

Nedenfor kan et par smagsprøver fra albummet lyttes:

Og lad mig runde af med min yndlingssang fra deres hånd:

Stadionturen

Jeg blev for nylig af én af mine kammerater fra rækken på Nedre C i Parken gjort opmærksom på et meget spændende projekt - hvis man, som vi, er fodboldnørd:

"Tilbage i 2005 besluttede to venner sig for at besøge samtlige stadions i Superligaen, 1. Division og de to 2. Divisioner. Eneste kriterie var at det ikke måtte være en kamp som FCK var en del af , da vi begge er fan af holdet og derfor ikke mener at være upartiske. På disse ture anmelder vi pølser, øl, siddepladser, stemning, lokale værtshuse og transport til og fra stadion. Der er også dukket en del ukurante anmeldelser op fra f.eks Danmarksserien og Sverige, og du kan læse om vores besøg på diverse kendte og ukendte stadions til venstre under de fire faneblade".

Sådan lyder indgangsbønnen på deres hjemmeside, hvor der så er links til FCK's fanklubs debatforum, Sidelinjen, hvorfra projektet tager sig udspring. Det skal understreges, at det ikke er FCK-relateret, så alle andre kan med stor fornøjelse også læse med.

Der er desuden oprettet en Facebook-gruppe, Stadionturen, hvor der også linkes til artiklerne, gives information om kommende ture og hvor artiklerne også bliver diskuteret.

Udover, at det et spændende emne at skrive om og med gode præmisser for anmeldelserne, skriver de djævelsk godt, hvor såvel informations- som humorniveauet er tårnhøjt.

For mit eget vedkommende er det desuden spændende at læse om andre stadions i Danmark, al den stund, at jeg ikke har besøgt ret mange. Bortset fra de faste besøg i Parken, har jeg de seneste 30-35 år kun besøgt stadions i Ringsted, Birkerød, Køge, Herfølge, Næstved, Slagelse, Odense og Brøndby, og det ganske sporadisk.

Samtidig kan jeg ærgre mig en smule over, at jeg ikke havde tænkt på at lave samme finte, når jeg besøgte stadions i Norge, Finland, Sverige, Tyskland, England med videre, men at tage bolden op nu, er ligesom for sent.

Men så kan man hygge sig med Stadionsturen og jeg glæder mig allerede til næste indslag. Der er jo fortsat rigeligt med stadions at tage fat på - og i!

FCK i Europa

Torsdag åbner FC København for alvor den europæiske sæson, og det efter, at det desværre kun blev "lige-ved-og-næsten" for kvalifikationen til Champions League. Så i stedet bliver det den noget mindre attraktive Europa League og set ud fra et sportsligt synspunkt er det måske meget godt, da holdet er under genopbygning efter sidste års katastrofale sæson.

FCK er landet i puljen med Molde, Stuttgart og Steua Bukarest, hvilket må siges at være en udmærket lodtrækning, med gode muligheder for at gå videre fra gruppen. Men gruppen kan ikke siges at være en publikumstræffer – om end det bliver sjovt at se William Kvist igen (som jo nu tørner ud for Stuttgart) og ikke mindst Manchester United-helten Ole Gunnar Solskjær på Moldes træner-bænk.

Personligt havde jeg håbet på Liverpool, Inter eller Tottenham fra det øverste lag. Det havde været attraktivt såvel sportsligt som tilskuermæssigt, og måske også for en udebanetur. Nu nøjes jeg med hjemmekampene og er allerede via sæsonkortet sikret adgang.

Som nævnt er jeg fortrøstningsfuld vedrørende de sportslige muligheder. Især fordi, at holdets nye træner, Ariël Jacobs, virkelig har imponeret på trænerbænken. Bare det, at han har fået en umulius som TK (Thomas Kristensen) til at spille fodbold og præstere på godt niveau gang-på-gang siger alt om hans trænerevner!

Dertil kommer, at holdets mentale styrke synes genopbygget ovenpå sidste sæsons nedsmeltning og at det igen virker som en helhed med gejst og vilje. Spillemæssigt har især Nicolaj Jørgensen og Andreas Cornelius føjet nye facetter og muligheder til, og været med til at løfte holdet. Og efter en famlende begyndelse på denne sæson, synes forsvaret at være på vej tilbage tidligere tiders kendetegn, med solidt og sikkert spil. Eneste ankepunkt er p.t., at holdet fortsat mangler en oplagt leder på den defensive midtbane, hvor hullet efter William Kvist fortsat er helt åbenlyst.

Hvorom alting er, bliver det spændende at følge holdet på den europæiske scene, men for mit eget vedkommende, er det danske mesterskab fortsat det altoverskyggende mål for sæsonen, men europæisk succes er aldrig at foragte!

FORZA FCK.

The Raveonettes #2

Forleden lagde jeg i dette indlæg op til en "anmeldelse" af det nye album med The Raveonettes, og den følger nedenfor.

For 1½ års tid siden udsendte bandet Raven in the grave, der fortsat står som ét af de bedste danske albums i mange år - og som bandets hovedværk. Det gør det fortsat, og det til trods for, at jeg på min top-10 over bandets bedste sange har flere fra det nyeste end fra Raven in the grave.

Arven fra Raven in the grave er tung at skulle løfte, men mindre kan også gøre det, og selvom de ikke gennem hele albummet rammer det tårnhøje niveau fra forgængeren, viser Sune Wagner og Sharin Foo, at de fortsat er i særklasse på den danske scene og andedammens absolut bedste bud på et internationalt rocknavn.

Observator får her på matriklen 5 ud af 6 stjerner, og det skyldes:

• De fortsætter af den melodiske vej fra forgængeren, men søger alligevel nye veje og er samtidig gået tilbage til den klassiske popsangs opbygning
• De arbejder fortsat i krydsfeltet mellem støjrocken fra især Jesus & the mary chain og tresserpoppen fra Ronettes og Crystals, og hvor du fortsat føler, at Phil Spector har stået i døren til studiet og fortalt, hvordan kagen skulle skæres
• De er visse steder gået tilbage til lyden fra Wagners Psyched Up Janis, bare i en mere moden udgave. På den gode måde
• Sharin "Mrs. Über-cool" Foo har fastholdt sin mere og mere fremtrædende rolle i såvel sang- og musikudtryk. Det klæder dem
• Foo's og Wagners stemmer klæder hinanden perfekt og vokalharmonierne er som engle, der synger
• Albummet synes en kende for kort og så er det, som tidligere nævnt, oppe mod Raven in the grave, som fortsat fremstår som et mere helstøbt album end Observator

Men alt i alt et meget, meget fint og kompetent album, som helt sikkert vil have samme langtidsholdbarhed som Raven in the grave. Og lur mig, om albummet ikke bliver kåret til årets danske album. I hvert fald her på matriklen!

Her er to favoritter fra albummet:

 

 

The Raveonettes #1

Havelågen (#) skulle gerne indikere, at dette er det første af flere (2...) indlæg i anledningen af det nye album med The Raveonettes. #2 bliver min "anmeldelse" af albummet, men jeg vil gerne lytte det en gang eller to mere inden den endelige dom. Ikke, at jeg er tvivl om albummets kvaliteter, for det er fremragende!

Men for nu, og altså #1, smider jeg den efterhånden traditionelle top-10 - i prioriteret rækkefølge:

1. War in heaven (Raven in the grave)
2. She owns the streets (Observator)
3. Night comes out (Into the night)
4. Apparitions (Raven in the grave)
5. Aly, walk with me (Lust Lust Lust)
6. You hit me, I'm down (Observator)
7. Into the night (Into the night)
8. The enemy (Observator)
9. And lovers came (Rarities - B-sides)
10. Somewhere in Texas (Pretty in black)

Og nedenfor kan deres, i mine ører, hidtil bedste nummer lyttes:

Jeg - en Instagram'er

For lidt over et halvt år siden, hentede jeg APP'en Instagram til min iPhone, og efter en spæd og famlende begyndelse, er jeg nu for alvor blevet grebet.

Instagram er et socialt medie lig Twitter og Facebook, men hvor du "kun" deler billeder. Du har dit eget feed, hvor du lægger dine billeder og har samtidig mulighed for at lægge diverse filtre på billedet, så det ændrer sig fra det originale samt føje forskellige tags på billedet.

Oprindeligt var Instagram vist udviklet kun til iPhone, men Android-telefoner kan også bruge den nu, ligesom APP'en bliver mere og mere integreret med Facebook, som tidligere på året netop købte Instagram.

Ligesom på Twitter kan du følge andre på Instagram og langt størsteparten har åbne profiler, så du klikker bare på dem, du gerne vil følge - såvel kendte personer som ukendte. I begyndelsen fulgte jeg alt og alle, men har sidenhen sorteret ganske kraftigt og nu består min liste af venner fra Facebook, kendte som Frank Hvamm, Pernille Rosendahl, LOC, Kylie Minogue og Rihanna samt især en lang række, hvis fotos jeg synes er gode.

Brugen er meget forskellig, men dem, jeg følger, lægger primært billeder fra og af hverdagen op. Det være sig solopgange/-nedgange, kæledyr, mad, blomster, bygninger og ting, de møder på deres vej. Og mange af dem er rigtigt gode til at finde de spændende motiver og arbejde med deres fotos. Og ligesom med Twitter og Facebook har du mulighed for at "like" andres billeder og kommentere på dem.

Jeg selv lægger også primært hverdagsbilleder op og famler fortsat lidt med filtre, beskæring med videre, men øvelse gør vel mester.....

Udover at se nogle flotte fotos, har Instagram på det personlige plan betydet, at jeg i endnu højere grad lægger mærke til ting i eksempelvis min have og på min vej. Er der her et godt motiv? Det her må jeg tage et billede af. Og så videre og er ofte på udkig efter det gode motiv. Og dermed også være medvirkende til at lægge mærke til ting, du ellers ikke ville gøre.

Det skal her indskydes, at jeg ingenlunde er en kompetent fotograf eller specielt fotointeresseret. Jeg kan bare godt lide at fange et godt motiv med min iPhone.

Så hermed en opfordring til at hente Instagram og komme i gang og jeg vil med stor glæde følge billeder fra også eventuelle læsere af denne blog.