mandag den 24. september 2012

The Cranberries

Jeg blev for nylig opmærksom på, at det irske band The Cranberries havde smidt et nyt album på gaden, Roses. Eller det vil sige, at albummet udkom allerede i slutningen af februar, men jeg havde åbenbart misset blandt andet denne anmeldelse i Gaffa.

Det er ellers et band, jeg generelt har været - og fortsat er - ganske begejstret for, hvor deres debut, Everybody else is doing it, so why can't we, og især det efterfølgende album, No need to argue, fortsat har en stor plads på mine hylder. Sidstnævnte er i min optik ét af de bedste albums, der udkom i 90'erne.

De tre efterfølgende albums var ikke i nærheden af disse to, hvor bandet hang fast i politiske protestsange, spændetrøjen fra tidligere meritter og en kreativ åre, der var løbet tør. Bevares, der er på dem alle fine momenter, men indtrykket forblev et band på retur - og det i raketfart.

Nå, men Roses, der i øvrigt er bandets første studiealbum i 11 år, blev så hentet hjem og sidenhen lyttet mangt en gang, og det til stor begejstring. Det politiske er lagt væk, eller i hvert fald pakket godt ind, der er skruet ned for instrumenteringen og Dolores O'Riordans karakteristiske vokal er igen hevet meget frem i lydbilledet. Og bandet er dermed gået tilbage til dyderne fra de to første albums.

Der er ikke tale om et album, der vil være en seriøs kandidat til top-10 over årets bedste albums, men mindre kan også gøre det!

Nedenfor kan et par smagsprøver fra albummet lyttes:




Og lad mig runde af med min yndlingssang fra deres hånd:









1 kommentar:

Unknown sagde ...

tak for et godt indlæg. Når jeg tænker på dem, tænker jeg altid på dig, fordi du var (må have været?) en af de allerførste i Danmark, der hørte dem. Daffodil er et godt bud - Free to Decide kunne være et andet :-)
De holder stadig og en best-of med dem vil vække glæde til enhver tid! Tak!