Første fodboldtur til udlandet

Det er i morgen præcis 30 år siden, at jeg var på min første fodboldtur til udlandet. Inden da havde fodboldturene begrænset sig til Næstved stadion og så selvfølgelig de græsplæner, jeg selv "spillede" på.

Målet for turen var Hamburger Sports Vereins daværende hjemmebane, Volkspark, og hvor modstanderen var mægtige Bayern München - sidstnævnte var på det tidspunkt mit absolutte favorithold i hele verden og er fortsat blandt mine fire favorithold.

Billet og transport blev købt via Trumf Rejser i Ringsted, og afgang var lørdag morgen fra Ringsted Torv. Jeg var så at sige alene af sted, men et par af mine fodboldkammerater fra Ringsted IF var også med samt den enes far.

HSV og FCB var på det tidspunkt de to dominerende hold i Vesttyskland og væsentlige aktører på den europæiske scene. Bayern havde Breitner, Augenthaler og ikke mindst Karl-Heinz Rummenigge i truppen - sidstnævnte er sammen med spillere som Søren Lerby, Steve Coppell, Bryan Robson og Eric Cantona blandt mine absolutte favoritspillere gennem tiderne.

HSV var ikke mindre frygtindgydende, med Kaltz, Magath, Hrubesch og danskeren Lars Bastrup. Og på bænken havde de hjemvendte Franz Beckenbauer, der tidligere havde ført Bayern frem til store triumfer.

Så alt i alt var der lagt op til et stort opgør. Vi fik plads ved siden af de tilrejsende fra München og bag det ene mål, mens HSV's blå hav stod i den modsatte ende. Jeg husker ikke så djævelens masse fra selve kampen. Det kan hænge sammen med, at Bayern blev udspillet på kryds og tværs, og led et forsmædeligt nederlag på 4-1. Og det til trods for, at de kom foran tidligt i kampen.

Det ændrede så ikke noget ved, at det var helt fantastisk at stå på et stort stadion, opleve stemningen og ikke mindst de spillere, jeg så MEGET op til.

Data fra kampen kan ses her, og højdepunkterne her:

Kampen havde også et "pudsigt" efterspil, der også understregede det had, mange klubbers fans har til Bayern. Straks kampen blev fløjtet af, gik vi mod busserne, og Michaels far tog fat i mig og de andre fodbolddrenge, så vi kom hurtigt og sikkert til busserne. Det var der en god grund til, for i samme øjeblik, at vi drejede af på stien mod busserne, så vi et blåt hav komme løbende fra den modsatte retning - de skulle vist "hilse" på Bayern-fansene.....

Der skulle så efterfølgende gå et par og tyve år før, at jeg igen kom på en udlandstur, der også indbefattede fodbold. Sidenhen er det heldigvis så blevet til mindst én tur om året - England, Tyskland, Sverige, Norge og Finland har været blandt målene, og det takket være gode rejsefæller som blandt andet Preben og Per.

Næste tur er Påsken 2012, hvor Manchester United-QPR og Everton-Sunderland er på programmet. Denne gang sammen med Kenn og Per. Jeg glæder mig!

De Efterladte i Musikcafeen

Første gang, jeg oplevede Peter H. Olesen live var i 1992/93, i Musikcafeen i København, og som forsanger i Greene. Siden har jeg oplevet ham +20 gange, i Greene, Olesen-Olesen og solo, og torsdag var det tid igen. Og så netop i Musikcafeen, hvor han denne gang stod bag mikrofonen i bandet De Efterladte. Med sig havde de den fine cd, Traditionen Utro, som blev udgivet lige før den danske sommer.

Og naturligt nok lå hovedvægten af koncerten på netop det album, men der blev også mange, fine afstikkere til Peter H. Olesens bagkatalog af glemte mesterværker - af dansksproget karakter (det var også Spil Dansk-dag), og dermed fra tiden i Olesen-Olesen.

Og herlige genlyt, det var det, mens det var første gang, jeg hørte de fleste af De Efterladtes sange live. Mit Sortsyn blev dog også spillet ved Peter H. Olesens solo-koncert for et par år siden på Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø.

Koncerten understregede, at Peter H. Olesen er blandt landets fineste tekstforfattere, hvor hver linje emmer af historie, nærvær, vid og bid. Dette blev, mellem sangene, krydret med fine og sjove anekdoter, kommentarer og tilbageblik - og en god portion af den velkendte selvironi. 

Med sig på scenen havde han Michael Lund, som udgør den anden halvdel af De Efterladte, og den til lejligheden indkaldte Boi Holm. Begge ledsagede sangene med fine toner, der klædte teksterne. Stemningen var den tilbagelænede, på den gode måde, og sjældendt har jeg oplevet Peter H. Olesen så veloplagt på en scene - og med så megen spilleglæde. Det var som om, at han virkelig nød at stå på en scene igen.

På positivsiden tæller også, at publikum kom for at lytte - og lyttede, og dermed var Musikcafeen klinisk renset for de snakkehoveder, du ofte hører til en koncert. Men det var jo heller ikke en fredagaften, som Olesen skarpt pointerede fra scenen, da han kvitterede for lytningen.

Så alt i alt en fin aften, og meget vel en koncert, der står øverst, når årets koncert, for mit vedkommende, skal kåres.

De Efterladte fortsætter over efteråret/vinteren videre rundt i landet, og de har tidligere annonceret, at det bliver til flere koncerter, når kalenderen igen står på forår. Jeg er ganske sikker på, at jeg til den tid igen vil være at finde blandt publikum - på et spillested nær mig.

Tak til De Efterladte for en pragtfuld koncert og tak til min gode ven, René, for godt og hyggeligt selskab.

Om Björk

Den islandske kunstner, Björk, udsendte fornyligt sit 7. soloalbum, Biophilia. Et album, der af anmelderne blev modtaget med kyshånd og roser, men også hvor det blev karakteriseret som værende mere interessant end godt. Jeg er efter flere lytninger enig i roserne, men uenig i det sidste, for albummet er virkeligt godt. Og hvor hun understreger, at hun er én af de få kunstnere, som hele tiden formår at forny sig, genopfinde sig selv igen og afsøge nye grænser.

Det sidste er så også medvirkende til, at jeg sjældent nærer høje forventninger til det, der kommer fra hendes hånd og ånd. For jeg aner ikke, hvilken vej, hun denne gang er gået.

Men på det seneste album, er hun i mine ører gået den rigtige vej, hvor hun leverer det bedste siden 2001 og hovedværket, Vespertine. Det forrige, Volta, var temmeligt rodet, mens Medulla, i sin acapella tilgang, nærmest var utilnærmeligt.

Og de kringlede veje er også medvirkende til, at jeg enten er meget begejstret eller noget forbeholden overfor hendes bedrifter. Hendes to gennembrudsalbums, Debut og Post, sagde mig ikke det store, med deres mere dansable indgang, ligesom hendes tid i Sugarcubes ikke fik mig op af stolen.

Men på Homogenic på 1997, får hendes stemme en mere fremtrædende plads, mens musikken finder inspiration fra Portishead og Massive Attack. Det kunne man lide her på matriklen, og på det efterfølgende Vespertine bliver repertoiret foldet helt ud. It's not up to you er én af hovedsangene på det værk.

Og netop hendes stemme er mig at høre hendes helt unikke fordel og styrke. Den kan udtrykke det blide og skrøbelige, men også det fandenivoldske. Det melankolske og det jubeloptimistiske. Det tyste og det skrigende. Og da jeg 3. gang oplevede hende live, på Roskilde 2007, sang hun Orange op alene ved hjælp af hendes stemme, og leverede en koncert til top-10 over alle Roskilde-koncerter, jeg har oplevet. De to andre gange, jeg har oplevet hende live, har også været på Roskilde - i 1996 og så i 2003, hvor hun leverede én af de mest unikke afslutningskoncerter, festivalen har oplevet. Jeg håber, at vi får hende at opleve på næste års Roskilde, om end jeg morderligt gerne ville opleve hende til en indendørskoncert - eksempelvis i Operaen....

Og det leder mig tilbage til det nye album, hvor stemmen igen har en fremtrædende rolle og hvor albummet fremstår som et samlet værk. Sangene hænger perfekt sammen og du oplever hele tiden nye sider af dem for hver lytning. Flere af sangene kan lyttes her og her.

Hermed anbefalet.

I et tog undervejs.....

Mit job tilsiger, at jeg skal pendle hver dag mellem byen på Midtsjælland og København. Og selvom togene af og til er forsinkede og servicen til tider ringe, kan jeg ikke sådan RIGTIG hidse mig op over DSB. Og da alternativet er at holde kofanger ved kofanger på motorvejen, snupper jeg med glæde hver dag toget.

Men - der er mange ting, der kan irritere mig i et tog undervejs, og her er min top-10:

• Folk, som nærmest står helt oppe i hovedet på én og snakker i mobiltelefon
• Højlydte mobiltelefonsamtaler, hvor hele kupeen kan følge med i samtalen
• Folk, som ikke giver plads til andre, når de skal ind og ud af toget
• Folk, som spiller så høj musik på deres MP3/i-et-eller-andet, at alle andre også kan høre musikken
• Folk, som kommer 10 minutter efter afgang og siger, at de har pladsbillet til den og den plads. Kunne de ikke have fundet den rigtige vogn med det samme?!
• Folk, som ikke rejser sig op og giver sin plads til gravide, børnefamilier og pensionister (selv plejer jeg at rævesove ved hver station, så jeg ser ikke, at et pensionistpar er kommet ind i kupeen.....)
• Folk, som lige skal fortærre en ildelugtende ostemad i toget og tror, at kupeen er en spisestue
• Folk, som maser for at komme ind i toget, fordi det at skulle stå op under en togrejse på 20-30 minutter er en skæbne værre end døden...
• De her oversmarte og -tændte fyre, der lige skal sikre, at hele togsættet og de unge piger, der er med, har lagt mærke til dem
• Folk, som sidder ved vinduespladsen, men som så rejser sig 10 minutter før næste station, så de kan stå forrest ved døren. Men det redder dem nok et sekund eller to....

Tja, og alle disse "folk" bliver nok irriterede, når gamle, gnavne mænd sender dem irriterede blikke.....!

Årets popsang?

Fornylig udgav det engelske band Kasabian deres 4. album, Velociraptor. De albumdebuterede i 2004 med det selvbetitelede Kasabian. Jeg bliver selv opmærksom på bandet via min gode ven Brian, som på det tidspunkt bor i London.

Det, der især fænger er, at de lægger sig i sporet fra andre engelske guitarbands, hvor guitaren hænger løs og tungen sidder i kinden. Men samtidig lægger de en ambitiøs og storladen produktion ned over sangene, og som gør, at de adskiller sig fra bands som Maximo park, Arctic monkeys, Franz Ferdinand, Kaiser chiefs med flere.

Og det, der sidenhen har holdt mig i folden er, at Kasabian er ét af de få bands, hvis formkurve er støt stigende - og det fra et i forvejen højt niveau. Det betyder også, at det nye album er en seriøs kandidat til top-ti'en over årets albums.

Men måske de allerede har leveret årets popsang. Goodbye kiss er en tour de force fra 60'er-poppen til 00'ernes guitarrock, og en ørehænger af rang - og med kant.

Her er den i studieversionen....

....og her live

Teksten kan følges her: http://www.lyricsfreak.com/k/kasabian/goodbye+kiss_20976291.html

Så skete det igen!

Jeg har tidligere blogget om blandt andet minks mistrivsel på de danske minkfarme (smag lige på ordet "farm"), og forleden kunne DR så berette om flere sager. Og at forholdene ikke er blevet forbedret.

Og endnu en gang kunne man sidde, mildt sagt, forundret tilbage over de forhold, minkene lever under og avlernes evindelige bortforklaringer. Men ok, det er nok minkenes naturlige element at gå i små bure med trådbunde og to strå halm....

Dyrenes beskyttelse sætter i øvrigt her spot på produktionsforholdene på minkfarmene, men foreningen taler desværre nok for døve øren - i hvert fald af den politiske slags. Og prøv lige at smage på ordet "produktionsforhold"!

Nå, men kritik af pelsdyravlerne er som at jage vinden. Dyrene får kun bedre forhold, hvis der gribes ind fra politisk side. Men politikerne har p.t. mere vigtige ting at diskutere - så som det helt horrible i, at en husstand måske skal betale 400 kroner mere om året i el, som led i finansieringen af regeringens klimaindsats. Og så er dyrs forhold jo blot en bagatel i forhold til dette!!

Og det er jo kun dyr!

Ugens gendannelser

Denne uge har, indtil videre, budt på nyheden om to musikalske gendannelser - eller måske genkomster. Begge i den fine ende i forhold til min musiksmag, nemlig Stone Roses og Mazzy Star.

Historien har budt på mange vellykkede og endnu flere mislykkede gendannelser, men jeg er ganske overbevist om, at Mazzy Star lever op til fordums bedrifter på deres kommende album, og kommer Stone Roses forbi Danmark (måske årets Roskilde) på deres kommende turné, er den gendannelse også mere end godkendt.

Her er de begge, og med noget af det fineste, de hidtil har præsteret: