Muse i Forum

Lyd, lys og droner. Og et begejstret publikum

Efter sidste uges musikarrangementer med Distortion på Vesterbro, Tiësto i Tivoli og Johnny Horsepower i Sorø, var det onsdag aften tid til at slå tilbage på min vanlige musikbane. Og det med Muse i Forum.

Bandet har ikke tidligere tændt det store i mig. Det ændrede bandets koncert på sidste års Roskilde på, og da billetterne til onsdagens koncert kom i salg i slutningen af september, tøvede jeg ikke, da jeg blev spurgt, om jeg ville med.

Og det fortrød jeg ikke, for det blev en meget helstøbt koncert. Jeg kender ikke så meget til deres musik, men blev straks revet med.

Alene scene-setuppet var spektakulært. Scenen stod midt i salen, og den blev så forlænget med to ramper. Og scenen drejede hele tiden rundt, så uanset, hvor du stod eller sad, fik du et glimt af bandet.

Dertil kommer det visuelle. Titlen på bandets seneste album, Drones, skulle tages bogstaveligt, for da koncerten gik i gang, kom 6 droner flyvende ind. Dem så vi flere gange under koncerten, hvor de spillede med ind i det imponerende lysshow, bandet diskede op. Læg dertil brugen af film, der blev vist på den runde skærm over scenen og de gardiner, der fra tid til anden gled ned fra loftet.

Alt dette kunne sagtens have forstyrret selve koncertoplevelsen, men det hang satans godt sammen med den indsats, bandet leverede på scenen. Nok er de ikke de store entertainere, men de formåede at gribe fat i publikum "blot" ved hjælp af deres musik. Og den blev leveret med energi og nærvær, og meget alsidigt - fra det ekstremt pompøse til det stille og storladne. Vildere, højere og mere-mere-mere synes, at være bandets mantra, men de stod distancen. Også i Forum, hvor de sædvanlige lydproblemer kun tittede frem et par gange.

Alt i alt synes jeg, at det var fedt at være til en koncert, hvor rammerne blev udvidet og med et band, der gerne slår det helt store brød op. Og viser, at det kan stå distancen.

Så tak til Muse for dén oplevelse. Og tak til Lisbeth for at skaffe billetter og tage mig med derind.

Næste koncertoplevelse bliver så Northside, der spilles i gang om en uges tid. Det bliver min første tur dertil, og jeg glæder mig meget.

Bells Expedition Stout

Det amerikanske bryggeri, Bells Brewery, kender jeg ikke meget til - bortset fra den nyligt overståede Copenhagen Beer Celebration og så fra en tur til Stockholm, hvor jeg smagte deres Expedition Stout.

Der er tale om en Imperial Stout, der holder 10,5%. Men de mange procenter skærer ikke igennem. I stedet er den meget blød og fyldig i smagen. 

Blandt smagsnoterne er vanilje, chokolade og tørrede frugter, og smagen af den brændte malt, giver øllen lidt mere kant.

Den virker meget velafbalanceret, og er en rigtig nydeøl.

Samlet giver det én af de bedste imperial stouts, jeg nogensinde har smagt. Det siger ikke så lidt!

Øllen blev nydt på Akkurat i Stockholm.

Skål!

Stafet For Livet

I weekenden deltog jeg i Stafet For Livet i Byparken i Roskilde. Det var arrangeret af Kræftens Bekæmpelse, og som der skrives på hjemmesiden for arrangementet, så er "Stafet For Livet et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft. Det sker gennem oplysning, aktiviteter og underholdning".

Arrangementet holdes landet over i løbet af de kommende måneder, og det var første gang, at jeg deltog. Jeg var en del af Team Hope, hvor vi var 20-25 deltagere. 

Jeg kendte forinden ikke meget til arrangementet, men da jeg fik en Facebook-invitation tænkte jeg, at det kunne være en god måde at være sammen med andre mennesker på, møde nye mennesker, være aktiv og samtidig støtte kampen mod den forpulede kræft.

Det fortrød jeg ikke, og arrangementet vil længe være en del af mig. Jeg var med stort set hele døgnet - fraset fire timer, hvor jeg var til koncert på Frederiksberg - og det med timer med livsbekræftelse, glæde, sammenhold, aktivitet og eftertænksomhed.

Vi landede tids nok til at være med, da stafetten blev skudt i gang - det med personlige historier om kræftramte, og en hyldest til stafettens fightere - dem, der kæmper eller har kæmpet mod kræften.

De forskellige hold blev også præsenteret, herunder hvorfor netop det deltog, og holdets kampråb blev råbt ud. Vores var "Vi gør en forskel". Anette Fog, vores holdkaptajn, havde sammen med nogle hjælpere sørget for telt, frugt, vand, kaffe, kage og så videre, så vi kunne holde os friske og samtidig have et sted at være, når vi ikke var ude på ruten. For en del af stafetten er også, at mindst én fra holdet er ude på ruten hele tiden.

Der var en lille rute, der gik rundt om selve pladsen, samt en længere, der gik gennem Byparken. Og du bestemte selv om du gik eller løb. Og hvor langt. Men det var ikke en konkurrence om, hvem der kunne gå eller løbe længst. Nej, fokus var på sammenhold og kampen mod kræften.

Lysceremonien er i gang

Gennem de 24 timer var der underholdning på scenen, ligesom du kunne få yderligere information om kampen mod kræften og hvordan du kan forebygge. 

Kl. 22.00 blev der så kaldt til pause, for at give plads til en smuk og rørende lysceremoni - med taler, sang og lysposer dedikerede til nogle, man savner og/eller tænker på. Rørende at se og mærke så mange mennesker samlet om det samme.

Jeg kunne skrive mangt og meget mere om arrangementet, men ordene rækker alligevel ikke. Det, der for mig står tilbage, er selve det livsbekræftende i arrangementet. Det at være sammen med andre mennesker om noget større og med et fælles formål, der rækker udover dig selv. Opleve sygdomsramte mennesker, der med ord og handling viser, at deres sygdom fandeme ikke skal få dem ned med nakken, men i stedet griber de og lever livet. Og hvor du blev mindet om, hvor let det er at give op og sidde derhjemme som en døgenigt.

Datoen for næste års arrangement i Roskilde er allerede på plads - 10.-11. juni, og jeg er allerede meldt klar til endnu en tørn for Team Hope.

Læs eventuelt mere lige her https://www.stafetforlivet.dk/ - også om kommende aktiviteter.

Tak til Kjeld, Anette, Henrik, Lisbeth og alle de andre for et fantastisk og minderigt arrangement.

Ukendt Under Andet Navn i Møstings Hus

Henrik Olesen i front,
mens Niclas Tange og Troels Bech bakker op.

Som jeg skrev lige her, har Ukendt Under Andet Navn med Ingen Hunde Hyler Her begået årets hidtil bedste danske album. Og med det i bagagen gæstede de lørdag eftermiddag Møstings Hus på Frederiksberg, hvor jeg også var at finde blandt publikum.

Det var så tredje gang, at jeg oplevede dem live. Og min første koncert i de endog meget hyggelige rammer i Møstings Hus.

Der var plads til knapt 50 i lokalet, og de fremmødte fik en meget fin koncert, hvor vi fik 20 sange over de 100 minutter, koncerten varede - inklusive en kort pause.

Kapelmester med videre, Henrik Olesen, havde selv arrangeret hele koncerten, og mødte også gæsterne i døren. Så var den hjertelige atmosfære lagt, og den fortsatte koncerten igennem. Der blev fortalt anekdoter om sangenes tilbliven med videre.

Line-uppet var det samme som på plade og ved de tidligere koncerter. Niclas Tange (trommer) og Troels Bech (bas med videre) lagde en fin melodibund, og det i perfekt samspil med de øvrige. Nils Grøndahl fyldte ud med violin, sav med videre, og det giver sangene kant og intimitet. Og hiver i gåsehuden. Det samme gør Solveig Sandnes' vokal - fortsat én af kongerigets smukkeste vokaler. Bild og intens på én og samme gang.

I centrum står naturligvis Henrik Olesen. Igen beviste han, at han er én af landets bedste musikmagere, og hans fnuglette popsange fik nyt og stort liv på en livescene. Samtidig synes jeg, at hans vokal bliver bedre og bedre. Det siger ikke så lidt.

Vi kom fint igennem Ukendt Under Andet Navns bagkatalog, men også med afstikkere til Olesens fortid i Greene og Olesen-Olesen - det blev blandt andet til et behageligt genhør med Sommerferie, Zimmerroom. Og med en god blanding af up-tempo og mere stille sange. Jeg vil ikke fremhæve nogle sange på bekostning af andre, for koncerten var meget helstøbt, og det afsluttende, lange bifald var mere end fortjent.

Må Ukendt Under Andet Navn snart nå ud til et større publikum. De fortjener det - det gør publikum også, for bandet er blandt noget af det bedste, andedammen har at byde på.

Så 6 ud af 6 stjerner, og tak til Henrik Olesen og resten af bandet for en smuk eftermiddag på Frederiksberg.

Næste koncert bliver, for mit vedkommende, Muse, der 8. juni blæser taget af Forum i København. Inden da når jeg også lige Tiësto, der spiller op i Tivoli på fredag.

Då Som Nu För Alltid

Fredag udsendte verdens bedste band, svenske Kent, deres svanesang, albummet Då Som Nu För Alltid. Allerede tidligere på året, havde bandet meddelt, at de efter deres kommende album og den efterfølgende tour, ville takke af.

Det var en nyhed, der gjorde ondt, men ligesom alt andet godt her i livet, varer intet evigt.

Men nu bliver der mulighed for at sige farvel - med et nyt album, et kommende opsamlingsalbum og en stor turné.

Efter 26 år og 12 studiealbums er det slut, hvor der kan ses tilbage på en karriere, hvor bandet har leveret mangt en mindeværdig sang, mangt en mindeværdig koncert.

Med Då Som Nu För Alltid slutter bandet ikke på toppen. Dertil er niveauet fra tidligere albums som Vapen & Ammunition, Du & Jag Döden og Tigerdrottningen for højt. Men albummet er klassisk Kent. Melankolien står malet over samtlige numre, Joakim Berg synger himmelsk og endnu en gang formår de at sætte lyd og ord på følelser som længsel, tab af kærlighed og troen på sig selv, utilstrækkelighed og ensomhed.

Som på deres seneste albums, er der skruet ned for guitar og op for maskinparken. Det giver et storladent og udflydende lydbillede, men uden at være tungtlæsset, og der veksles fint mellem up-tempo og de mere stille numre. Det efterlader også indtrykket af endnu et meget helstøbt album.

Jeg vil ikke fremhæve nogle sange på bekostning af andre, da niveauet er højt gennem alle skæringer. Og meget passende sluttes albummet af med Den Sista Sången. En oplagt koncertafslutter på den kommende turné.

Alt i alt et meget værdigt farvel, og det tegner lovende for den kommende turné, hvor jeg er sikret billet til København og Malmö. Måske Aarhus også føjes til listen.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet - og jeg kan love, at det ikke er sidste gang, at vi har hørt til Kent. I hvert fald her på bloggen:

Ølfestival 2016

I den forgangne weekend indbød Danske Ølentusiaster til ølfestival i København. Den har de senere år været holdt i TAP1 på den gamle Carlsberggrund, men er nu flyttet til Lokomotivværkstedet nær Fisketorvet. 

Og i lighed med de senere år, gæstede jeg festivalen om torsdagen. Her er festivalen lidt mindre overrendt, hvor der er god plads ved standene, til at komme rundt og tid til at tale med bryggerne.

Selve ølfestivalen er et slaraffenland for ølnydere - hvad enten du er ølnørd eller "blot" almindelig nysgerrig - for der er noget for enhver smag. Både i øltype, procenter, smagsnuancer, eksperimenterende eller mere mainstream og så videre. Det betyder også, at du får mulighed for at gå på opdagelse i de mange spændende - især danske - bryggerier, lære øllets verden bedre at kende og slet og ret at få en god oplevelse sammen med ligesindede.

Og det er ganske enkelt. Du køber en entrebillet og en række poletter (10.- stykket), som du så langer i hånden på den ølbod, hvor du gerne vil smage en øl. Øllet hældes op i det ved indgangen udleverede smageglas, og mængden er 5-10 cl.

Heller ikke i år havde jeg lagt nogen fast plan for, hvad jeg skulle smage, men ville blot prøve mig frem. Dog vidste jeg, at jeg skulle forbi Amager Bryghus, Det Lille Bryggeri, Ugly Duck Brewing og Rocket Brewing, for de er alle garanter for mere end godt øl, ligesom de igen i år havde nogle spændende nyheder med.

Derudover havde jeg noteret, at diverse importører også havde nogle spændende flaskeøl med, så dem skulle jeg også forbi. Og så dukker der altid nogle overraskelser op, og i lighed med sidste år, havde amerikanske Brooklyn, der stod sammen med Carlsberg, hevet nogle gevaldige specialøl med. Øl, der ikke stod i programmet. Og K For Kriek og Kiwi's Playhouse var et par af dem, der virkelig kræsede for mine smagsløg.

Aftenens clou var dog importøren Prima Beer, der blandt andet havde en del amerikansk og belgisk øl med, jeg aldrig før havde smagt eller set. Også i den mere udfordrende ende.

Så generelt fik jeg smagt meget godt øl, og en top 6 kunne se sådan ud - i uprioriteret rækkefølge:

• Saison du Chardonnay - Ugly Duck
• The Dark Overlord - Amager Bryghus
• Verzet Oud Bruin Oak Leaf - smagt hos Det Belgiske Hus
• Black Mash 2 - Det Lille Bryggeri
• Hanssens Lambic Experimental Raspberry - smagt hos Prima Beer
• Kiwi's Playhouse - Brooklyn

Mange tak til Danske Ølentusiaster for et godt arrangement. Mange tak til bryggerierne for meget godt øl. Mange tak til Peter, Martin og Kenn for rigtigt godt selskab.

Skål!

Choir Of Young Believers på Forbrændingen

Jeg kender ikke så meget til danske Choir Of Young Believers, men da de i efteråret 2015 udsender Jeg Ser Dig, bliver jeg fanget. Især af den nærmest triphop-lignende musik og Jannis Noya Makrigiannis melankolske og hypnotiske vokal. Denne stil fortsatte på det album, Grasque, de udsendte.

Og med det i bagagen er de nu på turné, og lørdag aften ramte de Forbrændingen i Albertslund. Foruden at være min første koncert med bandet, var det også mit første besøg på dét spillested.

Men ingen af delene bliver de sidste. Forbrændingen viste sig at være et meget hyggeligt spillested, og med en meget fin lyd. Endnu et bevis på, at der findes mange gode spillesteder uden for København.

Og bandet kvitterede med en smuk og intens koncertoplevelse. Allerede inden, at de gik på, var vi kommet i den rette stemning, hvor Intimacy, der består af flere medlemmer af Choir Of Young Believers, havde leveret god opvarmning. Et band, jeg gerne hører mere til.

Kl. 22.00 gik Choir Of Young Believers så på, og de tog os gennem deres seneste album. Den melankolske stemning, der er på albummet, tog de med på scenen, og lod den forplante sig i publikum. Synths og triphop-lignende trommer lagde lydtæppet bag Makrigiannis vokal, der var knivskarp og tilbagelænet på én og samme gang.

De gjorde det ikke sværere end det er, og det var tydeligt, at de nød at stå på scenen, men publikum var også meget lydhøre. Koncerten stod nærmest konceptuelt, hvor mange af sangene gled ind i hinanden, og fulgte samme afdæmpede tempo. Men alligevel stak nogle ud mere end andre - især den afsluttende Gamma Moth og førnævnte Jeg Ser Dig, der sparkede benene væk under mig.

Tak til Lisbeth for at invitere mig med. Tak til Choir Of Young Believers for en fin og inderlig koncert. Vi ses måske igen på årets Roskilde.

Næste koncert bliver, for mit vedkommende, med Ukendt Under Andet Navn næste lørdag i København. En koncert, jeg ser meget frem til.