The Hateful Eight

I forrige uge havde Quentin Tarantinos 8. film, The Hateful Eight, Danmarkspremiere, og fredag eftermiddag satte jeg mig tilrette i Imperials bløde sæder - klar til endnu en stor filmoplevelse i regi af Tarantino.

Filmen er en hyldest til den klassiske spaghetti-western, og musikken er, meget passende, lavet af Ennio Morricone. 

I filmen samler Tarantino skuespillere fra flere af hans tidligere films - blandt andet Samuel L. Jackson og Michael Madsen.

Jeg var forinden blevet advaret om, at den skulle være langtrukken. Den varer også cirka 3 timer, og jeg var da nervøs for, om Søren-DAMP her kunne holde sin rastløshed i ave så længe.

Det blev ikke noget problem, for de tre timer fløj bare af sted. For du bliver svært underholdt undervejs. Det er klassisk Tarantino – på den gode måde. Action, humor og alvor viklet ind i hinanden. Du ved, at det er Tarantino, når du skraldgriner over de mest voldelige scener. Det suppleret med storslåede billeder og fine præstationer fra især Samuel L. Jackson, Kurt Russell (har han nogensinde været bedre?!) og Jennifer Jason Leigh.

Og samtidig var han meget tro mod hele western-genren, men den er meget mere end "blot" en western, og rummer megen symbolik - uden, at jeg skal røbe mere.

Imperial skulle være én af de få biografer i hele Europa, som viste den i 70mm. Ikke, at jeg ved, hvad det betyder, men det var flot - og lyd og billede gjorde, at du nærmest selv var tilstede i den afsidesliggende hytte i det vinterklædte Wyoming.

Jeg vil ikke udråbe filmen til Tarantinos hidtil bedste, men det er tæt på, og ét er sikkert - jeg skal se den igen!

Filmen er hermed mere end anbefalet.

En nordisk aften i Ringsted

Hypnopompa fra Omnipollo

Ét af de mest traditionsrige arrangementer hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling er porter-/stout-smagningen. Eller Nordisk aften, som den gik under tirsdag aften på den hyggelige bar, Skema.

Et arrangement, der vanligvis er et stort tilløbsstykke blandt de lokale ølentusiaster, og det var også tilfældet i år. Så med 38 deltagere var de røde lygter tændte. Det forstår man jo godt, for porter og stout er nogle dejlige øltyper!

Jeg var tovholder på arrangementet, hvor jeg havde fundet 9 øl frem - fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Alle mørke og tunge, som den nordiske vinter.

Til selve arrangementet blev jeg sekunderet af Leif Nygaard, hvor vi begge fortalte om de forskellige øl, bryggeriet bag med videre.

Og mens, at vi gjorde det, steg stemningen ved bordene, hvor øllet flittigt blev diskuteret. Og som altid delte flere af øllene vandene. Eksempelvis Sjokolade & Kirsebærporter fra norske Austmann, der både havde porterens sødme og frugtøllens syrlighed. Jeg kunne godt lide den.

Mørke fra danske Beer Here var også et spændende bekendtskab. Den havde en bitterhed, du sjældent oplever hos en porter.

Men mine egne favoritter var Konrad fra norske Lervig, What A Girl Wants fra svenske Beerbliotek og ikke mindst Hypnopompa fra Omnipollo, der ligeledes kommer fra Sverige. Et drøn af en imperial stout på 11%, med meget fylde og en velbalanceret sødme.

Den endte også med at vinde afstemningen om aftenens bedste øl - sammen med Imperial Rye Porter fra Nøgne Ø. Og endnu en gang fik alle øllene stemmer.

Alt i alt endnu et glimrende arrangement i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling.

Skål!

Tre fra en - Ny dansk musik

I disse år myldrer det frem med mangt et spændende dansk band. Unge bands, der trækker på fortiden, men alligevel helt er sig selv, og som jeg gerne oplevede live i løbet af året - enten på Roskilde eller på et lokalt spillested.

Fribytterdrømme er en del af psych-bølge, jeg aldrig helt blev fanget af. Før nu. Jeg kommer på sporet af dem via et tip fra en god veninde, og siden er de blevet spillet flittigt via Spotify. 

Det bliver Communions også, der læner sig meget op af det tidlige The Cure. Og hvor punken møder rocken. Et band med et meget stort potentiale.

Det samme har Velvet Volume, som jeg også fik anbefalet af førnævnte veninde. Tre unge piger, der forstår at levere energisk rock, der rammer hjertekulen såvel som danseskoene.

Nok snak - her er tre smagsprøver: 

Dark Force

Norske Haandbryggeriet er et af dem, jeg har hørt meget godt om, men sjældent smagt noget derfra. Men forleden smagte jeg deres Dark Force, der er en Double Extreme Imperial Wheat Stout. Det lyder meget storladent, men det er øllen også.

Øllen holder 9%, men er ingenlunde sprittet i smagen - snarere rund og blød. Mælkechokolade og kaffe er blandt smagsnoterne, mens "wheat"-delen er godt gemt. Samtidig smager den perfekt brændt.

Der er derfor tale om en nydeøl fra den øverste hylde, som understreger, at store stouts ikke nødvendigvis behøver at være meget tunge i det.

Endnu en gang forbander jeg mig selv over, at jeg kun købte én flaske, for det kunne være interessant at opleve, hvordan den vil udvikle sig over tid.

Øllen blev købt i Barley Wine i København.

Skål!

Nytårets films

Nærmest traditionen tro fik jeg set en række films over nytåret, og ingen af dem skuffede. Snarere tværtimod:

American Sniper: Clint Eastwoods autentiske drama om den amerikanske snigskytte, Chris Kyle, der får legendestatus under den anden Irak-krig. Vi kommer tæt på rædslerne i Irak og den svære hjemkomst. Et medrivende drama, men hovedrolleindehaveren, Bradley Cooper, er lidt for meget flødebolle for mit vedkommende.

Carnage: Roman Polanskis middelklasse-drama, hvor facaderne krakelerer i takt med, at en uoverensstemmelse mellem to familiers drenge diskuteres blandt forældrene og whiskyen hældes ned. Jodie Foster og Kate Winslet er fantastiske i de kvindelige hovedroller og du græder af grin undervejs.

Lincoln: Steven Spielbergs historiske drama om den amerikanske borgerkrigs sidste dage og frigivelsen af slaverne. Daniel Day Lewis stjæler hele filmen i den mandlige hovedrolle. En stor og flot film, der også maner til eftertanke. Om lighed og frihed.

Stille Hjerte: Bille Augusts drama om at sige farvel. Om det svære emne, aktiv dødshjælp. Ikke noget med at mase sig på og ind eller kyle følelserne i hovedet på publikum, men en realistisk og enkel fortælling om en lille familie. Paprika Steen og Danica Curcic lyser gevaldigt op som de to søstre, der skal sige farvel til deres mor.

Shutter Island: En film, jeg fik anbefalet af en veninde. Martin Scorsese har instrueret og Leonardo DiCaprio har den altoverskyggende hovedrolle. Filmen begynder som en almindelig krimi, hvor en undvegen patient/fange eftersøges. Langsomt, men sikkert udfolder et langt større drama sig, hvor alt vendes på hovedet. En gådefuld og psykologisk thriller af de helt store.

Derudover blev det også til gode gensyn med Sideways og Django Unchained. Sidstnævnte som opvarmning til den kommende Quentin Tarantino-film, som jeg forventer mig meget af.

Film skal ses i biografen, men sofaen er nogle gange også et godt alternativ!

En Mand Der Hedder Ove

En af mine julegaver var En Mand Der Hedder Ove, der er skrevet af Fredrik Backman. Jeg kendte ikke bogen i forvejen, men giveren må kende mig ret så godt, for den faldt durkt ned i min bogsmag.

Jeg fik læst den ganske hurtigt - den er skrevet i et meget letlæseligt og fængende sprog og kapitlerne er korte, så du bedre "liiige kan tage det næste med", og det vil du, for du bliver bare grebet af historien om Ove og hans naboer.

Ove er 59 år, og bor alene efter, at han mistede sit livs kærlighed, Sonja, til døden. Sorgen er så dyb, at han er holdt op med at leve, men blot eksisterer, og længes efter sin egen død. 

Samtidig lever han sit eget regelrette liv, hvor retfærdighed, ordentlighed, stædighed og enhver svarer sit, går hånd i hånd. Men langsomt vender han tilbage til livet og nuet - især takket være en tilløbende kat og den farverige nabokone, Parveneh. Og samtidig begynder historien om Ove at folde sig ud. Fra den bitre og emsige stodder til den varme og følsomme mand.

Romanen spiller på hele følelsesregistret, hvor du både tisser i bukserne af bar grin og fælder tårer. Og undervejs er der spiddede samfundskritik og -satire. Og udover, at du bliver rasende godt underholdt, giver den også rigelig mulighed for eftertænksomhed og selvransagelse.

Giveren mente i øvrigt også, at jeg skulle have flere fælles karaktertræk med denne Ove, men det skal jeg ikke kommentere yderligere på!

Hvorom alting er, er der tale om den bedste læseoplevelse, jeg har haft i mange, mange år.

Bogen er hermed mere end anbefalet.

Big Bang 2010

Flere og flere bryggerier har de senere år brygget en såkaldt nytårsøl, og forleden smagte jeg en lagret udgave af Big Bang fra Det Lille Bryggeri. Jeg har også 2015-udgaven stående og kan af etiketten se, at der er visse forskelle på dem.

2010-udgaven holder 7,5% og er tilført druesaft. Det giver øllen en ganske vinøs og syrlig karakter.

Lagringen har givet øllen lidt mere fyldighed, og nok også lidt flere procenter! Blandt smagsnoterne noterede jeg tørrede frugter.

Øllen er tiltænkt som supplement til eller erstatning for champagnen, og det er jeg sikker på, at den vil leve op til. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv til den kommende nytårsaften, vil prøve at snige øllen ind.

Men den kan også, som forleden, fungere fint som en nydeøl til en god film eller "blot" i godt selskab.

Øllen blev købt i Den Lille Gaardbutik i Bringstrup lidt udenfor Ringsted.

Skål!