Flowers of Manchester

The last line-up

Det er i dag 55 år siden, at fodbolden oplevede ét af sine mest tragiske øjeblikke - nemlig flyulykken i München, hvor 8 af Manchester Uniteds spillere og i alt 23 af flyets 44 passagerer mistede livet.

Holdet var på vej hjem fra Beograd efter en Europa Cup-kamp mod Røde Stjerne, og tog en mellemlanding i München for optankning af flyet. Det kom aldrig videre.

Læs eventuelt mere i denne Wikipedia-artikel, ligesom der rundt om på nettet findes utal af artikler om ulykken. Der er også denne hjemmeside, dedikeret til ulykken og dens ofre.

For Manchester United er ulykken i dag en væsentlig del af klubbens og dens fans DNA. Også fordi, at der var tale om de legendariske Busby Babes, navngivet efter manager-legenden Matt Busby, med en gennemsnitsalder på 22-23 år, og med nogle af den tids største talenter overhovedet, Bobby Charlton (som overlevede) og Duncan Edwards, i truppen. En manager og en trup, der for alvor indskrev United i fodboldens annaler og som trækker tråde helt frem til den dag i dag, hvor blandt andet Busbys filosofi om brug af spillere af egen avl fortsat lever.

På klubbens hjemmebane, Old Trafford, er der flere mindesmærker og hvert år markeres ulykken ved netop disse, ligesom du på stadion ofte ser bannere, der minder holdet. 

Nedenfor ses et billede fra én af mine egne ture til Old Trafford, og ved netop et af mindesmærkerne.

Forever remembered!

Depeche Mode er tilbage!

Natten til fredag, dansk tid, blev første single fra det kommende album med Depeche Mode sluppet, og med en dertilhørende video. I mine ører er det klassisk Depeche Mode, som vi kender dem fra de seneste 3-4 albums. Albums, der godt nok ikke har været prangende, men alligevel haft sine fine momenter, og Heaven hører så absolut til i den fine ende – også når det kommer til Depeche Modes imponerende bagkatalog af mesterværker. Sangen vidner om en Dave Gahan i storform og om et fortsat smukt samspil med Martin Gore.

Alt i alt tegner nummeret meget lovende for det kommende album, og jeg glæder mig endnu mere til det – og til sommerens koncert i Parken.

Men lyt med her:

Bend It like Beckham....

I skrivende stund træner den engelske fodboldlegende, David Beckham, sammen med Arsenals trup - primært for at holde formen ved lige, for han er p.t. uden kontrakt. Rygterne om, at han vil tegne en kort kontrakt med netop Arsenal svirrer, ligesom nyrige klubber som Queens Park Rangers og Paris Saint Germain ofte bliver nævnt, som en næste - og ganske givet - sidste destination for den snart 38-årige Beckham.

Og når jeg ser billeder af ham til træning i Arsenal, tænker jeg - som værende fan af Manchester United - uvægerligt på, at to af hans tidligere holdkammerater, de jævnaldrende Ryan Giggs og Paul Scholes - fortsat render rundt i netop United og spiller på højt niveau - i forhold til selve klubben og eget spil på grønsværen.

Becks spillede knapt 300 kampe for United og var ud af én af de mest legendariske generationer i nyere tid, der foruden ham, Giggs og Scholes, også talte Neville-brødrene, Nicky Butt med flere.

Men i 2003 er det slut og Becks rykker til Real Madrid. Det var på et tidspunkt, hvor hans gøren og laden udenfor banen fyldte mere end den, han fik sin fodboldløn for. Og den påvirkede muligvis også hans præstationer lidt for meget, for han mistede sin stamplads på holdet, og historier om forholdet til Posh Spice, Becks i saron og andre "modepositioner" med videre fyldte mere om bedrifterne på banen.

Og denne virak gavnede ikke Becks' position og anseelse hos Sir Alex Ferguson, og i flere bøger om United og Beckham kan man læse, at bruddet mellem de to uvægerligt måtte ske - som følge af blandt andet, at konstrasterne mellem spiller og manager blev for store.

Men når jeg igen ser billeder af ham til træning i Arsenal, kan jeg ikke lade være med at tænke, at han havde haft samme tilgang til fodbolden, som Giggs og Scholes, havde han nok fortsat båret nummer 7 i United, og høstet liggende ottetal triumfer - også efter 2003. Og understreget sin position, som én af fodboldens helt store navne. I sine sidste år i Real Madrid får han nemlig vendt tilbage til sit gamle jeg, og genvinder samtidig sin afgørende rolle på det engelske landshold. Sidenhen ses hans store kvaliteter glimtvis under gæsteoptrædener hos Milan, mens hans seneste klub, LA Galaxy, holder pause.

Men nu er det kun retsvæsenet, musikanmeldere og Gud, der kan dømme i andres handlinger, og måske Becks er yderst tilfreds og lykkelig for de beslutninger og handlinger, han har trufftet og gjort. Men som United-fan og en gammel nostalgiker, savner jeg ham fortsat i United-trøjen og ønsker, at han havde truffet andre valg for de veje, han er gået.

Lad mig runde af med et af de mange mindeværdige øjeblikke fra hans karriere i United:

Livets sande mysterium

Glem alt om hvem der myrdede John F. Kennedy, livets opståen, Bermuda-trekanten, Villy Søvndals engelskkundskaber, Venstres himmelflugt i meningsmålingerne, Berlusconis popularitet i Italien, hvilken farve en smølf får i hovedet, når du prøver at kvæle den, Neil Armstrongs første skridt på månen eller ej, kvinders luner og hvordan man(d) navigerer i det østrogene farvand, Manchester Citys popularitet, Frederik Fetterlein og så videre.

Nej, livets sande og største mysterium er, hvorfor batteriet i en røgalarm altid udløber midt om natten - og leder til infernalske bip med ujævne mellemrum.

Den, som har fundet på det, MÅ have hang til voodoo og de mest bizarre elementer i sadomaschocismen. Eller også er det et smart salgstrick fra producenternes side, idet de dermed er sikret nysalg efter, at den gamle røgalarm er blevet smadret til atomer af den, den valgte at vække med sin bippen midt i den dybeste nattesøvn.....

Gæsteindlæg på Stovt #2

På den mere end glimrende ølblog, Stovt, der i øvrigt bliver bestyret af Martin Petersen, som også står bag blogs som Smårepetitioner og Substans.info (der begge står nævnt under Her læser jeg også), har jeg netop bidraget med endnu et gæsteindlæg - denne gang om postordrebutikken Vin & Gaver.

Hele indlægget kan læses lige her.

Alpe d'Huez

I disse dage er cykelsporten et varmt emne i medierne, ovenpå Lance Armstrongs dopingtilståelse. Reaktionen fra det jomfrunalske kommentatorkorps var den forventede, og man kan nu forstå, at du kan vinde verdens hårdeste cykelløb, bare du er dopet.

Personligt kan jeg ikke hidse mig op over tilståelsen, og har fortsat mere respekt for ham og øvrige cykelryttere end jeg får for alverdens tudeprinser og skuespillere i fodboldens verden.

Nok om det, og her på matriklen, er cykelsporten altid et aktuelt emne. Og senest med indkøbet af to bøger om det legendariske bjerg, Alpe d'Huez:

Den ene hedder The Tour is won on the Alpe, og er en minutiøs gennemgang af samtlige gange,  Alpe d'Huez' 21 hårnålesving har været etapeafslutning i Tour de France - fra 1952 til 2006. Du læser om selve slagene på bjerget, får al statistikken med fra selve etapen og den pågældende Tour-årgang, samt mere nørdede data om eksempelvis den hurtigste rytter ved hver af de 21 sving. 

Det hele er skrevet på en medrivende og interessant måde. Og undervejs suppleres teksten med fine billeder, der på ubarmhjertig vis udstiller strabadserne på dette vanvittige bjerg.

Det er ikke en bog, jeg vil læse fra den ene ende til den anden, men snarere som punktnedslag. Og så også bruge som opslagsværk.

Den anden hedder Slaying the Badger - med undertitlen The greatest ever Tour de France. Med andre ord handler den om 1986-årgangen og cykelhistoriens største slag mellem to af dens største giganter, Bernard Hinault og Greg LeMond. Den franske legende, også kaldet Grævlingen, i direkte duel med sin egen holdkammerat, den amerikanske opkomling, Greg LeMond. Ikke kun på én etape, men over samtlige i dét års udgave.

Over cirka 300 sider gennemgår forfatteren, Richard Moore, optakten til selve løbet, etaperne undervejs, det personlige og politiske spil på landevejene og især i kulissen, og konflikterne mellem to af de mest ærgerrige cykelryttere, sporten har opfostret. Indtil videre har jeg kun bladret i den og læst hist og her, men indtrykket er en satans medrivende, spændende og velskrevet fortælling.

Med til historien hører nok også, at LeMond, i min optik, er cykelhistoriens største navn, største udøver, og er med afstand min absolutte yndlingsrytter!

Hvorom alting er, glæder jeg mig til at dykke yderligere ned i bøgerne.

Koncertåret 2013

Der er nu for alvor taget hul på et nyt år. Det kan på nogle områder være en ny begyndelse. På andre en fortsættelse af den retning, der blev udstukket året og årene forinden.

Og sidstnævnte gør sig gældende for så vidt angår denne skribents koncertaktivitet. Jeg fastholder nemlig beslutningen fra 2012 om at beskære koncertaktiviten ganske meget, men der er alligevel en del koncerter på tapetet:

Peter Sommer; Han leverede en forrygende koncert på Gimle for nogle år siden, ligesom koncerterne sammen med Nephews Simon Kvamm - i De eneste to - har været mindeværdige. 6. marts spiller han igen solo og det i Lille Vega, og med et nyt album med i guitarkassen. Både det og koncerten glæder jeg mig meget til, og ved, at en stor aften er i vente

Martin Hall; Hans plademæssige produktion har, i mine øjne og ører, været støt nedadgående de senere år, kvalitetsmæssigt, men hans koncerter er altid et besøg værd og en sikker garant for en stor oplevelse. Jeg kan ikke mindes en Hall-koncert, hvor jeg er gået derfra med en skuffelse, der har siden i kroppen i flere dage. Hall plejer, også koncertmæssigt, at gå sine egne veje, også ved valg af spillested. Så når han i slutningen af april giver koncert i København, bliver det ikke Vega, Amager Bio eller andre af de vante spillesteder, men Hofteateret ved Christiansborg. Igen en koncert, jeg ser meget frem til.

Marie Key; Et par dage efter Martin Hall, kalder Marie Key så til samling i DR's Koncertsal. En koncert, der meget hurtigt blev udsolgt, men det forstår jeg også godt, for hun står bag årets danske album i 2012, og jeg er overbevist om, at der venter en fin og spændende aften. Og er spændt på, hvordan hendes fine stemme og personlige sange fungerer live.

Depeche Mode; Depeche Mode, der er et af mine absolutte favoritbands, har et nyt album på vej, der, nærmest vanen tro, bliver ledsaget af en storstilet turné. Den bringer dem også til Danmark, nærmere bestemt til juni i Parken. Det bliver så 7. gang, jeg oplever dem live, og den 4. i Parken. Og i øvrigt 25 år efter, at jeg oplevede dem første gang - i Valby-Hallen. Bandet er garanter for store og mindeværdige koncerter, og det bliver den her stensikkert også!

Og når året er omme, er der ganske givet kommet flere til. "Jokere" er p.t. blandt andet sommerens festivaler:

Northside i Aarhus til juni trækker gevaldigt, da programmet allerede nu ser meget spændende ud - Portishead, Arctic Monkeys, Nephew, Nick Cave and the bad seeds med flere - og flere kommer ganske givet til.

Og så er der naturligvis årets Roskilde. Yderligere begrundelse er næppe nødvendigt. Jeg har været fast gæst siden 1994 - dog afbrudt i 2004 og 2005 - men 2013 kan meget vel blive året, hvor jeg dropper Roskilde. Jeg har i hvert fald endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt jeg tager en omgang mere på de overpissede græsarealer lidt udenfor Roskilde. Programmet ser allerede ganske spændende ud, men nu må vi se.....

Og lad mig runde af med en koncertoptagelse med netop Depeche Mode fra 1988: