søndag den 2. februar 2014

Kashmir i Ringsted Teater- og Kongrescenter

Fredag aften gæstede Kashmir min hjemby, hvor de spillede op og ud i Ringsted Teater- og Kongrescenter. Og som skrevet et par gange her på bloggen, ville jeg være at finde blandt publikum. Det fortrød jeg ikke!

Men jeg begynder med et par ankepunkter, der så ikke har meget med bandet at gøre:
  • Der var desværre langt fra udsolgt, hvilket efterlod en halvtom sal, og den intime stemning, scenen og musikken lagde op til, fortonede sig på det halvtomme gulv. Og lagde vist også en dæmper på publikum, der virkede en kende passive. Når det så er skrevet, er det også værd at have in mente, at tog man dem, der troppede op og proppede dem ind på de spillesteder, Kashmir gæster på denne turné, eksempelvis Gimle i Roskilde, ville det have været pakket til sidste plads. Så valg af sal eller den manglede fleksibilitet i salen var lidt ærgerlig
  • Måske den halvtomme sal også havde en indflydelse på lyden, der til tider lød en smule fersk og hul - og måske for lav. Uden dog, at den var decideret dårlig, og da jeg er komplet tonedøv, var det ikke noget, der ødelagde oplevelsen!
Men disse to ankepunkter ødelagde ikke helhedsindrykket, hvor koncerten her to dage efter, fortsat står som en stor oplevelse.

Det første, der faldt mig ind under koncerten og nu, hvor jeg ser tilbage er, hvor gode musikere, Kashmir er. De bestrider deres instrumenter til det ypperste og kan deres metier til sidste strofe, til sidste accord. Det hele så legende let ud og hvor det var tydeligt, at de hele tiden prøver at bygge nyt på - især tydeliggjort mellem de nye sange, der fyldte mest på sætlisten, og så det lidt ældre materiale. Risikoen er, at man prøver at udfordre og forfine tingene så meget, at det bliver fortænkt og at man kravler op i røven på sig selv, men den knivskarpe balance mestrede Kashmir i fredags.

Apropos sætlisten, fyldte det seneste album naturligvis meget over de cirka 100 minutter, koncerten varede. Albummet er lidt sværere tilgængeligt end deres forrige albums, og du må som publikummer lette på hatten over, at de holder fast på at lade det nye album fylde mest på sætlisten frem for at vælge den lette løsning med at fyre radiohit på radiohit af - også selvom det ville have væltet salen fuldstændigt. Men altid forfriskende med et band, der tror på sig selv og sit materiale.

Som allerede skrevet, var bandet aldeles velspillende, og det hele styret af deres absolutte frontfigur, Kasper Eistrup. Og her gav det plusser, at fokus var på at spille sin musik frem for gøgl og gejl fra scenen.

Mine egne højdepunkter var The aftermath, Mouthful of wasps og ikke mindst Rocket Brothers, der rundede koncerten af på fremragende vis.

Tak til Anita, Mikkel, Christina, Per og niecerne, Stine og AK, for en herlig aften og hyggeligt selskab. Tak til Kashmir for en rigtig god koncert.

Ingen kommentarer: