Og hvorfor så det. Grundene er mange, men blandt andet Morrisseys karakteristiske sangstemme og meget skarpe tekster og Johnny Marrs yderst melodiske sans skaber et unikt makkerpar, og trak dengang mindelser tilbage til andre sublime makkerpar som eksempelvis Jagger/Richards og Lennon/McCartney.
Musikken er meget klassisk, med mange lån fra tresserpoppen, men samtidig meget nyt og forfriskende. Om det var nyskabende, skal jeg ikke kunne sige, men stilskabende var det i den grad, og der er ikke mange engelske bands – eller for den sags skyld alle andre bands – der bevæger sig indenfor for guitar-rocken og –poppen, som ikke direkte eller indirekte var og er inspireret af bandet. Hele Brit-pop-scenen havde næppe set dagens lys, havde det ikke været for The Smiths. Så med andre ord ændrede 20. februar 1984 musikhistorien!
Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive, at jeg hentede albummet hos mine lokale plade-pusher den dag, det blev udsendt, men det var desværre ikke tilfældet, for på det tidspunkt var jeg primært optaget af The Police, Wham, Duran Duran og de sange, der nu en gang lå højt på hitlisterne i Vi unge og det tyske musikprogram, Formel Eins.
Albummet køber jeg først i efteråret 1986 – i øvrigt ved mit første besøg i den hedengangne, men legendariske Snog Rock i Lavendelstræde i København. På det tidspunkt har The Smiths overtaget pladsen fra de førnævnte, som min absolut foretrukne musik, og da det endelig bliver købt, lukker det et stort hul i samlingen mellem de albums, de i mellemtiden har udsendt, dusinvis af maxi-singler og bootlegs.
Albummet er i dag mit eget favoritalbum med bandet – og det siger ikke så lidt. Det kan synes rodet og en smule uhomogent – som debutalbums ofte kan gøre – men det er måske også noget af styrken ved det. Meget umiddelbart og så rammer såvel sang som musikken en fantastisk tone. En tone, der er meget melankolsk, men som også emmer af overskud og overblik. Her 30 år senere står mange af albummets 10 sange fortsat meget friske og fulde af vitalitet.
Tillykke med jubilæet og selvom tak – også i denne forbindelse – er et fattigt ord, så tak for musikken. Den vil leve for evigt.
Jeg runder af med et par personlige favoritter fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar