lørdag den 25. januar 2014

Øl i Helsingfors

I forbindelse med mit arbejde, har jeg de senere år været en del i Finland, nærmere bestemt Helsingfors. Og det vil i forbindelse med mit nuværende arbejde ske endnu hyppigere, idet den ene af de to chefer, jeg arbejder for, er finne, ligesom halvdelen af kollegerne i enheden er det.

For at udnytte tiden bedst muligt, når jeg er af sted, tilstræber jeg næsten altid at være der i to dage. Det giver samtidig også mulighed for at opleve byen. Og ser man bort fra kulden - i denne uge var temperaturen ikke over de minus 15 grader, de to dage, jeg var der, men samtidig var der høj sol og en frostklar himmel - er det en meget spændende by - især midtbyen. Små gader og stræder, et flot havneområde, en umådelig smuk domkirke, gamle bygninger med videre.

Og så er Helsingfors også en meget spændende ølby - og det sætter jeg jo stor pris på. Det betyder også, at jeg - såfremt tiden tillader det - prøver at opsøge nogle af byens spændende ølsteder. I den forbindelse er Ratebeer en god guide, hvor du hurtigt kan få et overblik over ølstederne og anmeldelser af disse.

Mit foreløbige indtryk er, at stederne snildt matcher niveauet i eksempelvis København - især når det kommer til antal steder, øludvalget og betjeningen. Forskellen har primært været, at der ikke er mange hjemlige mikrobryggerier på hanerne og hylderne, men i stedet har de et stort udvalg fra udlandet, herunder især svenske og norske mikrobryggerier.

Mit seneste besøg ledte mig til Hilpeä Hauki, der ligger få minutters gang fra Nordeas finske hovedkontor. Både udefra og indenfor ligner det mest af alt et meget snusket værtshus, og som et første eller sidste stop på dødsruten. Og det er det ganske givet også, men også meget mere. Der var 18-20 haner, med et blandet udvalg af finsk, svensk, belgisk, tysk og amerikansk øl, og intet fra de såkaldte mainstream-bryggerier. Derudover bød de vel på 120-130 flaskeøl, med hovedvægten på engelsk, belgisk og amerikansk. Endelig har de et fint udvalg af øl i den meget dyre ende eller som kun er kommet i begrænsede mængder - som eksempelvis Horizon-serien fra Nøgne Ø.

Selv fik jeg to øl, jeg ikke havde smagt før, og som var mere end glimrende. Bockbier fra La Trappe på fad samt den afbillede Konrad's stout fra Lervig, der nu er at tælle blandt de absolut bedste stouts, jeg nogensinde har smagt - fyldig, tung og med en herlig lakridssmag.

Betjeningen var samtidig perfekt, vidende og imødekommende, ligesom prisnniveauet lignede den på de danske ølbarer. Så det er absolut ikke sidste gang, jeg sætter min ben der - nu skal jeg bare have arrangeret den næste arbejdsrejse til Helsingfors!

1 kommentar:

Christian sagde ...

Lyder som en meget fornuftig kombi: arbejde OG gode øloplevelser! God tur næste gang du drager ud :-)