lørdag den 7. september 2013

Seneste bøger her på matriklen

Forleden vendte jeg sidste blad i Line Holm Nielsens Kuppet, der fortæller historien om Danmarkhistoriens største røveri - mod Dansk Værdihåndtering i 2008.

Kuppet er en dokumentarisk beretning om, hvad der skete før, under og efter kuppet, set fra såvel røvernes som Politiets synsvinkel, og forsøger samtidig at perspektivere historien - hvorfor begår røverne kriminalitet, den seneste Politi-reforms betydning for Politiets arbejde med videre. Line Holm Nielsen vælger den fortællende form frem for den refererende, og lægger sig dermed i sporet fra Peter Øvig Knudsens fremragende Blekingegadebanden, og er undervejs tæt på at være på niveau med denne.

Line Holm Nielsen er til daglig journalist, og dette gen fornægter sig ikke i Kuppet, der er djævelsk godt researchet og skrevet, og det tjener hende til stor ære, at hun ikke stiller sig til dommer overfor nogle af de implicerede parter. Som læser bliver du grebet af historien og muligheden for at komme bag kulisserne, hvor hun har lavet flere interviews med såvel efterforskerne som de dømte.

Til slut sidder du med ét spørgsmål på læben - et spørgsmål, der også blev nævnt under retssagen - "Hvor er pengene". Kun 3,5 millioner kroner af de i alt 70 millioner er blevet fundet. Måske svaret kommer, når de dømte over de kommende år bliver løsladt. Men næppe....

Hermed anbefalet - både til folk, der har hang til krimier og til dem, der holder af beretninger fra virkelighedens verden. Personligt håber jeg, at Kuppet ikke bliver eneste bog fra Line Holm Nielsens hånd.

Før Kuppet satte jeg blandt andet hak ved Erling Jepsens Den sønderjyske farm og Kristian Bang Foss' Døden kører Audi.

Jepsens roman er 3. bind i historien om drengen Allan, der vokser op i den sønderjyske by, Gram. Og ligesom i Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse er der tale om en satans medrivende, velskreven og til tider lårklaskende morsom fortælling. Jepsen beskriver verden og begivenhederne set med den nu 10-12 årige Allans øjne, og det kommer der mange sjove og absurde situationer ud af. Eneste ankepunkt er, at det er som om, at Jepsen med Den sønderjyske farm prøver at runde historien af, men kommer ikke rigtig til nogen afslutning. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale den, for undervejs er du som læser rigtigt godt underholdt.

Det var jeg også med Døden kører Audi. Kristian Foss Bang formår virkelig at lege med sproget i sin beretning om to mænd, der på hver deres måde er faldet ud af samfundet. Og undervejs bliver der sendt nogle sylespidse kommentarer om behandlersamfundet og klientgørelsen af befolkningen af sted. Historien bliver dog til tider noget fabulerende og det er ikke en roman, der bliver "siddende" længe efter, at du er færdig med den - men mindre kan også gøre det!

Nu har jeg så givet mig i lag med Benn Q. Holms Flugtens tid fra 1997. De første sider tegner mere end lovende, hvor man også kan se konturerne af de tre romaner der fulgte efter - Sommer, Hafnia Punk og Album - der i mine øjne er hans hovedværker. Og når jeg sidder og læser Flugtens tid kan det undre mig, at samme forfatter senerehen skulle skrive makværker som Den ukendte og Den gamle verden.

Ingen kommentarer: