torsdag den 6. februar 2014

LOGEN - 10 år efter

7 ølbrødre på tur i Krakow i 2011. Den 8. er fotografen
LOGEN, også kaldet Ølklubben, fylder i dag 10 år, og markeres i morgen ved et ordinært arrangement - også kaldet Forelæsning - der meget vel kan ende med at blive et ekstraordinært et af slagsen!

LOGEN består af otte tidligere kolleger - eller p.t. syv, da det ene medlem har sat sin deltagelse på stand-by, men vi håber alle, at han snart returnerer til vores trygge fold - fra Post Danmark, og den tog sin spæde begyndelse i efteråret 2003. På det tidspunkt arbejdede vi alle i den samme forretningsenhed, Distribution, og var i større eller mindre grad røget med på den ølbølge, der langsomt begyndt at skylle ind over landet.

En ølbroder, Michael, tog derfor initiativ til, at vi mødtes en fredag efter arbejdstid til, hvad der siden er gået over i historien, som målestokken for vores arrangementer - og branderter! Den Tatoverede Enke i Boltens Gaard var målet og efter, at vi havde tørlagt stedet, gik vi videre til Gulliver's Pub, der desværre nu er lukket, og fik et måltid mad, jeg ikke en gang ville servere for min kat, men øllet var også der en succes.

Det blev til et arrangement mere inden, at kalenderen stod på 2004, og da vi alle var ansat i en virksomhed, der sætter fokus på processer, systematik, fakta og dokumentation, besluttede vi at sætte vores arrangementer i system. Så på det fine øl- og spisested, Kareten på Amager, bliver LOGEN en realitet den 6/2-2004. 

Det betød - og betyder - at vi fast mødes fem gange om året til, hvad vi kalder en forelæsning. Planlægningen går på skift i en fast struktur, og programmet kan hovedsageligt deles op i Opvarmning, Foderblanding og Slukefter. Og primært i det københavnske, hvor såvel nye som gammel kendinge afsøges. Årsprogrammet suppleres ofte med særarrangementer, som pokeraften, rund fødselsdag eller bryllup.

I 2005 udvider vi paletten, hvor en årlig studietur føjes til listen. Første stop er den fantastiske Belgian Beer Weekend i Bruxelles. Selve ølfestivalen, men også studieturen i sig selv bliver en stor succes, og vi har siden været i Berlin, London, Prag, Bruxelles en gang mere, Amsterdam, Krakow, München og Edinburgh. I år fejres jubilæet med maner, med endnu en tur til Bruxelles. På turene er den lokale kultur i højsædet, men bliver naturligvis suppleret med almen sightseeing, hvor også selve byen opleves på nærmeste hold - nogle gange med afstikkere til andre byer eller væsentlige seværdigheder.

Foruden en fast mødestruktur, har LOGEN sine egne spilleregler, egen hjemmeside, egen Facebook-side med videre. Én af spillereglerne går på at "Vi har nok i os selv", og derfor er der ikke kommet nye medlemmer til - bortset fra Morten, som ved den stiftende generalforsamling havde status af Prospect. En kvindelig kollega prøvede i begyndelsen at indynde sig, men blev naturligvis afvist - dels grundet spillereglen, dels grundet, at hun slet ikke kunne lide øl!

Så her 10 år efter har en flok tidligere kolleger udviklet et rigtigt godt kammeratskab, der også afspejles i, at deltagelsen i forelæsninger og studieture som oftest er tæt på de 100%.

Jeg kunne naturligvis skrive meget mere, men LOGEN er også kendetegnet ved at, hvad der sker i LOGEN, bliver i LOGEN.

Tillykke til os alle med jubilæet og mange tak for 10 gode år. Lad os snuppe 10 mere.

Skål!

Ingen kommentarer: