onsdag den 19. februar 2014

Årets ølnyhed 2013

Aftenens øludvalg
Tirsdag aften var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Ringsted, hvor temaet var Årets danske ølnyhed 2013.

Temaet tager udgangspunkt i Danske Ølentusiasters tilbagevendende kåring af årets ølnyhed, der er baseret på samtlige nye danske øl, hvor medlemmerne så ad to omgange kan stemme på deres favorit; "For at stimulere de danske bryggerier til at sende nye øl på det danske marked kårer Danske Ølentusiaster - i lighed med tidligere år - de(n) bedste nye danske øl i året 2013, lige som sidste år er der nu to kategorier: øl under 6% ABV & øl på 6% ABV og derover", som der står der på Danske Ølentusiasters hjemmeside.

Vi er nu fremme ved finalefeltet, der består af fem øl fra hver kategori. Og allerede inden, at jeg troppede op til smagningen vidste jeg, at der ikke ville være tale om de bedste ølnyheder i 2013. Ikke for at kritisere de øl, der var kommet i finalen, men øl fra kvalitetsbryggerier som Amager Bryghus, Flying Couch, Midtfyns Bryghus og Det Lille Bryggeri glimrede ved deres fravær.

Og dermed er jeg igen ved et af ankepunkterne ved denne kåring. Bevares, øllene er ganske gode, men den bærer præg af lidt for megen tilfældighed, at visse bryggerier har været meget aktive i lokalafdelingerne, lokalpatriotisme, tilgængelighed eller måske "bare", at en lokalafdeling vælger at stemme på nogle bestemte øl.

Jeg forstår godt udgangspunktet for kåringen, men nytænkning må til for, at den fortsat skal have relevans. Meget symptomatisk er det også, at stemmerne ikke bliver offentliggjorte. En ny vej kunne være, at man i stedet opdelte i øltyper, at et bredt ekspertpanel lavede den første screening eller at bryggerierne selv nominerede de øl, de ville deltage med.

Nå, men nok brok, og tilbage til smagningen!

Aftenens bedste øl
I kategorien under 5,9%, faldt Spion på 5,6% fra Syndikatet bedst i min smag. En godt humlet sag, men også med en vis sødme på eftersmagen. Dog uden, at jeg var voldsomt imponeret. Ringsted-vinderen blev dog Amarillo & Citra IPA fra Ugly Duck. Igen en godt humlet sag, og det med det humlede, var kendetegnet for alle fem øl i dette felt, hvilket også affødte delte meninger langs bordet.

Straks bedre blev det, da vi gik nogle procenter op. Her var min egen favorit den håndbryggede Frederik III Imperial Stout på 10,1% fra Frederiksodde Håndbryggerlaug. En meget cremet og fyldig øl, og med en dejlig eftersmag af kaffe. En imponerende god øl, som havde sin fortjente plads i finalefeltet. Ringsted-vinderen blev dog Viking chili stout fra Hornbeer. En ganske god øl, men dog langt fra årets bedste ølnyhed, smagt med mine tvivlsomme smagsløg.

Der kan i øvrigt lige her læses om hele finalefeltet.

Men alt i alt endnu en god aften i lokalafdelingen, med et par gode smagsoplevelser og godt selskab. Tak til lokalafdelingen for at støve alle øllene op og for at føre os godt og underholdende gennem smagningen.

Ingen kommentarer: