Én af årets hidtil bedste musiknyheder er, at engelske Slowdive er blevet gendannet. Et band, jeg sætter meget, meget højt, og de er derfor at tælle blandt mine absolutte favoritbands.
Jeg lærer dem at kende i begyndelsen af 90'erne, hvor showgazing - som den genre, de spillede indenfor noget misvisende blev omtalt som - var det nye sort. I hvert fald i min musiksmag. Det var støjrock, men det var også meget melodisk, med drømmende guitarer og englesang.
Slowdive stod selv i krydsfeltet mellem støjrocken fra My Bloody Valentine og de drømmende toner fra Cocteau Twins. Og der, hvor de for alvor stak ud, var de eminente vokalharmonier mellem Neil Halstead og Rachel Goswell.
De når at lave tre studiealbums inden, at det hele er slut. Druknet i manglende kommercielt gennembrud og anerkendelse, og ikke mindst Grunge og Britpop, som på det tidspunkt er overalt.
Tilbage står Just for a day og især Souvlaki, som monumenter over et kriminelt overset band. Det mente jeg dengang, og det mener jeg fortsat. Begge albums landede i øvrigt højt på mine lister over de bedste debutalbums og "den svære toer".
Jeg når at opleve dem live én gang - i efteråret 1993, hvor de sammen med Cranes lægger Loppen på Christiania ned.
Bandet går fra hinanden i 1995, hvor Halstead og Goswell danner Mojave 3, der trækker gevaldigt på den amerikanske country rock. De laver nogle fine albums, men når aldrig niveauet fra tiden i Slowdive.
Men nu er bandet tilbage, hvor en række koncerter allerede er linet op, og de har på Facebook åbnet op for muligheden for ny musik. Jeg håber, at turneplanerne også vil omfatte Danmark, og det ville være et stort scoop, hvis Roskilde smed dem på plakaten.
Jeg runder af med tre smagsprøver fra deres fine bagkatalog:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar