I midten af juni udsendte islandske Sigur Ros deres 7. studiealbum, Kveikur. Bandet lærer jeg at kende ved årtusindeskiftet, hvor anmeldelserne af deres andet album Agætis byrjun flere steder nævner bands som Talk Talk, Cocteau Twins, Slowdive og My bloody valentine, som værende inspirationskilder - og så var interessen vakt!
Inspirationskilderne holder stik og gør det også på de følgende albums, men samtidig har bandet sit helt eget udtryk. Sproget er en blanding af engelsk og islandsk, og musikken er karakteriseret ved langsomme kompositioner, der ofte ender i et inferno af støj - fra en hvisken til et skrig. Og er ofte meget stort anlagt - guitar, bas og trommer, der suppleres med strygere. Selvom min egen musiktekniske forstand er på minus, er det indtrykket, at alle i bandet behersker deres instrumenter til perfektion, hvilket muliggør, at veje og vildveje hele tiden afsøges.
Deres seneste album ligger i meget fin forlængelse af de øvrige, og er i min optik deres bedste siden 2005-albummet Takk. I øvrigt et album, der er sammen med albummet uden navn fra 2002, men som beskrevet som (), er deres hovedværker. Ikke kun fra deres side, men i min samling generelt.
Lyden er flere steder mere aggressiv og tung, men alligevel meget tro mod den læst, deres sange er blevet skåret over gennem karrieren. Selvom mange af sangene lyder som noget, der snildt kunne have været med på deres tidligere albums, formår de også på dette album hele tiden at fornye sig indenfor skabelonen - udfordre den, afsøge den med videre. Én af bandets helt store kvaliteter. Opsummeret er jeg meget enig med Gaffas anmeldelse.
Bandet spillede i øvrigt på årets Roskilde, men om lørdagen, og her var jeg jo smuttet hjem! Som forventet havde de leveret en fremragende koncert. For foruden at udgive albums af tårnhøj kvalitet, er de altid garanter for store koncertoplevelser, hvor sangene forløses, revitaliseres, fornyes og så videre. Sådan har det været siden, at jeg så dem første gang i 2002 i Store Vega - de spillede også på Roskilde i 2000, men her fravalgte jeg dem til fordel for Everything but the girl (vist nok) - og mange af deres koncerter står, som værende blandt de bedste, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg håber derfor også, at de snart gæster Danmark igen. På den igangværende turné kommer de til Norge og Sverige i slutningen af november, og det gjorde da ikke noget, hvis Danmark så blev føjet til listen. Alternativt tager jeg over Øresund for at opleve dem i Malmö.
Jeg runder af med ét af de mange højdepunkter fra Kveikur. En nummer, der sammenfatter stort set alt det, bandet står for, musikalsk set:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar