En fredag på Roskilde

Som jeg skrev lige her, blev det i år for mit vedkommende kun til én dag på årets Roskilde Festival. Et valg, jeg bitterligt fortrød i takt med, at festivalen kom tættere og tættere på, og ikke mindst mens, at den stod på. Men det er som bekendt bedre at tørre den spildte mælk op end at græde over den, så til næste år er jeg tilbage igen - vel at mærke med fuldt program!

Men når det nu en gang skulle blive og være sådan, var én dag bedre end ingen, og selvom jeg gerne havde oplevet Metallica, The National, Sigur Ros, Queens of the stone age, John Grant, Kraftwerk, Quadron og så videre, og så videre, fik jeg forgangne fredag en mere end fin oplevelse på de overpissede græsarealer lidt uden for Roskilde centrum.

Jeg ankom til lejren, Camp Morfar/Blanco/Røv, omkring kl. 09.00, og langsomt begyndt lejrens beboere at kravle ud af teltet, klar til at børste torsdagens begivenheder af sig. Stemningen var straks i top, hvor jokes, lårklaskende morsomme kommentarer, røverhistorier og øllet flød i en lind strøm. Så alt var ved det gamle, og genkendelsens glæde er, som bekendt, ofte den største.

Dagens musikprogram blev også vendt, hvor jeg sammen med Klaus, Ulrik og Jesper fik synkroniseret vores planer. Jeg blev naturligvis også igen-igen hånet for min fejlagtige disposition, og det var helt på sin plads.

Lejrlivet er en væsentlig del af Roskilde, og da stemningen, som altid, var helt i top, blev jeg hængende lidt mere end beregnet, hvorfor jeg gik glip af Dead can dance på Arena. Det var ellers et af de navne, jeg absolut skulle opleve, men en del af en festival er også, at du glipper en god koncert eller flere til fordel for grin, øl og gajol-shots!

Nå, men første kunstner, jeg oplevede var Jonathan Wilson kl. 17 på Odeon. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men kun af omtale. Musikken viste sig at være Neil Young møder The Eagles, og ikke helt ulig Wilco. Jeg blev dog ikke helt fanget. Det skyldtes også, at Jesper, Ulrik og Klaus ville opleve Metz, der spillede kl. 18 på Pavillon. Da jeg læste omtalen på festivalens APP var jeg overbevist om, at dem skulle jeg også opleve.

Jeg landede 18.05 og her var de færdige med deres andet nummer, og forsangeren lød som en astmatiker. Årsagen var dog. at alle numrene blev afleveret i et hæsblæsende tempo, og de nåede vel 20 numre på de 45 minutter, koncerten varede. Stilen var ikke ulig tidlig Nirvana, og bandopsætningen lå dog også meget tæt op af forbillederne. Men en forrygende koncert, der understregede, at Metz kunne være værd at holde lidt mere øje med.

Herefter gik turen til Orange, hvor soul-legenden Bobby Womack skulle spille ud og op. Til koncerten med Gorillaz for et par år siden var han også på den scene, og leverede en gribende indsats, så vi ville gerne opleve ham igen. Her blev der leveret soul-klassikere med indlevelse og tilstedeværelse, men koncerten ramte ikke helt plet. Nogle passager blev simpelthen for langtrukne, ligesom Arena havde været en bedre placering end Orange.

Næste kunstner blev så den kunstner, der vel sagtens er blevet diskuteret mest ved dette års Roskilde, nemlig Rihanna. Men at dømme efter publikum og dets reaktion under koncerten havde festivalen set rigtigt. Aldrig før har jeg oplevet så mange mennesker ved Orange, og stort set alle var i ekstase under de 90 minutter koncerten varede. Ankepunkterne var, at hun kom 30 minutter for sent - hun er dog ikke den første, der er kommet for sent til en Roskilde-koncert! - at lyden de første 20 minutter var elendig og at dele af sangene var med playback (som backing- og ekstravokal), så de kunne lyde præcis, som på hendes albums. Det havde dog ikke været nødvendigt, for hun kunne sagtens selv synge Orange helt op og ind i hjertekulen på publikum.

Når det så er skrevet, leverede hun et brag af en koncert og popfest. Det var væg-til-væg med hits, hun var super-cool, men også til stede og med fokus på sangene og ikke et stort anlagt sceneshow. Publikum overgav sig til hende og hun til festivalen. Talk that talk, We found love, Where have you been, Only girl in the world og Diamonds var højdepunkterne blandt mange højdepunkterne.

Og til debatten om Rihanna, vil jeg blot henvise til dette fine indlæg fra Bloggers by choice.

Dagens sidste musikoplevelse blev for mit vedkommende synth-punkerne, Crystal Castles, der gik på Arena 01.30. Jeg havde forventet et koldt og distanceret ikke-show, men det blev lige omvendt. Coolt, tilstedeværende og energifyldt og de lange synth-flader sparkede nyt liv i de trætte kroppe. En perfekt afslutning på en god Roskilde-dag.

Opsummeret, ser min bedømmelse sådan ud (med 6 stjerner, som det højeste):

Jonathan Wilson - 3 stjerner
Metz - 4 stjerner
Bobby Womack - 3 stjerner
Rihanna - 6 stjerner
Crystal Castles - 5 stjerner

Tak til Roskilde og ikke mindst Camp Morfar/Blanco/Røv for en herlig fredag. Jeg havde nær skrevet festival i stedet for fredag, men en RIGTIG festival er minimum torsdag til søndag, og helst boende i campingområdet. 

Vi ses til næste år - rock and roll will never die!