For et par uger siden smed Nick Cave & The Bad Seeds et nyt album, Push The Sky Away, på gaden. Og dermed nøjagtigt 25 år efter, at jeg først begyndte at lytte til dem - albummet Tender Prey, hvorfra den himmelstræbende The mercy seat fortsat står som én af deres bedste sange - overhovedet.
Sidenhen følger jeg udgivelse for udgivelse med bandet, og går til koncerter med dem, når de spiller i KB-Hallen, Falconer Salen og på Roskilde. Jeg er vel en slags fan, men uden rigtigt at være det. Der er på stort set alle deres albums fremragende sange, men også sange, jeg hurtigt løber forbi. Sagen er nemlig den, at når det kommer til Nick Cave & The Bad Seeds, foretrækker jeg så absolut deres mere stille, melodiske og afdæmpede stunder. Og de er i undertal på mestedelen af deres albums, hvor guitaren er skramlende og beskidt, mens Cave vrænger og spytter bag mikrofonen.
Men på 1996-albummet The Boatman's call holder de den afdæmpede, romantiske og fortællende tone gennem hele albummet, og det er i mine og mange, mange andres ører bandets hovedværk - og et af de bedste albums fra 90'erne. De efterfølgende albums er igen af svingende karakter, men på Push The Sky Away er de igen gået tilbage til tonen fra The Boatman's call. Albummet har modtaget lutter positive anmeldelser og mødt med stor benovelse, på den gode måde, overalt. Og med rette! Over de 42 minutter, albummet varer, fordelt på ni sange, er der ikke ét svagt øjeblik, og min egen oplevelse kan fint summeres op via denne anmeldelse i Berlingske.
Albummet er klar favorit til at blive årets album 2013, og eneste seriøse udfordrere bliver vel sagtens kun de kommende albums med The National og Depeche Mode. Og jeg glæder mig i den grad til at høre sangene live, når de til november igen spiller i Falconer Salen.
Så allerede to måneder inde i 2013, tegner året til at blive en fin musikårgang, hvor jeg p.t. også lytter en del til følgende gode albums - med links til anmeldelser i Gaffa: Indians, Stoffer & Maskinen, Foxygen, Foals og The Courteeners. Og lige om hjørnet venter Johnny Marr, Dido, Low, Depeche Mode, Palma Violets med flere. Dem glæder jeg mig også til!
Lad mig runde af med ét af de mange fine øjeblikke fra Push The Sky Away:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar