Alt forladt

I sidste uge udkom Peter Sommers nye album, Alt forladt. Et album skrevet efter Sommers skilsmisse fra sangerinden Lise Westzynthius, og derfor allerede går under betegnelsen "et skilsmissealbum". Sidste år udgav Westzynthius albummet Tæt på en kold favn, og øvelsen med at sammenligne de to albums og høre dem ind i samme kontekst er snublende tæt på, men de bør og skal høres med hvert sit sæt af ører.

Her på matriklen var jeg meget begejstret for Westzynthius' album, og det samme gør sig gældende for Sommers. Derfor melder jeg mig heller ikke ind i koret af kritiske røster, der har mødt albummet, og min oplevelse ligger tættest op af Gaffas og Diskants.

Kritikken er blandt andet gået på, at Sommer på Alt Forladt er gået lidt for meget i den elektroniske grøft. Bevares, albummet har mistet noget kant i forhold til hans tidligere albums, men det er vel den elektroniske musiks præmis - uden, at jeg skal kloge mig på sligt!

Min egen oplevelse er, at de nye veje giver mere plads til hans fine stemme, der også på dette album emmer af melankoli, troværdighed og en tilbagelænethed, der klæder sangene.

Dertil kommer, at albummet er understregning af, at Peter Sommer er én af landets fineste tekstforfattere og fortællere. Der leges med sproget, uden at det bliver for påtaget og villet, og Sommer bærer lytteren gennem historier om tab, tvivl og forladthed, men også håb. Og netop albumafslutteren, Mod nye højder, rummer håbet, og er vel én af de bedste albumafsluttere, der nogensinde er lavet.

Alt i alt har Sommer begået endnu et meget fint album, der meget vel er at finde i toppen over årets danske albums, når 2013 skal gøres op. Og tegner meget lovende for koncerten i Lille Vega i begyndelsen af marts.

Her er et af albummets fineste øjeblikke: