Og som sædvanlig havde lokalbestyrelsen gjort et stort stykke arbejde for at stampe rigeligt med flasker af de 12 deltagende øl op, så der kunne være en smagsprøve til alle fremmødte. Og det lykkedes næsten - Mørk Hvede fra Indslev og Chokolade Chili Porter fra Det lille bryggeri manglede. Sidstnævnte blev der i øvrigt også kun brygget 400 flasker af!
Dette siger også lidt om tilfældigheden ved, hvilke øl, der går videre til selve finalen. Samtlige nye danske øl i 2012 er blandt de nominerede, hvorefter medlemmerne af Danske Ølentusiaster kan stemme på den øl, de synes skal gå videre til finalen. Så her spiller tilgængelighed, medieomtale, aktivitet fra bryggeriet i lokalafdelingerne med videre naturligvis også ind.
Men denne fremgangsmåde betyder også, at det bliver ølfolket, der bestemmer frem for, at man har nogle øleksperter siddende, som så udvælger blandt de mange, mange nye øl, der hvert år kommer på markedet, for det ville hurtigt ende i smagsdommeri. Så det er ikke nødvendigvis de absolut bedste øl, der er i finalen, men selve gimmicken ved kåringen skal heller ikke undervurderes.
Nå, men tilbage til smagningen.
Finalen er delt op i to kategorier - én for øl under 5,9% og én for dem over 5,9%. Det er vist andet år, at det er tilfældet, og det kan jeg kun billige, for så kommer de mere svage, men fortsat gode øl også til orde. Kendetegnet ved årets finalefelt er, at især Hornbeer og Ugly Duck Brewing er repræsenteret med hver tre øl.
Og i kategorien under 5,9%, faldt Hoppy Christmas fra Ugly Duck Brewing bedst i min smag. En god IPA, med en sød og humlet smag, og som smagte af mere end sine 5,9%. Men Ringsted-vinderen i denne kategori blev Julegrisk fra Hornbeer. Men havde Chokolade Chili Porter fra Det lille bryggeri været med, havde den vundet med stort set samtlige dommerstemmer. Men generelt var de fem øl, vi smagte i denne kategori ikke specielt imponerende, men heller ikke dårlige.
Straks bedre blev det, da vi gik nogle procenter op. Her var min egen favorit Christmas Ale fra Fur Bryghus, og den blev da også Ringsted-vinderen. En satan på 9,4%, men var på ingen måde sprittet, med sød og rund i smagen.
Aftenens clou var dog surprise-øllen, for som plaster på såret for den manglende øl fra Det lille bryggeri, bød lokalafdelingen på smagning af bryggeriets nye imperial stout, Black Gold. Slet og ret fremragende, og én af de bedste imperial stouts, et dansk bryggeri nogensinde har smidt på gaden. Meget skal ske, hvis den ikke for mit vedkommende bliver året ølnyhed 2013!
Men alt i alt en rigtig hyggelig aften i lokalafdelingen, og jeg glæder mig allerede til næste smagning. Den finder sted 19. marts, hvor Bock, Dobbelbock og Eisbock står på programmet.
Skål!
2 kommentarer:
Hej Søren,
Helt enig, det der med årets øl, det er en svær en at stemme om. Ved ikke om man kunne opstille kategorier på andre måder, men på den anden side kan jeg også lide semianarkiet ved at have de her 700 øl, man kan vælge i mellem. :-)
Ved selve afstemningen holdt jeg på Chinook&Simcoe i den lille klasse. Faktisk sys jeg det var den bedste af alle øllene ved afstemningen (!). Hoppy Christmas var også god, men lidt for sød til mig. Jeg tror nogle af juleIPAerne led under manglen af maden der hører til.
I den store klasse er vi helt enige om Fur Christmas Ale. Det var en klassebelgier, som jeg ærgrer mig gul og blå over ikke at have indkøbt i massive mængder, ved den overståede højtid.
Men, når alt kommer til alt var Black Gold det absolutte højdepunkt. Man kan godt løbe lidt sur i et par timers ølsmagning. Men, man må sige Black Gold bragte gejsten tilbage igen. Som du selv er inde på, en klar favorit til 2013, i min bog ditto.
Gæst Martin
Tak for en god kommentar, Martin. Og jeg er enig i, at semianarkiet er at foretrække - ellers ville det være Det lille bryggeri, Mikkeller, Ewil Twin, Amager Bryghus med flere, der dominerede feltet, og det ville også blive kedeligt i længden
Send en kommentar