Og årsagerne til dette fravær hører til i "forklar-mig-røv"-kategorien. Til trods for, at albummet udkommer i oktober, havde jeg ikke fået lyttet det. Hovedrystende. Og én af årsagerne til, at jeg ikke havde det var, at det mange steder havde fået dårlige anmeldelser, som denne i Gaffa. Dobbelt-hovedrystende, at dårlige anmeldelser skal afholde mig fra at høre Mesteren.
Nå, men nytårsaften bliver der så rådet bod på dette. Denne holder jeg hos min gode ven, Brian, som i øvrigt var den, der i tidernes morgen fik åbnet mine øjne for Young. Og da jeg tropper op, er Brian naturligvis i gang med at spille albummet. Siden har albummet også været i fast rotation her på matriklen og på togrejser til og fra arbejde, for der er naturligvis tale om et eminent album.
Efter nogle albums af svingende karakter, klæder det ham i den grad, at han igen har de tungtspillende Crazy Horse i ryggen. Det betyder Young Classic, når det er absolut bedst. Young viser, at 67 år ikke er nogen alder, hvor han og Crazy Horse viser samtlige unge kløse på rockscenen, hvordan en guitar skal spilles og håndteres.
Eneste ankepunkt er, at de mere langstrakte numre på albummet bliver FOR langstrakte - 16 og 27 minutter er lang tid for en sang - hvor han og Crazy Horse ryger lidt for langt ud af strengen.
Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket om et stærkt og formfuldendt album, som var landet omkring 5.-6. pladsen på min årsliste, havde jeg haft fornuft nok til at få lyttet det, da det udkom.
Nedenfor kan én af singlerne fra albummet lyttes og jeg vil morderligt gerne høre albummet live. Så jeg håber, at han snart lægger sin vej forbi andedammen igen - måske på sommerens Roskilde....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar