Lille dansk samtidsroman

I denne uge udkommer Peter H. Olesens roman, Lille dansk samtidsroman. Selv forudbestilte jeg den via forlaget og modtog den for cirka 1½ uge siden. 

Det passede mig fint, for jeg var lige blevet færdig med Agnetha Fältskogs forfærdelige selvbiografi - mere om den en anden gang - hvorefter jeg straks kastede mig over den.

Peter H. Olesen gør sig også i musikalske sammenhænge, og er én af de kunstnere, jeg har lyttet og lytter mest til - overhovedet. Og det som sanger i Greene, Olesen-Olesen og nu De efterladte, hvor han gang på gang giver beviser på, at han er én af landets absolut fineste tekstforfattere.

De senere år er forfatter også blevet føjet til CV'et, hvor det er blevet til udgivelser af tekstuddrag og digte, ligesom han i 2008 romandebuterede med den fremragende Korrekturlæseren.

Nå, men for et par dage siden fik jeg så vendt sidste blad i hans seneste roman, og det efter en rigtig god læseoplevelse. 

Om romanen skriver forlaget følgende:

"Vi er i krisens første år. To snart midaldrende venner genser hinanden efter lang tid. I udkantsdanmark. Langt ovre i Jylland. De spiser begge piller for at klare sig nogenlunde gennem dagen. Den ene skal forestille at skrive en bog om ungdommen i de tidlige firsere, den anden går og venter på førtidspension. Det kunne være trist og trøstesløst, hvis ikke det var fortalt af et pokerfjæs med en koncis, omend underspillet humor". 

Forfatteren har på sin egen blog føjet lidt mere til.

De knapt 130 sider er hurtigt læste, og så alligevel ikke, for undervejs vender du tilbage til sætninger tidligere i romanen, bruger tid på at skabe dine egne billeder, egne historier over det fortalte, og skaber referencer til eget liv, egne oplevelser.

Dertil kommer, at du undervejs er satans godt underholdt, hvor spiddende one linere står i kø, og der gives liggende ottetal eksempler på Olesens kendte (selv)ironi og sarkasme fra plader og koncerter. Og kender du til hans sangtekster, vil du undervejs også nikke genkendende til formuleringer og tænke "det har jeg da læst før". Men det hæmmer ikke læseoplevelsen - snarere tværtimod!

Sproget er skarpt og præcist, og forfatteren er ikke ødsel med ordene. Men bag ordene sker der en masse, og det stramme sprog gør, at hver side er mættet med indtryk. Olesen er konstaterende i sin fortællemåde, og reflektionen, analysen og perspektiveringen overlades til læseren. Det er det, der i mine øjne skaber en god roman.

Modsat musikalbums, der kan høres i én uendelighed, er det meget sjældent, at jeg læser en roman flere gange, men den her bliver helt sikkert en undtagelse, for da jeg var færdig fik jeg lyst til at begynde forfra - er der flere historier og billeder bag ordene, er der mere, jeg selv kan digte videre på og så videre.

Med andre ord, kan Lille dansk samtidsroman varmt anbefales, og den fortjener et stort publikum.