Matador #2

I lighed med mange, mange andre sidder jeg klæbet til fjernsynet lørdag aften, når Matador løber over skærmen. Også selvom jeg/vi allerede har set afsnittene flere gange før og nærmest kan dem udenad.

Og netop de afsnit, der p.t. løber over skærmen, er dem, der har sat sig mest fast på min nethinde - nemlig tiden under 2. verdenskrig. Kort før jul besøgte jeg nogle gode venner, hvor snakken også faldt på Matador. Vi talte om, hvilket afsnit/hvilken situation, vi huskede bedst fra serien. Og her var mit eget bud det, hvor Hr. Stein flygter til Sverige og dermed fra tyskernes jødeforfølgelse. Det afsnit blev i øvrigt sendt sidste lørdag, og resumeet af det kan læses på denne mere end glimrende Matador-hjemmeside: Matador-online.

Et gribende afsnit, der på en vedkommende måde gengiver en forfærdelig historie, men også en historie om det sammenhold, der voksede i befolkningen under besættelsen. Og så markerer den et skifte i serien, hvor den pylrede Maude træder i karakter.

Både handlingen i dette afsnit og dem omkring, var nogle, vi diskuterede meget "derhjemme", når vi sad klinet til serien. Begge mine forældre var opvokset under krigen, hvor især min far huskede meget fra besættelsen - han var født i 1927, mens min mor var født i 1934.

Så når vi blandt andet så disse afsnit fortalte de historier fra dengang. Min mor voksede op på en gård i Nordsjælland - i Grønholt, der ligger mellem Hillerød og Fredensborg - så de mærkede ikke så meget til selve besættelsen. I hvert fald ikke fødevaremæssigt. Men hun fortalte historier om, hvordan min morfar kørte i hestevogn til København med kød, kartofler med videre til den del af familien, der under kummerlige vilkår boede der. Og om hvordan tyskerne overtog "hendes" skole, hvorfor undervisningen blev henlagt til Fredensborg Slot.

Og min far fortalte historier om blandt andet min farfar, der var med i modstandsbevægelsen, hvor han blandt andet samlede madforsyninger, våben med videre op her på Midtsjælland.

Men mest af alt, hvordan de oplevede ufreden, intolerancen, jødeforfølgelserne og jødernes flugt til Sverige, da tyskerne tog Politiet i 1944 og så videre, og så selvfølgelig efterkrigstiden. Manglen på varer, den politiske situation med videre.

Det var noget, der sad dybt i dem - og i alle andre, der oplevede denne tid - og jeg husker, hvor meget de hadede nazisterne og det, nazismen stod for. Og var en tid, der prægede dem resten af deres liv, hvor især min mor talte om, hvor vigtige værdier tolerance, frihed og frisind var - og er.

De historier genkalder jeg, når jeg igen ser Matador. Og selvom serien naturligvis ikke er historisk fuldstændig korrekt - det er trods alt fiktion -  er den, foruden at være underholdende og velspillet, også meget lærende og en mere end glimrende måde til at fortælle om den tid. Og nødvendig, for vi må aldrig glemme besættelsen og slet ikke det, nazismen stod - og står - for.

Jeg glæder mig allerede til lørdagens afsnit!