lørdag den 5. januar 2013

Flere nye blogs

Derude ude i "den store sky" findes et væld af ganske givet spændende og læseværdige blogs om alt mellem himmel og jord. Men nogle gange er det tilfældigheder, der gør, at du falder over dem - det kan være ved søgning efter et emne, henvisning fra andre, fra Facebook eller Twitter med videre. Og så er der selvfølgelig dem, der har stor og bred appel, og som du finder via diverse medier.

Og de fire seneste, jeg har stødt på, og som nu er føjet til min faste læseliste samt højre side på denne blog, under "Her læser jeg også", rammer alle ned i én af disse veje:

Blogpolitik - bestyrerne, Troels Mylenberg og Elisabeth Svane, kommer fra Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende, og er i dag at tælle blandt mine foretrukne politiske kommentatorer. De skriver (vist) begge fra et borgerligt udgangspunkt, men det skal ikke lægge dem til last, og deres indlæg er altid saglige, aktuelle og perspektiverende, og med vid og bid. De skriver rasende godt og indlæggene er næsten altid en opvisning i politisk indsigt og kendskab til det politiske håndværk. Og som næsten det bedste, er deres kommentarer meget sjældent forudsigelige - modsat kommentatorerne på de tre store morgenaviser....

Newmusicunited - en musikblog, der fokuserer på ny musik, men også glemte sange og kunstnere. En sand guldgrube at dykke ned i, hvor der linkes til videoer og artikler, og suppleres med hitlister med videre.

Den unge Niebuhr - en spændende og velskrevet blog om musik, bøger og hvad der nu ellers optager blogbestyreren. Der anbefales, gås i dybden, perspektiveres og refereres. Og det på en ganske vedkommende måde.

Hverdage - vedkommende og nærværende portrætter fra hverdagen, hvor de enkelte svar og især spørgsmål også giver læseren mulighed for at reflektere over egen hverdag. Måske øvelsen på et eller andet tidspunkt bliver lavet her på bloggen af undertegnede.

Alle er hermed anbefalet!

2 kommentarer:

-rene sagde ...

Man takker! Altid godt med nye inspirationsstier på nettet - og de er føjet til en stadigt stigende samling af gode steder, der besøges on occation. TAK!

Michael Niebuhr sagde ...

Jeg takker også. Både for anbefalingen af Den unge Niebuhr, men også for Hverdage.

Andrea Hejlskovs fortælling om sin hverdag var både overraskende og gribende. Og så ligger der muligheden for selv at portrættere sin hverdag.

Tak for en god blog, Søren!